Eiffeltårnet. Et magisk tårn i byernes by. For børnene det ultimative højdepunkt. Tror de. Men er det nu så fantastisk at bestige Eiffeltårnet?



Vi prøver at overbevise os selv om, at det jo bare er et tårn. Vi rejser ingen vegne bare for at gå op i et tårn. Vi bor i en by fuld af tårne og har kun besteget ganske få af dem. Måske kun et enkelt, når vi nu skal være helt ærlige. Så vi prøver på alle mulige måder at nedtone trangen til at nå til vejrs i Eiffeltårnet. Nu tager vi til Paris, for at besøge byen. Den levende by under forårssolen, platantræernes sølvende stammer, bruset fra Seinen, duften af nybagte pandekager på gadehjørnerne, hvor lyden af travle stilethæle blander sig med de franske paroler hen over fortovet. Paris er fantastisk, og vi behøver ikke noget tårn.

Men det tårner sig op. Op mod skyerne, op i bevidstheden. Det enorme tårn, som på mange måder drager både børnenes hjerter og de voksnes børnehjerter. Dybt inde i os bor længslen.
”Paris er lukket, nøglen er brukket, og det var synd for den lille hvide dukke,” siger et af de kendte rim, vi husker fra barndommen. Og dukkens sørgmodige ansigt står tydeligt tilbage på den indre skærm, og minder os om, at huske at det gode, huske at vi (måske) kun lever en enkelt gang. Det er måske i overkanten at sige, at Eiffeltårnet står øverst på listen over livsnødvendige udflugter, ikke desto mindre ville vi måske alle ærgre os, hvis vi besøgte Paris uden at suse til tops og se alting lidt fra oven.

Måske kunne vi nøjes med at besøge Eiffeltårnets lavere etager. Så kan vi jo sige, at vi har været der, været oppe i det, gået rundt i det, og set udover byen. Der ligger jo også nogle restauranter, så kunne man jo spise sin frokost der. Det beslutter vi og fortæller børnene med glæde i stemmen, at vi har besluttet, at vi skal i Eiffeltårnet, når vi snart rejser til Paris. Deres øjne bliver runde og smilet breder sig ud i kinderne. Så tilføjer vi, at vi stopper på 2. etage, og så vil tage os rigtig god tid der.
Der bliver stille i stuen. Som to hvide dukker sidder de helt stille og kigger ned i bordet, som om hele Paris var lukket foran dem. Det er ubærligt. Tårerne fra Eiffeltårnets lavere etager løber ned på bordet. Der er ingen vej tilbage. Vi lader nøjsomhed og nærighed ligge og beslutter os én gang til. 
Vi rejser til Paris – og vi tager til tops i Eiffeltårnet. Der er ingen vej udenom. Det bliver vi også helt klar over, da vi ser hvordan strålerne lyser børnenes ansigter op.

Uger og måneder går. Dagen oprinder. Vi flyver til byernes by med forventningsfulde børn i hånden. De går direkte efter toppen, og vi beder om godt vejr.
Tirsdag morgen tidligt. Vi har været forudsigende og bestilt tid til ekspeditionen. Allerede før solen står helt op, er ungerne oppe for at gøre sig klar. Vi drager af sted gennem den parisiske undergrund med en pose lune croissanter fra den lokale bager i den lille gade, hvor vi bor.
Da vi når metrostation Bir-Hakeim hopper ungerne op ad trappen fra metroens mørke rum samtidig med, at tårnet dukker ud af morgendisen. Der kommer et par små hvin fra dem, mens de lægger nakken tilbage og lade blikkene klatre til tops og lande højt deroppe i den gamle jernkonstruktion.

Billetterne i lommen er familiens held. Vi stiller os op i det indhegnede område, foran det ene ben med elevator. Står der i 20 minutter, for vi er i god tid. Så fjerner den franske tårnvagt afspærringen. Og vi løbehopper i flok. Første repos. En kort elevatortur. Det sitrer under huden og børnenes øjne er runde og et drag af veltilfreds eventyrlyst breder sig i deres kinder, da vi farer ud af første elevator og hen til den, som skal bære os 300 meter op i luften. Næsten lydløst løfter den os i langt sus. Vi holder vejret. Kigger op igennem glasruden i elevatorens loft, mens farten tager til. Det er på en gang magisk og skræmmende. 

Tårnet er vores. Vi er her alene. Næsten. Fra toppen af tårnet ser vi ud over den smukke by. Sacre Coeur på toppen af Montmartre. Montparnasse-bygningen lige syd for os. Paris er åben for os. Verden er vores. Og vi så lige her på toppen af Eiffeltårnet.

Vi bliver på toppen så længe, som vi overhovedet kan. Tæller alle tårne og kirker, ser Seinen bugte sig og solen danse over tagene. Ser udstillingen om tårnets opførelse og forundres over bygningsværket. Jern, nitter, trapper, elevatorer. Da vi føler helt mætte af tårnets forunderlighed, tager vi elevatoren ned til 2. etage igen. Og derfra trapperne. Tæller trin. Griner. Glemmer hvor langt vi var nået. Tæller videre. Hopper. Løber. Videre ud ad tårnet, forbi de kilometerlange køer  af turister og videre ind i duften af Paris. Ja. Det var virkelig fantastisk.

Bestil billetter i rigtig god tid på:
 www.tour-eiffel.fr
Priser: 
Voksne: 17 €. Unge: 14,50 €. Børn: 8,5 €.

Eiffeltårnet i tal:
Bygget til verdensudstillingen 1889, 100-året for Den Franske Revolution
.
7.000 tons jern er brugt til at bygge tårnet.
324 meter højt, inklusiv tv-antennen på toppen.
1.665 trappetrin til toppen.
Højeste udsving i stærkt blæsevejr er 12 cm, og tårnet udvider sig maks 15 cm i stærk varme.
Tårnet er samlet af 18.038 stykke stål med 2,5 millioner nitter.
Der var 300 stålarbejdere om at bygge tårnet.
Vedligeholdelsen af tårnet kræver 60 tons maling hvert syvende år.
Kilde: Wikipedia

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.