Børn i byen giver 4 ud af 5 stjerner til "Ella Bella eventyr - London": ****

Er du af den opfattelse at rejsemål med børn til storbyer er forbundet med besvær, stress og jag? Så tro om igen, for med Ella Bella og hendes familie kan du nu opleve London i børnehøjde med guidebogen ”Ella Bellas eventyr – London”. Som der står i forordet, ”Så rejs! Og rejs med jeres unger. Lige pludselig er de blevet 14 år og vil meget hellere gå til klassefest og drikke Breezers. REJS….NU!”.

 

Ella Bellas eventyr i London er en letlæst og overskuelig rejseguide, der er skrevet i en underholdende tone, så både voksne og børn får noget ud af at læse den. Bogen er inddelt i kapitler, der beskriver hver enkel bydel. Læseren får små, sjove anekdoter i forbindelse med historiske fakta, som er med til at pirre børns opmærksomhed og hjælper dem med at huske de forskellige seværdigheder. Hele vejen igennem er der taget hensyn til, at der er noget for både de voksne og for børnene at se og opleve. Eksempelvis kan der på The Science Museum i Kensington, som umiddelbart lyder lidt for voksent og videnskabeligt, opleves interaktive udstillinger, der er fængende og lærerige for børn. Eller læs om The Whispering Gallery i St. Paul´s Cathedral, hvor der kan hviskes ind mod væggen, så det tydeligt kan høres på den modsatte side af kuplen. Bogen oplyser også om gode cafémuligheder til den kaffetørstige far eller mor.

Jeg har tidligere boet i London og kender byen rigtig godt, men jeg har aldrig besøgt byen med mine børn. Ella Bellas eventyr i London har tændt en gnist i mig, og jeg kan ikke vente med at vise mine børn den skønneste by af dem alle, nemlig London! Især legepladserne og City Farms, som der refereres til bagest i bogen, tror jeg vil vække glæde blandt alle barnlige sjæle.

Forfatteren Sara Helena Kangas har selv lavet de underholdende og flotte illustrationer i bogen, som alle er fortalt og illustreret til børn. Hele formålet med guidebogen er at inkludere børnene i familiens rejse. Alene disse ting gør bogen interessant og underholdende, og den kan med fordel læses sammen med børnene, så alle er opdaterede inden afrejse. Børnene kan på denne måde blive en del af forberedelserne og glæde sig endnu mere.

 

”Ella Bellas eventyr – London” er den anden bog i serien af guidebøger. Den første bog i serien foregik i Berlin, og du kan læse Børn i byens anmeldelse af den her. De næste udgivelser kommer til at foregå i Oslo og Barcelona.

Bogen er skrevet og illustreret af Sara Helena Kangas, er udkommet på forlaget Bolden i december 2012. Læs mere om Ella Bella på hendes hjemmeside