Børn i byen giver Jeppe & Jazzhyænerne 4 ud af 5 stjerner: ****

 

Børnetv-vært Jeppe Vig Find, kendt fra Lille Nørd og SummerSumarum, er på en mission sammen med saxofonist Martin Stender. De vil udbrede jazzens toner og skæve univers til børn og barnlige sjæle. Med albummet ”Jeg vil ud” har de to i fællesskab komponeret musik med omdrejningspunkt om livet som en helt almindelig dreng anno 2011 med alle de hemmeligheder, følelser og skøre tanker, som dette indebærer.

Jeppe og Jazzhyænerne er børnevenlige rytmer der får de små hofter til at svinge. Lyrikken er finurlig for voksne ører at lytte til og de små vil høre det som fjollede ord, der nok kan fremkalde smilerynker. Der er også mere alvorlige temaer, som når far og mor skændes og "holder pause", og svære problematikker ved at være børn, som fx det med at bestemme selv. Det er altså absolut en humoristisk oplevelse, men under overfladen er det gennemgående tema tolerance og åbenhed over for menneskets mange sider.

Musikken er generelt meget rytmisk, og minder lidt om big-band stil tilsat vildskab a la Muppet Show. Der er mange skønne instrumenter at lytte til, og albummet rummer både de mere stille numre og nogen med fuld gang i.
Et lækkert album med noget for alle - hvis man altså er til jazz.

Jeppe & Jazzhyænerne "Jeg Vil Ud" udkom april 2012 på Gateway Music og kan købes for 100 kr på gatewaymusicshop.dk eller på iTunes.