Fire timer fra Oslo ligger børnenes Kardemommeby med Kasper, Jesper og Jonathan. 
En perfekt familieudflugt til eventyr i helt naturskønt område.



Efter en berusende tur med Oslo-færgen fra København anløber vi Oslo på morgenkvisten, omgivet af klipper med små træhuse, badebroer og solopgang. Alting ånder fred. 
Aftenen før var færgen en levende lysflåde af liv. Børnene var underholdt i øjenhøjde med skattejagt, diskotek og tag-selv-bord. 

Stemningen ombord er maritim, der er liggestole på dækket og udendørs pool, alle nyder vand, himmel og aftensol og børnene er fascinerede at bådens storhed, mens den bruser gennem havskum. 
Efter en nat i en lille kahyt, er de faldet i en meditativ ro, mens færgen tøffer ind i den smalle fjord i solopgang morgenen efter. 

Kristianssand. Kardemommeby. Verdens smukkeste natur. Vi er kun fire timer fra Oslo og selvom ungerne er ømme i lårene af at sidde på bagsædet, er de spændte og glade, da de springer ud af bilen for at gå på eventyr.  



Vi har læst historien om de tre røvere fra Thorbjørn Egners bog, så genkendelsen er stor, da fyrtårnet med papegøjen fra Amerika toner frem i den lille idylliske oase midt i den større forlystelsespark. Der kører en lille sporvogn rundt på området, og vi køber kanelkringler i den lille bager. 

Rundt om hjørnet fra brandstationen kommer de tre røvere syngende ”vi lister os af sted på tå, når vi skal ud at røve..” og selvom, det er på norsk, stemmer vores unger i sangen med stor glæde. De er helt opslugte og tror knap deres egne øjne og er overbeviste om, at det hele er så virkeligt, at røverne faktisk bor her.


Kardemommeby er et hjørne af en større forlystelsespark midt ude i den norske natur. Her er badeland, dyrepark, et lille tivoli med forlystelser og naturlegepladser. Vi er omgivet af skovsøer, træer og klipper. En vidunderlig sviptur midt i sommeren.

Børn i Byen var inviteret til Kardemommeby af DFDS Seaways og Visitnorway


Lydbog eller bog
:
Ungerne skal selvfølgelig kende ”Folk og røvere i Kardemommeby” inden I besøger byen i Norge. Lån den på lydbog eller læs den op for ungerne. Lydbogen har den fordel, at sangene er med.

Læs også følgende artikler:

Ro og grin i Legoland

Sommer-magi i Norge

Fortryllende ophold på Tivoli hotel

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.