sut
Det er ikke hvem som helst, der skal overtage dit barns allerkæreste eje, når han eller hun er færdig med sutten, og dit barn vil elske at være med til at beslutte, hvem der nu skal have de elskede sutter. Her er nogle bud på, hvor I kan aflevere sutter i København.

Et minde på broen

Idéen med at hænge en lås på en bro og kaste nøglen i vandet har længe været brugt blandt kærestepar, men nu er forældre og børn også begyndt at hænge sutter på broer. Især Bryggebroen bærer efterhånden på en del sutter, der emmer af historik og småbørns kærlighed.

Lykkerosen i Tivoli

Over for Vaffelbageriet i Tivoli finder du Lykkerosen, som er en lille biks, hvor du og dit barn kan aflevere sutter. Tanken er, at sutterne bliver foræret til en lille sovetrold – og hvilket barn vil ikke elske tanken om, at sutterne skal bo i Tivoli?

suttetræ
Suttetræer 

Rundt omkring i byen står suttetræer og stråler af både kærlighed og historie, og mange børn elsker tanken om at hænge deres sutter på træet, så de kan være sammen med andre sutter. Du finder blandt andet suttetræer i Frederiksberg Have, Østre Anlæg, Fælledparken og på Dyvekes Allé på Amager, men hold øjnene åbne i dit nærområde, for indimellem dukker nye suttetræer op.

LÆS OGSÅ: Guide: De 10 caféer hvor der er allerbedst at amme

Tandlægen

Når dit barn begynder at besøge tandlægen, bliver der for alvor sat fokus på barnets tænder. Måske er det her, dit barn vil vise sig som en stor pige eller dreng og aflevere sine sutter, så tandlægen kan se, hvor dygtig han eller hun er.

sut
Den lokale legetøjsbutik

I en del lokale legetøjsbutikker kan dit barn få lov at betale med sine sutter. Forhør dig i de legetøjsbutikker, du har omkring dig, og selvfølgelig inden du fortæller dit barn om muligheden!

Julemanden

Måske er der en ekstra gave fra julemanden, hvis barnet sender sine aflagte sutter mod Grønland? Mange børn elsker tanken om, at det er julemanden, der nu skal passe godt på deres elskede sutter.

Fotos: Romeika Cortez

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.