Nogle gange tror vi, at vi skal rejse langt væk for at møde eventyret. Men tit ligger det jo lige om hjørnet. Vi tjekkede køreplanen til toget, bestilte en overnatning, tog to piger i hånden og en rygsæk på ryggen. Og så af sted.
Toget suser over den store bro og ungerne sidder bænket og næserne trykket flade mod vinduet, mens landskabet flyver forbi. Sverige. Hvordan er der i Sverige? Vi fortæller dem, at forskellen på Danmark og Sverige ikke er så forfærdelig stor, men at vi er på tur og vil gøre andre ting, end dem vi plejer. Vi vil spise andre ting, se nye steder, høre et nyt sprog – bare være på tur til et nyt sted.

Toget puster ud på perronen, og vi skynder os ud i den svenske virkelighed. Her smager vi på lidt af hvert i Malmø: shopping, museer og italiensk mad.

 

Malmöhus slot
Slottet Malmöhus er Nordens ældste bevarede renæssanceslot. Der er rester, som går tilbage til Erik af Pommern i 1400-tallet. De danske konger boede her, når de var på besøg i Malmø, og da Skåne blev svensk i 1658 blev fæstningen styrket, men blev hen i 1800-tallet anvendt som fængsel. 
Slottet har haft en omskiftelig tilværelse og illustrerer også en stor del af Danmarks historie, fra dengang Skåne, Halland og Blekinge hørte med til kongeriget Danmark.

Åbningstider på Malmöhus slot: Alle dage fra 10-17 
Malmöhusgatan 6, Malmö
Læs mere på www.malmo.se/museer

Legetøjsudstilling

På Slottsholmen er der i øjeblikket en legetøjsudstilling, som rummer legetøj fra 1850 og frem. Der er alt fra dukker med håndmalede porcelænsansigter, til trædukker, babydukker, Barbiedukker og påklædningsdukker. Der er dukkehuse, mekanisk legetøj og krigslegetøj. En sjov og underholdende udstilling for børn – både piger og drenge.

Udstillingen løber frem til 6. Januar 2014
Læs mere på www.malmo.se/museer

Tutankhamon – graven og skattene

En spændende udstilling om Tutankhamon, graven og skattene. Tutankhamon fascinerer både børn og voksne, og hans mystiske død har skabt en legende. Hans grav lå uopdaget i 3000 år. I får mulighed for at opleve gravkammeret præcist, som det så ud, da Howard Carter trådte ind i det i 1922. Der er mere end 1000 replikaer af genstande, som blev fundet i graven. Udstillingen er spændende og meget lærerig og fanger ungerne opmærksomhed og oplevelsen er på mange måder så levende, som var man på et ægte ægyptisk museum. På vej gennem udstillingen vil I høre fortællinger, som både findes i Kongernes dal og på Det Ægyptiske Museum i Cairo. 

Udstillingen slutter den 17. februar 2013, så skynd jer. 
Åbningstider: Lørdag og søndag kl. 10-17. For andre tider se www.tutankhamon.dk og læs mere om udstillingen her. Udstillingen er i Malmö Mässan tæt på Hyllie Station, så stå af der.

Shopping i Malmø
Der kan være noget at spare, når familien handler i Malmø. Gå en tur omkring de store varehuse, og tjek de kendte mærker både til børn og voksne. Der er noget at spare mange steder.

Her bor vi - RadissonBlu
Vi er ikke taget til Malmø for at være på hotel. Ikke desto mindre er det skønt med en god base til at hvile ben og holde velfortjent siesta mellem oplevelserne. 
Hotellet ligger i gå-afstand til byens midte og er klart egnet til et kort familieophold. Vi har fået et stort værelse med dobbeltseng til forældrene og to opredninger til ungerne. Der er både badekar og fjernsyn med danske kanaler. Så efter en bade-seance, er børnene begejstrede for at hoppe ned i den store seng, begrave sig i dyner og se yndlingstv-serien lørdagaften. 

Det er en stor glæde for ungerne at blive sluppet fri i morgenmadsbuffet’en. Og den er i orden. Vi sidder i et hjørne, hvor hygge og kaffeduft vækker os stille. Der er alt for den morgensultne: melon, jordbær, rugbrød, knækbrød, æg, ost og alt hvad børnemaver ellers kan begære. 
Børnene hopper glade ud ad døren efter morgenmaden klar til flere svenske eventyr.

RadissonBlu på Östergatan 10 i Malmø
www.radissonblu.se/malmo-hotell

Restaurant Vapiano
Rundt om hjørnet fra hotellet ligger Vapiano, en italiensk restaurant i både hip voksenhøjde og legende børnehøjde. Når man ankommer, får man udleveret et ”kontokort”, som man blot får registreret bestillingerne på, og så betaler man ved udgangen. Bestillingen af mad foregår i køkkenet, hvor maden tilberedes, mens vi står og kigger på. Børnene synes det er underholdende at kigge kokken over skulderen. Der er fuld gang i den i køkkenet, hvor fem-seks kokke står på stribe på braser med lækre pastaretter. En meget forfriskende og familievenlig måde at gå på restaurant. Man bænkes ved høje individuelle borde med eget bed af friske krydderurter i midten. Der er plads, så børnene godt kan bevæge sig lidt omkring. 
Man kan ikke bestille bord, men udskiftningen er hurtig og man kan hænge og vente i baren, hvis det skulle gå helt galt. 
Vapiano – Rundelsgatan 1, Malmø
  www.vapiano.de

Børn i Byen var inviteret til Malmø af www.visitsweden.com

 

Tjek også følgende artikler:

Hven - en sejltur fra storbyen

Jul på ødegården

Tre hurtige skiture med børn i Sverige