Midt i Kattegat ligger Samsø. En lille ø, nem at overskue. Og der er god grund til at dykke ned og indånde de små steder, som emmer af særlighed. Tag børnene med på tur.

Nordby
Den lillebitte by midt på den nordlige tange af Samsø er helt utrolig dukkehus-agtig med gadekær, bindingsværkshuse, finurlige bygninger og stemning. Har man været på køretur i landskabet i nord, er det oplagt at smutte ind omkring Nordby og spise frokost og gå på eventyrtur rundt mellem de små huse.

Ballen Havn
Super hyggelige Ballen havn er et oplagt sted at besøge med ungerne. Giv dem et fiskenet i hånden og lad dem ligge på bådebroerne og kigge ned i vandet. Det er en poesi og ro i havnen og selvom der er flere lækre restauranter rundt omkring, er det klart hos Røgeriet, I skal spise fiskefrikadeller og røget fisk. Der er en skøn havnestemning under parasollerne lige uden for. 

www.rogeriet.com

Vadstrup 1771 - kunstgalleri og café
Langt ude på landet, bagved marker og tæt på skoven ligger gården Vadstrup 1771, som er et fredeligt sted med et lille galleri og café. Børnene kan løbe omkring, mens roen tager fat i de voksne cafégæster. Det er også muligt at overnatte her.

www.vadstrup1771.dk

Vesborg
Det store fyr helt nede mod syd. Det ligger på toppen af en høj med stejle skrænter og trapper ned til havet. Bølgerne slår kraftfuldt ind, og markerne omgiver stedet med ro. Stedet er magisk, og man kan endda komme op i fyret og se vidt omkring i de danske have. 
Nedenfor ligger den særdeles hyggelige Café Fruen ved Fyret, som sælger både kager og gaveartikler.



Brundby Hotel
Et magisk hotel midt på øen. Et sted Danmarks rocknavne besøger, hvis der er plads i tour-planen. Tjek spille-kalenderen, og tag så de lidt større børn med til koncert i denne landsby på Samsø. Det er en sjov oplevelse for hele familien, især hvis ungerne ikke er vant til at gå til koncert. 

www.brundby-hotel.dk

 

Samsø turisme: www.visitsamsoe.dk

Tjek også følgende artikler:

Fantastiske Fanø

Løb på Samsø

Turen går til Danmark