Titel: Oscar & Olivia på rumeventyr, Oscar & Olivia og snotdragen. 
Enheder: Kompatibel med iPhone 3GS, iPhone 4, iPhone 4S, iPod touch (3. generation), iPodtouch (4. generation) og iPad. Kræver iOS 4.0 eller en nyere version.
Pris: 18 kr.
Bedømmelse: Fem ud af fem stjerner: *****

Der er kommet to nye beboere på vores adresse. De hedder Oscar & Olivia og bor på vores iPad. Indtil videre er der udkommet to apps med Oscar & Olivia, og begge apps er desuden udkommet i bogform. I Oscar & Olivia på rumeventyr tager de to søskende på rumeventyr i en gammel papkasse og møder både asteroider og rumuhyrer. I efterfølgeren Oscar & Olivia og snotdragen vågner de to børn op en morgen og er frygtelig forkølede. Oscar ved, at der har været en snotdrage på spil, for den render rundt og gør folk forkølede. Og så går jagten på snotdragen ind…

De to apps er noget helt for sig; historien er velskrevet og fænger mine børn i en grad, jeg aldrig før har set. Forleden fandt jeg fx den ældste på fem år under spisebordet på et tæppe med sine hørebøffer på og iPad’en på maven, i fuld gang med et rumeventyr. Men også den mindste på tre fortrylles af fortællingerne, der er korte nok til, at hun kan fastholde koncentrationen. I den oplæste version bliver den flotte grafiske præsentation næsten levende og understøtter fortællingen sammen med den meget fine underlægningsmusik og lydeffekterne. De to apps kan både afspilles på dansk og engelsk, og det er naturligvis også muligt selv at læse bogen højt for sine børn. Vi har haft stor succes med, at børnene selv lytter til historien, da bogen næsten er levende og åbner op for en ny og spændende verden.

Vil du også med på eventyr? På www.oscarogolivia.dk kan du læse mere om Oscar og Olivia og fx downloade et instrumentbræt til din egen rumskibs-papkasse.