Det er bestemt ikke alle feriedrømme, hvori svigermor deltager.

Men er man småbørnsfamilie og drømmer om en skiferie, så kan svigermor vise sig at spille en afgørende rolle. Tager man en uge til Stöten i Sverige for at stå på ski er ferien skræddersyet til far, mor, børn og bedsteforældre.

Her er en anlæggets længste piste kaldt ’mormors styrtløb’, og den er populær – både blandt bedsteforældre og de små hjelmklædte nybegyndere, der jublende og grædende tumler rundt i sneen. Den lange grønne piste svinger sig gennem skoven og ender på Soltorget. Et torv, der til fulde lever op til sit navn. Her skinner højfjeldssolen direkte ned på en gruppe bænke med rensdyrskin, rundt om små bålsteder, hvor de skiløbende familier hver dag mødes for at spise grillede pølser og burger i solen. Alle pister, der løber ned til Soltorget er grønne og blå og farbare for både børn og ældre. Hele området har mere end 25 kilometer grønne pister.

Drop den danske madpakke og tag i stedet en pakke pølser, en flaske ketchup og pakke brød med under armen og nyd de bålristede pølser med en snekold dåseøl, mens ungerne leger på den lille vinterlegeplads ved siden af.

Sådan gør svenskerne, når de tager op på fjeldet – og de ved, hvordan man får en picnic i sneen til at føles som den rene solferie.

Sidder man længe nok kan man ligefrem nå at blive en smule solbrændt på næsen.

Det er også fra Soltorget, man kan stå på en hundeslæde og prøve at glide af sted i susende fart gennem skoven, hvor den eneste lyd er den svage susen fra slæden og så kommandoerne, som slædeføreren i roligt toneleje giver til hundene.

Til familiens teenagere og skientusiaster er der lidt mere udfordring at finde i skaterparken, der kører ned til det store torv. Her er der afterskiing på den lokale pub, og der er en svømmehal for de der, har fået nok af ski og kulde. I det hele taget byder de pister, der løber ned til torvet på lidt mere udfordring. Her løber også den klassiske brede røde piste, der har aftenåbent.

 Men det er ikke kun mormor og ungerne, der er tænkt på. Kort derfra ved Brantatorget ligger et mindre pisteanlæg, der fører op til Ælven. Ælven har æren af at være Sælens bedste sorte piste. Og er man til lange bløde – og stejle - fald ned gennem skoven, så er den perfekt.

Her slipper man for alt for mange nybegyndere, der bremser liften og blokerer på pisterne. Og tager man op om formiddagen kan man være heldig at få pisterne helt for sig selv. Men til gengæld er der kun to lange pister ned, så er man meget rutineret vil hele området hurtigt være gennemkørt.

På den anden side, hvis man på forhånd har indstillet feriedrømmen på en skiferie med hele familien, så er det netop nu, man kan snuppe sig en tur eller to helt for sig selv, mens mormor og ungerne kører styrtløb før frokost.

En hytteferie i Norden er ofte berygtet for helt utroligt trange hytter med køjesenge, der hverken er til at komme i eller til at komme ud af – særligt ikke med skiferie-stive ben. Men i Vargylans Våninger, som ligger 5 minutter i bil fra Stortorget er der så god plads, at bedsteforældre sagtens kan være med. Her kan man få hytter med to store dobbeltværelser – begge med komfortable dobbeltsenge – foruden børneværelser. Hytterne er af ældre dato, men de er enkelt indrettede og prisvenlige. Og vigtigst af alt: Der er mulighed for den perfekte ferie med både unger og mormor på styrtløb.

Børn i Byen var inviteret af  www.visitsweden.com

 

Tips:
Drop den danske madpakke og tag pølser eller bøffer med til soltorget og nyd en svensk grill-picinic i sneen.

Tag fri fra madlavningen og brug en aften på Brasseriet på Skitorget. Her er både hyggelig stemning og et indbydende menukort til overkommelige priser

Der er aktiviteter for de medlemmer af familien, der ikke står på ski. Området har både svømmehal og slædekørsel.

 

Tjek også følgende artikler:

Første gang på ski

Singleforældre på fællesski med børn

Skiskole for børn - hvordan og hvorfor?