Sukker ungerne efter nye, sjove apps? Vi har samlet en håndfuld gratis af slagsen, som vil få børnene til at grine, koncentrere sig og forsvinde ind i deres helt egen verden for en stund.

Toca Kitchen

Toca boca står bag et væld af børneapps – sidste gratis skud fra stammen er Toca Kitchen, hvor ungerne vælger et monster, de skal give mad. Børnene og også de voksne kan fnise, når monsteret nægter at spise broccoli, men godt vil have bøf - og så kan man vælge at stege, koge eller give de forskellige madvarer en tur i mikroovnen eller blenderen. Det er sjovt, simpelt og fængende.  Perfekt app at fordrive tiden med, imens mor og far laver aftensmad. Download appen gratis her. 

Alder: Fra 2 år 

LÆS OGSÅ: Miki - en interaktiv billedbog 

Puppet Pals 2 

Lad ungerne lave deres eget dukketeater i Puppet Pals 2 – de kan selv indtale replikker og bestemme handling, vælge baggrund, musik, køretøjer og dukker. Spillet er simpelt at forstå og virkelig, virkelig sjovt. Alle aldre kan være med her – de helt små vil grine over de film som bliver lavet og de lidt større børn kan selv lave små teaterstykker til hinanden. Til dem der kender det oprindelige Puppet Pals er 2’eren her mere detaljeret og der er flere universer. En app der bliver ved med at være skæg – også for de voksne. Download appen gratis her

Alder: Fra 3 år 

 

LÆS OGSÅ: De 5 børnevenlige take-away-steder

Cykelmyggen Egon Puslespil 

Cykelmyggen Egon Puslespil er ikke en særlig ny app, men den er så sød, at den bør nævnes. Her får du – helt gratis, adgang til Flemmings Quist Møllers charmerende, smukke og fantasifulde tegninger fra bogen – nu omsat til puslespil. Puslespillen kan justeres fra 4 til 80 brikker. Man kan sagtens lægge puslespillet med andre, da man godt kan flytte flere brikker på samme tid. I appen kan du tilkøbe den originale Cykelmyggen Egon-fortælling – indtalt af Martin Brygmann. Bogens illustrationer fungerer samtidig som puslespil, som kan løses undervejs. Download appen gratis her. 

Alder: Fra 2 år 

LÆS OGSÅ: De 10 gratis oplevelser 

Alfons Åberg

Alfons Åberg har fået sine egen app – og den rammer det kendte magiske univers. Alfons har bygget en træhytte - og her fortæller han sin ven Svipper, hvor meget han ønsker sig en hund. Svipper fortæller, at han har en gave til ham, som er i toppen af træet – alt Alfons skal gøre er at samle brædder nok sammen, så han kan bygge sig helt til toppen. Og spillet går nu med jagten på brædder, vi kommer både hjem til Alfons – ind på hans værelse, laver mad med hans far, leger med veninden Mille og meget, meget mere. Den findes også i en længere købe-version, hvis I bliver grebet af spillet. Download appen gratis her. 

Alder: 4-7 år

LÆS OGSÅ: Download Børn i byens app helt gratis 

LEGO Duplo Cirkus

I LEGOs nye app er det cirkustid! Ungerne har både mulighed for stå i billetlugen og sælge cirkusbilletter, bestemme hvilke tricks, der laves i manegen – skal søløverne jonglere eller spille med bold,  skal tigeren hoppe gennem den farlige ildring eller give sin makker en tur i manegen? Spillet er enkelt sat op og de helt små forstår hurtigt, hvad de skal. Hver gang, børnene løser en opgave får de, til stor glæde, et kæmpe bilfald. Spillet er simpelt, sjovt og genkendeligt for de børn, der har prøvet nogle af LEGOs andre apps. Download appen gratis her.
Alder: 1-3-årige 

 

 

Tip! Husk at sætte begrænsninger på din telefon, så ungerne ikke køber løs i spillene.