Korte støvler, lette ski og lange skistave. Langrendsudstyret er anderledes. Let og overraskende. Den 10-årige har stået på alpint siden hun var 4 år og nysgerrigheden driver hende ud på langrend, for hun vil kunne det hele.

Hun ankommer grinende til langrendsstadion sammen med fem andre børn i forskellige aldre. Huen på sned og jakken knappet op.
”Skal vi komme i gang?”, siger hun til den svenske instruktør, som beder hende klikke skiene på. Og så går hun ud ad sporet. Ænser ikke, at hun rent faktisk modtager undervisning, før hun vælter og kigger bebrejdende tilbage. 

Det viser sig, at langrend er lidt en balancekunst. Samtidig med at vi glider frem på højre ski, skal venstre blive bagude og løfte sig i en vinkel på 45 grader. Det betyder reelt, at vi står på ét ben næsten halvdelen af tiden. 

Ungerne kæmper og vælter. Rejser sig. Smider med jakker og huer. Nogle skælder ud. Pludselig har en af drengene fanget teknikken og suser af sted ud gennem det dybe spor. Armene ryger til vejrs, da han kommer over målstregen som den første. Fanden tager ved pigerne, og så er de også oppe i fart.

Men knap er holdet tilbage ved start, før endnu en teknik bliver introduceret. Skøjte. Den omvendte pizza, for dem som kender alpin-sproget. Skispidserne peger ud til siden og man skøjter. Piger og drenge ned i spagat. De vælter og griner. Igen indtil den første har forstået. Så rejser den andre og kommer fremad.

Den kræver nok lidt mere end en eftermiddag, før rutinen indfinder sig. Det føles, som om skiene sidder løsere på benene, end vi er vant til fra alpint. Anklerne vipper ud til siderne og der skal lægges mange kræfter i. Snart er vi klar en til længere tur ud gennem den stille skov. 



Børn i Byen var inviteret til Orsa Grönklitt af www.visitsweden.com


Orsa Grönklitt er kendt for nogle af landets bedste langrendsløjper. Orsa Grönklitt ligger knap 20 km fra Mora, hvor det 90 km lange Vasaløb slutter hvert år, en søndag i marts, så kulturen omkring langrend er stærk i området. I Orsa ligger et langrendsstadion, det oplagte sted at tage den første undervisning. 
Det er 70 km langrendsløjper af forskellig sværhedsgrad, heraf 9 km er oplyste.


Tips til langrend for børn:

Tag en langrendsinstruktør sammen med ungerne i nogle timer.


Forbered børnene på, at det er hårdt arbejde at stå på langrend.

Tag lettere tøj end til slalom, man får varmen på en anden måde. 


Forbered børnene på, at der er 4-5 skiteknikker at lære og det kan være svært

 

Læs også følgende artikler:

Med Mormor på styrtløb

Orsa Grönklitt - ski for de mindste

Skiferie uden ski