Tre børn og to voksne drager håbefulde af sted på miniferie for at afprøve, om et weekendophold på Tivoli Hotel kan bringe magi og fornyet energi i hverdagen.

 

Blot ti minutters gang fra Tivoli ligger Tivoli Hotel. Det lyder jo som ethvert barns drøm nærmest at bo i Tivoli, men giver det virkelig mening at indkvartere sig på hotel i sin egen by, ikke langt fra de vante omgivelser? Vi sukker efter den dér skønne feriefornemmelse i maven, som vi så inderligt savner efter en lang vinter. Men budgettet er stramt og udsigten til palmer og middelhav er lang. Derfor drager tre børn og to voksne håbefulde af sted på miniferie for at afprøve, om et weekendophold på Tivoli Hotel, kan bringe magi og fornyet energi i hverdagen.

Tinsoldater og trompeter

Min mand og jeg bemærker hurtigt, at der er konferencestemning over hotellet, der da også primært bliver brugt af forretningsfolk.  Det ænser børnene absolut ikke. De har kun øje for de kæmpe tinsoldater, harlequinfarvede lys i elevatoren, legelandet og de kære små Columbinedukker, som den søde receptionist forærer dem.

Da vi træder ind på vores værelse, må vi voksne også overgive os til den charmerende tivolistemning. Vi bor på Garder-værelset med smuk udsigt over byens tårne, og der er så fint, at man helt må lade paraderne falde. ”Er det ægte trompeter?”, spørger Carl Christian på 4 år, og hiver i lamperne ved sengen. Ja, det ser sådan ud.

Ungerne vil straks ned i hotellets legeland, som de hurtigt spottede på vej til værelset. Efter tre kvarters kasten-bolde-i-gabet på grise og løver, leg med skyggespil og bestigning af klatrevæg, er der dog to familiemedlemmer, der er klar til at komme ud i solen. De tre mindste har imidlertid ikke travlt. Vi måber, for det er jo ikke børnehave og skole, vi vil hive dem af sted til - derimod Danmarks smukkeste forlystelsespark. Men et eller andet sted er vi allerede lidt i Tivoli. Der er nemlig en stemning og charme på hotellet, som på fineste vis er lykkedes at overføre fra selve Haven. Snart er vi dog alligevel på vej mod stjernetårn og candyfloss. Turen tager ikke meget mere end fem minutter med ungerne trygt placeret i hotellets Nihola cykelvogn, som vi har lejet for dagen.

Fyrværkeri til middag

Seks timer, tre Rasmus Klump kram og en betragtelig mængde softice rigere, vender vi snuderne tilbage mod hotellet. Sulten har meldt sig, så vi besøger hotellets brasserie. En dejlig rolig restaurant, hvor børnene straks får udleveret en lille aktivitetspakke af de smilende tjenere. Selvom maden er helt ok, drømmer jeg mig nu alligevel op til 12. etage, hvor landets skønneste Sticks’n’Sushi ligger. Faktisk er denne også utrolig børnevenlig - med menu for de mindste, gynger og udsigt til togene. Men det besøg må vi have til gode. Børnene er nu også ret tilfredse med brasseriets dessert. Et orgie af is, chokoladesovs og krymmel efter eget valg. Desuden gør det ikke noget, at vi ikke kan holde os vågne til Tivolis overdådige festfyrværkeri, for desserten serveres nemlig med en ildsprudlende fontæne til stor begejstring for de små aftagere.

Efter en par grineflip over restaurantens skøre spejlgang må vi overgive os til pjerrotpuderne, så vi kan være friske til dagen derpå.

Magiske minder

Næste morgen lægger vi ud med lune croissanter, for derefter at boltre os på den udendørs legeplads og i hotellets lækre pool. Tivoli Hotel med dets søde personale, skønne beliggenhed og børnevenlige faciliteter har bestemt vist sig at være et godt udgangspunkt for en ”staycation” med tryllestøv. Det er ikke meget mere end halvandet døgn siden vi tog hjemmefra, men det føles som længere. Så ja, man kan godt få fornyet energi, overraskende oplevelser og feriefornemmelse i maven, selvom man kun er få kilometer hjemmefra.

I skolernes sommerferie vil der tillige være hoppeborg i stueetagen, besøg af Pjerrot ved morgenmaden og skattejagt hver eftermiddag. Det vil helt sikkert ikke gøre det spor nemmere, at få ungerne med væk fra hotellet, men sjovt bliver det!

Børn i byen blev inviteret på weekendophold af Tivoli Hotel. Læs mere om Tivoli Hotel på www.facebook.com/TivoliHotel og www.tivolihotel.dk

Tip! Få inspiration til din Tivoli-tur i Børn i byens guide til madoplevelser i Tivoli samt tips til børnevenlig familiedag i Tivoli.

Fotos: Liselotte Nielsen og Tivoli Hotel.

Tjek også disse artikler:

Ro og grin i Legoland

Kardemommeby tur-retur