Børn i byen giver "Lav mad med de mindste" 3 ud af 5 stjerner:

 

”Jeg vil selv”, lyder det fra min seksårige datter, når hun hjælper med madlavningen. Med den nye kogebog ”Lav mad med de mindste”, kan hun faktisk selv. Kogebogen indeholder opskrifter som børn selv kan ”læse”, for den er fyldt med tegninger af ingredienser, køkkenremedier, hævetider og serveringsforslag. Opskrifterne fylder kun to sider, og det er derfor let for den lille kok at orientere sig. Hver opskrift er enkelt bygget op; først præsenteres ingredienserne og antal og mål vises. Dernæst kommer opskriften, trin for trin, illustreret med store tal. Kun få af opskrifterne kræver brug af kogeplader, og der er derfor ingen fare for, at den lille kok kan brænde sig på varme væsker, kogeplader eller på damp fra gryder i kog. Kogebogen er inddelt i forskellige afsnit med frokost, aftensmad, weekend-snacks, dessert og jul. 

Jeg fik seksårige Freja til at afprøve et par opskrifter, så jeg kunne se, om kogebogen kunne leve op til mine forventninger. Freja ville lave pølsehorn og æggesalat, som hun kunne få med på madpakken den næste dag. Vi lagde ud med pølsehornene, og Freja fandt alle ingredienser frem. Hun målte af helt selv, men skulle have lidt hjælp til bagevægten og decilitermålet. Da Freja endnu ikke kan læse, hjalp jeg med at læse op fra opskriften, men hun klarede selv alle opgaver, selv smeltning af smørret – æltningen lod vi dog vores KitchenAid tage sig af.

I mens dejen hævede, gik Freja i gang med æggesalaten. Endnu engang var vi rendt ind i en opskrift, der krævede brug af kogeplader til at koge æggene – heldigvis havde jeg et par kogte æg i køleskabet. Denne opskrift var lettere at gå til, da den ikke indeholder så mage ingredienser, og Freja var ovenud tilfreds med resultatet. Da æggesalaten var prøvesmagt, af flere omgange, var det tid til at rulle pølsehornsdejen ud. Det var svært for en lille kok med korte arme, men det gik med lidt hjælp. Freja valgte at komme lidt ketchup på pølsehornene, inden de blev rullet sammen og stillet til hævning endnu engang.

Hævetiden blev udnyttet til at rydde op efter vores mad-eventyr. Jeg syntes nemlig ofte, at ungerne fordufter, når det sjove arbejde er overstået, og så står man alene tilbage med oprydningen. Vi satte i opvaskemaskinen og vaskede op, og bagefter var det tid til at sætte pølsehornene i ovnen – også det klarede mini-mesterkokken selv. Da pølsehornene var færdige, tog vi dem, i fællesskab, ud af ovnen. Og så kom det sværeste – at vente med at sætte tænderne i pølsehornene, til de var kølet af.

Alt i alt synes jeg, at kogebogen funger efter hensigten. Freja var pave stolt over resultatet, og hun har allerede besluttet sig for, at hun vil lave torskerognssalat til frokost i weekenden.

Lav mad med de mindste af Mette Oxenbøll Nonbo er udkommet på Gyldendal og koster 149,95 kr.