Du overvejer for og imod. Måske har du aldrig stået på ski før og har en skihaj til mand eller viv, som bare vil på ski. Er der en grund til at tage med, når nu du ved, at du ikke vil lære bakkens kunster? Eller måske er nogle af ungerne bare for små til ski, men familiepresset sender jer alle på skiferie. Hvordan bliver skiferien en succeshistorie for dig og ikke-skibørn? Og der er masser af måder, man kan udnytte en uge i sneland helt uden at stå på ski. Aktiviteterne afhænger selvfølgelig af børnenes alder og af eget temperament.

Ro i hytten
Først og fremmest er en uges skiferie uden at stå på ski
en skøn mulighed for at komme helt ned i gear. Om morgenen tager alle skiløberne af sted til pisten. Hytten – ja sørg for at bo en hytte - lægger de rolige arme omkring dig og måske et tilbageblevent barn. Stilhed. En uge med mange timer i hytten giver selvfølgelig mulighed for virkelig at tage sig god tid. Og til at fordybe sig. Spil brætspil, bag boller og lav forskellige kreative ting sammen med barnet. Kort sagt hyg. Og se mulighederne. I skal selvfølgelig også ud i sneen. Ud og mærke den vidunderlige friske luft på bjerget. Så har I klapvogn med, så sørg for at komme ud og gå nogle lange ture, mens den lille sover – og lyt til en podcast undervejs. Se det som dit eget lille frirum. Er det større børn, som bliver hjemme fra skiløbet, kommer her forslag til andre aktiviteter.

Elgpark
Er I Norge eller Sverige, så undersøg om der ligger en elgpark i nærheden. Elgparkerne er større eller mindre parker, hvor elgene plejes og passes, og hvor de nogle steder er så tamme, at de kan klappes. Nogle steder kan man bare være heldig at få øje på den. Og det er i sig selv en oplevelse. Elgen er skovens konge. Et kæmpe dyr med lange smidige ben, så det kan bevæge sig elegant rundt i skoven. Pluk en dag til at besøge elgen og lære den at kende. En rigtig god dagsudflugt for barn og forældre. Vær dog opmærksom på, at elgparker nogle steder er lukkede om vinteren.

Snevandring

Mange steder i både Norge, Sverige og i Sydeuropa kan I leje snesko. De ligner ikke helt de snesko, vi husker fra Anders And, men princippet er det samme. De holder den vandrende på overfladen af sneen, og I kan komme vidt omkring iført snesko. Så gå en tur på sneen, oplev det smukke landskab og få lidt sved på panden. Skaf et kort over området, pak en rygsæk med proviant og så af sted. Måske ligger pisten i snesko-gå-afstand fra hytten, så I kan aftale med familiens skiløbere at spise frokost sammen på bakken.

Scootersafari

Safari på en snescooter er en hæsblæsende ting at lokke nogen med på. Ikke desto mindre super sjovt. I sætter jer højt til vejrs på sædet, trækker styrthjelmen ned over hovedet, smiler til hinanden og sætter i gang. Ud over stepperne. Drej på gashåndtaget og lad snemasserne forsvinde under farten. Over søer, gennem skoven i fart. En tur på snescooteren sætter adrenalinen i vejret og er naturligvis ikke for småbørn og sarte sjæle. Til gengæld kan det være en rigtig sjov tur for dem, som ellers er hjemme i hytten i løbet af ugen. 
Snescooter-safari kan godt være temmelig dyrt. Men hold udgiften op mod udgifterne til skileje og liftkort – så er der nok en rimelighed i det. Tjek skisportsstedets muligheder. Der er nok et turistkontor, som kan hjælpe jer.

Hundeslæde
At opleve slædehunde i deres bedste element er en skøn oplevelse. Der vil ofte være et spand på to til seks hunde spændt foran slæden, hvor I kryber ned under varme tæpper og med huen trukket ned om ørene. Husky-hundene er helt vilde for at komme ud at løbe og gør derfor af forventning. Så snart I sætter jer til rette vil de tie stille. Og løbe. Fra slæden ser I grantræer, søer og bjerge suse forbi. En tur på hundeslæde er en dejlig oplevelse, hvor I kommer helt tæt på naturen og hundene.

Isfiskeri
At fange sin egen aftensmad er noget helt særligt. En tur ned til den dybfrosne sø kan være en lejlighed til at trække et par ørreder op og overraske familien. Det kræver et stort bor at trænge igennem isen, så det er en god idé at forhøre sig lokalt om nogen har udstyret. Og så kræver det naturligvis både fiskestænger og tålmodighed. Og termokande og meget varmt tøj.
Isfiskeri kan være en ganske særlig ting at gøre sammen med sit barn.

Tjek turistbureauet
Når I tager af sted på skiferie med ikke-skiløbere, så tjek det lokale turistkontor. De har med sikkerhed bud på sjove aktiviteter i området. Der er i løbet af skiugerne ofte både slædekørsel og udstilling af isskulpturer. Tag forbi. Og tjek også om den lokale spa har et godt tilbud. En halv dag i det varme vand med massage og sauna kan være ren healing. 
 Husk masser af tøj Et absolut must for skiferien, når I ikke skal stå på ski, er varmt tøj. Det er sandsynligvis endnu koldere at gå ture og tage på udflugter – så tag masser af rigtig varmt tøj med.

Tjek også disse artikler

Med hundeslæde gennem den svenske sne

Første gang på ski