Børn i byen giver "Godt Begyndt!" 4 ud af 5 stjerner: ****

 

Hvis dit barn skal begynde i skole efter sommerferien så er bogen "Godt Begyndt!" måske noget for dig. Bogen er skrevet af Jytte Sidelmann, der har været børnehaveklasselærer i 40 år. I bogen guider Jytte Sidelmann forældre til en gnidningsfri overgang fra børnehavne til skole og SFO. Bogen er inddelt i seks kapitler, der hver især omhandler forskellige tematikker. 

Første kapitel omhandler den første store beslutning om, hvorvidt dit barn overhovedet er klar til at starte i skole, og om det i så fald skal være en folke- eller privatskole. Kapitlet gennemgår også nogle af de vigtigste færdigheder ved skolestarten, samt forskellen på drenge og piger – rolige og urolige børn – og deres forskellige behov.

Det andet kapitel hjælper dig til at forberede jer alle på den forestående skolestart. Hvad kræver det af både hjemmet og barnet at starte i skole, og hvilke krav du bør stille til dit skolebarn. F.eks. kan det være en god ide at inddrage dit barn i de daglige gøremål, på den måde er barnet dels forberedt på at hjælpe til i skolen, og I får desuden et hyggeligt samvær omkring vasketøjet, madlavningen og rengøringen.

Tredje kapitel handler om de mange forventninger der er i forbindelse med skolestarten. Hvilke forventninger har skolen til dig som forældre, og hvilke forventninger kan du forvente at have til skolen? Derudover gennemgår kapitlet de ting I skal have klar til skolestarten: skoletaske, penalhus, madkasse m.v.

Det fjerde kapitel handler om dit seksårige barn og de krav, du bør stille til det. F.eks. bør barnet selv kunne tage tøj på, sætte sine ting på plads, rydde op og klare toiletbesøg. Derudover skal barnet ud i trafikken, og I bør derfor øve skolevejen forud for skolestarten. Kapitlet omhandler også vigtigheden af at have kammerater med hjemme og lege.

I det femte kapitel kommer vi til selve skolestarten, arbejdet i børnehaveklassen og hvordan børnene i børnehaveklassen lærer. Derudover får du en guide til de fire faser i børnehaveklassen, konflikthåndtering, mobning og drillerier samt det sociale miljø i klassen både hvad angår børn og forældre.

Sjette kapitel beskriver de forandringer skolelivet giver i forhold til fritiden. For hvor mange fritidsaktiviteter bør et seksårigt barn egentlig have ved siden af skole og SFO? Derudover omhandler kapitlet søvn og sengetider, madpakker og sunde spisevaner samt barnets brug af elektroniske medier.

Alt i alt synes jeg, at "Godt Begyndt!" er en fin bog. Bogen giver en god introduktion til skolestarten og kan måske besvare nogle af de spørgsmål man som forældre kan have i den forbindelse. Bogen kan læses fra ende til anden, men jeg syntes også sagtens at den kan bruges som opslagsbog.

Fakta: Godt Begyndt! af Jytte Sidelmann er udkommet på Gads Forlag og koster 249 kr.