Børn i byen giver "Rasmus Klump - på eventyr" 4 ud af 5 stjerner: ****

 

Den folkekære lille bjørn, Rasmus Klump, og hans venner byder sommeren i gennem på et underholdende, farverigt og energisk eventyr i Tivolis glassal. En munter og medrivende oplevelse, der vinder på sine charmerende gimmicks og fine virkemidler.

 

Venskab og pandekager

Vi kender alle Carla og Vilhelm Hansens tegneserier om pandekage-entusiasten Klump og vennerne Pingo, Skæg, Pelle, Pildskadden og Gøjen. På pudsig og humoristisk vis fortæller historierne om hjælpsomhed, venskab, tolerance, nysgerrighed og eventyrlyst. Temaer der også er gennemgående i teaterudgaven på Glassalens scene.

Stykket begynder med Klumps fødsel! En lille babybjørn med stor appetit på livet (og pandekager) kommer til verden og vokser op hos sin rare mor med det karakteristiske tørklæde om hovedet. Snart vokser han sig stor og bygger skibet Mary i fællesskab med vennerne, og sammen tager de ud på havet på eventyr. En flaskepost leder dem til en lille ø, hvor løven, P. Andersen, holder til. Han plages dog af en anden beboer på øen, Dunkedyret, der render rundt og ja, dunker de andre øboere oven i hovedet! Rasmus og vennerne træder hurtigt til og lærer på venskabelig vis Dunkedyret, hvordan man opfører sig ordentligt over for andre, inden de atter vender hjem til mor Klump og hendes pandekager.

Energi og magi

Plottet er simpelt og kunne have tangeret kvalm kliché, men med en række virkelig fine virkemidler undervejs formår musicalen at peppe historien op og fænge publikum. Faktisk sad min kun treårige ledsager helt ude på stolekanten med store øjne og fuld koncentration i samtlige 65 minutter, som ellers er lidt af en mundfuld for en lille størrelse. Øjnene blev naturligvis ikke mindre, da historien ved hjælp af lyseffekter tager os en tur med under havet og en kæmpe hval svæver ud over tilskuerrækkerne. - Helt klart stykkets højdepunkt, hvor lyseffekterne også sørger for neon magi blandt publikum – hold øje med den hånd, der fik et usynligt stempel ved indgangen. Munter musik og sprudlende sang smitter med energi sammen med to street dansere, der tilfører kant til det ellers lidt pyssenyssede univers. Den treårige klappede så hænderne var ved at falde af og der blev skrålet sange om både pandekager, havfruer og dunkedyr i klapvognen på vejen hjem.

 

Fakta: Rasmus Klump – på eventyr er skabt i et samarbejde mellem Egmont, Holbæk Teater og Tivoli. Musicalen kan opleves i Tivolis Glassal frem til den 17. juli 2013 og anbefales fra 3 år. Billetter bestilles på tivoli.dk eller via Billetlugen.

Fotos: Mie Neel og Ricky John Molloy.