Mallorca. Det er rent eventyr og paradis på jord, når man kører ud af de små veje og finder de hemmelige strande på den spanske ø. Og de dramatiske bjerge, den røde jord, det fine sand og iskiosken. For isen tager imod børnene, hvor end vi kommer frem.

Vi troede noget andet. Og blev overraskede. Ferieøen lægger sine rolige arme om os fra starten. Der er ro. Pulsen falder og sanserne skærpes. Børnene elsker denne ferie, som er en kombination af et trygt hotel med alle faciliteter og det frie eventyr rundt i små kroge på nordøstsiden af Mallorca.

Havet er overalt. Turkist lige foran vores øjne, brusende i vores ører og salt i vores næsebor. Fra terrassen er der udsyn hav i alle retninger. Rolig smuk udsigt. Hotellet ligger helt nede ved vandet, kun med en cykelsti imellem hotel og hav. Vi bor på Spies’ Sunwing Cala Bona, som er utroligt roligt, selvom det er stort. Det første vi bliver mødt med den aften vi ankommer er lyden af bølgeskvulp. Det er sjældent på store hoteller at få den oplevelse. Det er virkelig godt tænkt, at hotellet ligger spredt ud langs med stranden i flere sektioner i stedet for at være i højden. Strandpromenaden er også rolig, nærmest søvnig med cyklister, der kører forbi.

Med de daglige udflugter til strande og småbyer bliver hotellet vores trygge hjem. Børnene er glade hver gang de træder ind efter en udflugt, ikke mindst fordi de menneskestore bamser Lollo og Bernie tager imod dem i receptionen. Og fordi der er underholdning i børnehøjde. 

Vi voksne er særligt begejstrede for hotellets ro, og for gourmetrestauranten, som ligger lige overfor. Vi spiser der hver dag til aftensmad. Frisk fisk og skønne tapas. Rammen er perfekt til vores nysgerrige sanseferie. 

Vi nyder morgenmaden fra hotellets buffet hver morgen med havudsigt. Selvom øens navn klinger af parasoller, plasticstole, grisefest og turisme, er den så meget andet. Vi sætter os for at tage på eventyr. Lejer en bil, sætter tre børn på bagsædet og suser afsted. Vi åbner sanserne og nyder virkelig Mallorca, meget mere end vi overhovedet havde forestillet os. Hvidt sand, skyggefulde pinjetræer og helt utroligt dejligt badevand. Og iskiosker hvor end vi kommer frem.

Et hjørne af øen. Et hjørne af Spanien. Omkranset af havets forunderlighed og bjergene bag os bevæger os gennem et eksotisk landskab af overraskelser. Knap har vi sat klip-klapperne på stien, før de tager retning af lyset for enden af pinjeskoven. Den turkise lagune venter. Vi blinker nogle gange, før vi tør tro på det. Det er utroligt smukt. Røde klippeformationer og lavt klart vand. Øen byder på strande, der er værd at køre for. Gør det! Man bliver beruset.

Børn i Byen var inviteret til Mallorca af Spies Rejser www.spies.dk

Fra vores ture rundt på nordøstkysten kan vi især anbefale fem perler.
De 5 perler på Østkysten

Coves Del Drach - forlystelse
Hele vejen langs østkysten ligger underjordiske drypstenshuler på rad og række. Coves Del Drach går 25 m ned under jorden og er blandt de allerstørste af drypstenshulerne. Den kølige fugt er skabt af naturens egen kalkholdige væsker, der aflejrer sig i mystiske formationer, som er oplyst med lys og farve og skaber eventyrlige formationer. Rundturen slutter efter ca. 1 times tid med en koncert af kammermusikere, der kommer sejlende i mørket hen over den underjordiske sø. Besøget er en stor oplevelse for børn fra 5 år.
Ctra. Cuevas, 07680 Portocristo. Entré 86 kr. Børn under 8 år gratis. www.cuevasdeldrach.com

Marked i Santanyi - shopping
Smukke pladser, terrasser, cafeliv og gallerier er hverdag i den rolige by Santanyi. Men på onsdage og lørdage går det løs i byen, hvor et af østkystens allerbedste markeder tiltrækker lokale og turister fra hele oplandet. Kom tidligt på dagen for at undgå de mange mennesker - og vær sikker på at finde parkering. Det bugner med kunsthåndværk, lædervarer, smykker, ure, legetøj, tøj og mange andre kvalitetsting på de hundredvis af stande, der ligger spredt rundt på byens markedsplads og i de omkringliggende gader. Midt på dagen kan stemningen blive for hektisk for mindre børn, men ellers er markedsbesøg egnet for hele familien.
Lørdag og onsdag kl. 8-14.

Cala Mondrago - strand & naturreservat

Cala Mondrago er en helt unik lagune med en fantastisk placering i Mondrago naturpark. Omringet af klipper, et rigt dyreliv og en skyggefuld pinjeskov, åbenbarer sig en stor bugt med fint hvidt sand og det klareste, turkise vand. Her findes både restauranter og strandbarer på stranden, som ikke er et helt almindeligt fredet naturområde. Er man til fred og ro, går der på venstre side af stranden en sti rundt i bugten til en lidt mere fredfyldt sandstrand. Begge strande er børnevenlige - og for de lidt mere vovede er det populært at springe i fra klipperne, og svømme turen fra den ene bugt til den anden.
Parc Natural Mondrago, Ctra. Santanyyi-Alqueria Blanca, 07691 Santanyi


Cala Agulla - strand
Cala Agulla er en helt vidunderlig, uspoleret strand med en smuk beliggenhed omgærdet af skyggefuld pinjeskov og bjerge. Stranden ligger beskyttet i et naturområde i det nordøstligste hjørne af øen og overrasker med en bred sandstrand på ca. 50 meter og 500 meter lang. Sandet er meget lyst og fint, og vandet er utroligt klart med de smukkeste blå og turkise nuancer. På stranden findes toilet og der ligger tre strandbarer, som serverer let og enkel frokost, kaffe, is mv. Der er overdækket parkering mod betaling.
Cala Agulla ligger tæt på den lille by Cala Lliteres.


Sa Punta - Restaurant

På et lille klippeudspring ligger Sa Punta Restaurant med hav til alle sider og er det ideelle sted at nyde Middelhavsmad af meget høj kvalitet til rimelige priser.
Den sceniske placering med hav til alle sider, kombineret med det høje gastronomiske og kreative niveau, gør restauranten til et af de absolut anbefalelsesværdige spisesteder på østkysten. Der dækkes op med hvide duge under palmerne på den store terrasse, der har udsigt til klipper og dramatisk hav. For børn er der børnemenu, og i ventetiden til de voksne bliver færdige, er der nok af små stier og gemmesteder at udforske. 4 retters menu koster 187 kroner.

Port Verd, Son Servera 07550
Lukket alle dage på nær onsdage samt januar og februar.

Tjek også følgende rejseartikler

Egypten gennem dykkerbriller

Goa: Badeferie i Indien

Kos - ro og eventyr