Ferien ligger lige foran. Familien glæder sig. Sol, palmer, storby eller ski venter forude. Alt bliver godt. Børnene skal nok elske det og få en god ferie. Eneste ”men” er den bekymring de voksne kan have. Vi har samlet en håndfuld råd og rejsetips, som kan gøre ferien lidt nemmere med de 5 til 8-årige.

Om ferien bliver en succes handler i høj grad om familien og måske især de voksne formår at være i nuet og acceptere det, som er. For er man lille og på en lang rejse, kan man godt blive både træt og få ondt i benene – og det kan være svært at sætte gode miner op hele vejen. I hvert fald er de små hjulpet godt på vej, hvis mor og far hjemmefra har tænkt sig om og har et par idéer til, hvordan ventetid, flyveture, træthed imødekommes og hvordan smilene kan lokkes frem på de pressede tidspunkter.

Børnenes egen taske
Også mindre børn har stor glæde af at have deres egen lille rygsæk med på rejsen. De skal nok have lidt hjælp til at udvælge relevante ting, som de faktisk vil få glæde af på ferien. Idéen med egen lille taske er, at den for børnene kan udgøre deres eget lille rum, og give dem en følelse af hjemlighed. Og den lille flig af tryghed er meget værd, når man er lille og er på en stor rejse.

Gode ting til tasken
Yndlingsbamsen skaber den ultimative tryghed for et lille barn på rejse, og nogle af de bedste læse-højt-bøger er pakket ned for netop at skabe en sammenhæng mellem hjem og rejsen. Selvom vi sidder i en flyvemaskine og alting er anderledes, så er vi stadig de samme. Medbring derudover et par nye overraskende ting og småt legetøj.

Kortspil
Et spil kort kan få tiden til at forsvinde. Et spil kort kan købes overalt i verden og koster ikke ret meget, skulle jeres medbragte kortspil forsvinde, så find et nyt i nærmeste kiosk. Sørg for at ungerne kender kortene, kan holde dem, sådan nogenlunde og så lær dem at spille krig og fisk hjemmefra. Pak kortspillet ned i håndtasken, så er der altid underholdning ved hånden. Det er faktisk ret genialt.


Upload podcasts
Har ungerne iPods, så er det en stor gave, at de er fyldt op med gode og underholdende pod-casts. Når de er trætte eller dvaske barnesjæle har bevæget sig rundt en hel dag eller skal sidde stille i en bus i flere timer, så er det skønt for dem at slappe af til lyden af gode historier i ørene.

Spritflasker
Sørg for at der er små flasker sprit i tasken. Eller deinfektionsservietter. Begge dele fås på apoteket. Køb dem hjemmefra og sørg for at have dem ved hånden under hele rejsen, for de kan gå hen redde ferien netop i det øjeblik, hvor det ikke er muligt at vaske hænder inden maden. Familien kan hurtigt komme ned at ligge med en maveinfektion, hvis I er uforsigtige i lande, hvor bakteriefloraen er meget anderledes, end det vi er vant til. Det er bestemt umagen værd. Hellere spritte af en gang for meget, end en gang for lidt.

Må jeg klappe hunden?
Mange steder i både Sydeuropa og på mere eksotiske rejsemål lever store dyr som hunde og katte frit på gaden. Det kan virke mærkeligt på ungerne, som er vant til at opfatte dem som kæledyr. Mange børn vil derfor have tendens til at kontakte dyrene for at ae dem. Og må de det? Mange herreløse hunde og katte har sygdomme, og det er derfor tit ikke så godt at røre ved dem. Skulle det alligevel være helt umuligt at modstå en sød lille kat, som smyger sig op ad benene, så lad barnet ae den og sørg for at spritte hænderne grundigt af bagefter.


Snackpauser er børnebenzin
Selvfølgelig skal børn ikke fodres med kiks hele tiden, men ikke desto mindre er små pakker rosiner, frugtposer og kiks rigtig gode at have ved hånden på rejsen. Har purken svært ved at sidde stille i flyet, lige når det skal til at lande, kan han måske distraheres med en lille snack, som kan samle opmærksomheden for en stund. Snack-tricket gælder også på skibakken, når benene ikke kan mere. Så kan de lidt igen. Og husk at tage hjem i god tid og hold pause med benene oppe.

Lav en rejsedagbog
At engagere børnene i en dagbog, der strækker sig gennem hele ferien er guld værd. Køb en bog hjemmefra og sørg for at have både tuscher, saks og lim med, så dagbogen kan fyldes op med tegninger og billeder – og selvfølgelig små historier, hvis børnene kan skrive. Det er en super god måde at fastholde øjeblikket og samtidig have et minde, som genfortæller ferien, når I er kommet hjem igen.

Forbered ferien
Vi skal alle sammen omstille os til ferie. Sørg for at få snakket med børnene om, hvilken type ferie I skal på. Er det badeferie, storbyferie, oplevelsesferie? Få alle kort på bordet inden I tager af sted, så ingen bliver skuffede. Det gør ikke noget, at I fortæller i detaljer, hvad der skal ske. Der behøver ikke være overraskelser overalt, for børnene er det rigeligt nyt i at tilbringe en uge eller to et helt andet sted.

Næsespray til flyveturen
Der er mange snotnæser, især om vinteren, så skal I ud at flyve er det en rigtig god idé at have en næsespray fra apoteket med til børn. Den giver mere plads i de stoppede områder i næsen og lindrer smerter, når flyet letter og lander, og det er lettere at udligne tryk.

Tips på bogform
Der findes en virkelig nyttig bog med tips til rejser med børn:  ”Klap ikke krokodillen.”. Den indeholder forældrenes tips og tricks er suppleret med gode råd fra en praktiserende læge og en sociolog med speciale i familier. ”Klap ikke krokodillen” fås gratis ved at ringe til Apollorejser på 35201005.

 

Tjek også følgende artikler:

Rejs med baby

Rejsetips store børn