Revene ud for Sharm el-Sheikh og Dahab i Ægypten er fulde af liv og farver. Koraller, fisk og solstråler, der lyser det hele op. Vi lagde os i vandoverfladen sammen med ungerne og tog dem med. Som til en premiere på deres egen undervandsfilm med snorkel.

”Se, der er Nemo, mor!”, lyder det fra snorklen ved siden af mig. Der ligger min datter på syv, udstyret med luftrør og dykkerfødder. Ordene er svære at tyde, men under os står nogle små venlige fisk iført orange og hvid-stribet pyjamas, så meningen er tydelig. Nemo er de små klovnefisk, som står og putter sig i de bløde koraller.
Vi har ligget her i en halv time. Før det brugte vi en time på begge at få en afslappet vejrtrækning gennem snorklen, inden den skulle under vand. Det gik overraskende fint. Datteren stak hovedet ned og blev der. Da snorklen kom under vand, brugte vi tid på bare at se på vores tæer under vand. Tæer ser sjove ud under vand, og datteren grinede meget. Og så kom den første fisk forbi dykkermasken. Stilhed. Hun lod tæer være tæer og slap ikke blikket fra fisken.

LÆS OGSÅ: Puerto Rico med børn

Verden er ny. Ungerne som tidligere har opfattet havet som en stor blå overflade, som skibe kan bevæge sig henover, og som man kan bade og plaske i, har nu helt runde øjne. De har aldrig oplevet noget lignende. Havet er liv, havet er farver, havet er bevægelse. De lægger sig til rette i vandet og bare ser og ser. Under os flagrer de bløde koraller stille i vandets strøm og fisk står stille, svømmer væk og nærmer sig.
Ungerne vil gerne snakke undervejs, men det bliver mest til nogle sjove brummelyde i røret. Med mellemrum kommer de op til overfladen, og så snart de er indhyllet i håndklæde, fortæller de om oplevelserne under overfladen. Det er så sjovt at se på fisk, de er flotte og hvor er det underligt, at man bare kan stikke hovedet under vand, og så vrimler det med flotte fisk. De siger i kor, at det føles, som om der er to verdener. 

Børnene har taget magien til sig. De har åbnet sig, sanserne er kommet på arbejde, og de elsker det. Når de i ny og næ trænger til en pause fra havets liv, kommer de op og finder tegnegrejet frem.

Fisk over vand

I snorkelpauserne hænger vi alle ud. Promenaden i Dahab er byens kerne. Her ligger restauranterne side om side. Østerlandsk lounge-stil. Boblende vandpiber og beduiner, som sidder og spiller kalaha. Vi slænger os alle på brikse blandt puder. Røde, pink og bordeaux. På land er vi hensat til eventyrstemningen i 1001 nat, og samtidig lever vi helt ude på kanten af havet og til enhver tid klar til at hoppe i igen. 
Mens vi venter på, at snorkelturens rosinfingre og svømmehud mellem tæerne foretager sig, får ungerne serveret frisk frugtjuice, og vi voksne får arabisk kaffe med kardemommesmag. Der er pandekager til snack om formiddagen og falafel og humus til frokost.
Vores puls falder helt i et med rytmen i Dahab. Midt i den tilbagelænede stemning kommer tuscher og papir i sving. Spørgsmål til fisk, vælter ud af børnene: Hvad hedder den fisk, som var grøn, kan en muræne bide, kan man se forskel på hun og han-klovnefisk? Vi forsøger at svare det bedste, vi kan. Men må opgive. Heldigvis kan man i nogle af dykkercentrene købe illustrerede kort over områdets fisk. Og dermed kan vi indkredse papegøjefisk, kirurgfisk, muræne og aftrækkerfisk. Der bliver tegnet fisk og undervandslandskaber i stor stil, mens energien samler sig til endnu en tur.

Fra den østerlandske hule på kanten af Rødehavet følger vi havets rytme og snart er ungerne klar igen.  
Jeg smutter i fra klipperne sammen med min datter. Hun skraber sig lidt på vej ned, men siger ”pyt” og kaster sig ud i vandet igen. Smiler. Så snart vi ligger der med ansigtet under vand, kommer stimer af fisk forbi os. De blinker i grønne, lilla og orange farver, som at kigge i et kalejdoskop. Tre-fire store fisk standser deres færd og kigger på os. Vi føler os små begge to.

Mens dette liv under vandet strømmer forbi os, mærker jeg den boblende glæde over at give min datter denne oplevelse. Og over at dele den med hende. Vi er i det sammen. Ser de samme fisk, bliver draget af de samme farver. Trækker i hinanden, når vi ser noget flot. Det er et lille fælles eventyr. Det giver os begge en helt særlig energi, og vi er lidt høje, hver gang vi kommer op på stranden efter en tur med snorklen. Vi snakker om farver, former og om, hvor naturen er forunderlig. Og faktisk kan ingen af os rigtig vente til vi skal ud igen. Hvor er jeg heldig.
Børn i Byen var inviteret med flight-only af Apollorejser.dk

LÆS OGSÅ: Getaway til Sardinien - Europas Caribien

Snorkling ved Rødehavet 


Så snart børnene kan svømme, kan de lære at snorke, og egentlig kan de også bruge snorkel iført svømmevinger og korkbælte. Brug lidt tid oven vande på at lære dem at trække vejret afslappet gennem snorklen, så kroppen forstår, hvad det handler om. Derefter er det bare øvelse gør mester.

Der er mange rev ved Sharm el-Sheikh og Dahab. 
I Dahab er især Lighthouse og Eels Garden fine steder at gå med ungerne. Dahab er en rigtig dykker by. Meget afslappet og chill out-stil. Der er en stemning af passionerede dykkere blandet med børnefamilier, der nyder den afslappede form og rytme. God mulighed for at kombinere med aktiv ferie: 
surf, kite surf, dykning, snorkling.