Gennem to år har GRØD serveret alt fra flæskestegsbygotto til asiatisk kyllingerisotto for grødglade københavnere. Nu lancerer GRØD en økologisk babylinje, der gør det nemt og overskueligt for nybagte forældre at bespise deres børn. Babymaden er blevet til i tæt samspil mellem Sundhedsstyrelsen og Suhrs Seminarium for ernæring og sundhed – og så selvfølgelig en lang række prøvesmagninger med babyer og småbørn, der i kraft af deres mimik og lyde har vist vej til skabelsen af nogle produkter, de vil elske at vokse sig store af. 

Babyer og mødre som smagsdommere

En lun efterårsdag i oktober træder seks mødre med babyer på armen ind i GRØDs hyggelige lokaler på Jægersborggade. De er inviteret til en snak om det, der fylder meget for dagens børnefamilier – nemlig hvad vi putter i munden på vores kære små. Alle forældre er nok med på, at hjemmelavet økologisk mos og grød er det bedste for vores børn. Men i det skønne sammensurium af søvnløse nætter, vasketøj og babyrytmik, kan det være svært at overskue selv at lave alt fra bunden. 

Begejstringen er stor, da mødrene introduceres for GRØDs nye babylinie, der i kraft af den fine emballage ser ganske uimodståelig ud. Heldigvis er det ikke kun det ydre, der er tænkt på. Indholdet er nøje afstemt efter barnets alder og energibehov. Kun korn, frugt og grøntsager af bedste kvalitet er benyttet. Udvikler Lenette Andersen forklarer, at målet desuden har været at skabe et produkt med fokus på det sensoriske og æstetiske. Det skal se indbydende ud og for små børn er stærke farver interessante. Derfor har de udviklet forskellige toppings, flot farvet af de råvarer, der netop nu er i sæson. 

Tomme skåle og tilfredse testpersoner

Små sultne grynt er begyndt at brede sig rundt om bordet. Det er blevet tid til, at de små nu skal afprøve alt fra speltgrød med rødbedepuré til speltflager med hjemmerørt æbletopping. Det ser faktisk så lækkert ud, at vi voksne også nupper en bid med. Det smager skønt og føles rart at give sit barn noget, man rent faktisk selv kan lide!

Børnene guffer også maden i sig. Jooo - det lader til, at de allervigtigste prøvesmagere godkender både grød og mos! Mødrene har nogle kommentarer til tykkelse, temperatur og mængde, men grundlæggende er alle tilfredse. Som Maja Kielberg, mor til Neva på 8 mdr. formulerer det: ”GRØDs bayprodukter smager meget bedre end andre blandinger, vi af og til giver hende. Mere smag og struktur. De er også bedre end det grød, jeg selv laver til hende, hvor jeg kan have svært ved at ramme den helt rigtige konsistens”.  

Børn, babyer og ammende mødre er velkomne til at nyde maden på stedet, men de små lokaler og manglende pusleplads gør, at mange vælger at tage det med på farten. Heldigvis kan voksengrød og skøn varm cafe-latte også købes ”to-go”, og med et Børn i byen medlemskort opnår du 20 % på hele regningen.

HVOR: GRØD har adresse i Jægersborggade 50 kld. tv., 2200 Kbh.N. Find også GRØD i Torvehallerne på Frederiksborggade 21.
Vær opmærksom på, at der ikke er toilet i baren på Jægersborggade. Du kan dog låne en nøgle til toilet samt puslebord, beliggende et godt stykke længere nede af gaden.
Besøg GRØDS hjemmeside www.groed.com, Her kan du også bestille deres produktserie online. Få information angående nye retter mm. på facebook.dk/groed.

Her kan du læse Børn i byens anmeldelse af GRØD, tjek også vores anmeldelse af Änglamark her.