At Diksha er enebarn betyder ikke, at hendes vinterferie bliver en kedelig tur i sneen med mor og far. For hun har også sine klassekammerater med på pisten. Denne vinter tager ni børn fra klassen og tre søskende afsted til Østrig i skolernes vinterferie.

Invitation til alle i klassen
”Hvem vil med på skitur?”, stod der i en besked på forældreintra. En far skrev ud til alle forældre i klassen i håb om at gøre sønnens skioplevelse lidt sjovere, end det han kunne tilbyde alene. Og det blev den. Sidste år tog syv børn fra klassen og deres familier afsted sammen til Østrig og begejstringen var så stor, at det allerede på vej hjem blev besluttet at gentage turen i februar 2013.
Næste gang går skiferien til Maria Alm i Østrig, og der er 13 børn og 10 voksne med på pisten.

Blandet ski-team
At tage på skiferie med børn er et stort arbejde. De små skal hjælpes i støvlerne og sendes i skiskole, de lidt større skal følges med voksne rundt i terrænet. Børnenes behov er forskellige. Nogle har brug for en pause før andre og nogle vil løbe stærkt. Derfor er det en kæmpe fordel at være mange afsted. Især også for enebørnene og for dem med søskende, der er for små til ski endnu.
”I vores klasse slutter folk sig til skiferien af forskellige grunde. Udgangspunktet er, at de voksne er vilde med at stå på ski og gerne vil have, at deres børn lærer det. Mange af dem, der tager med, er familier, hvor en voksen står alene med skiferien med børnene. De kan være skilt, det kan være at den ene forælder ikke rigtig har lyst til ski, en kan måske ikke få ferie eller også tager mor alene afsted med den store, mens far bliver hjemme med den lille. Men alle er velkomne”, fortæller Marina Lindquist, er der skiløbende mor i 3.klassen.
På næste skiferie er gruppen sammensat af to børn, der rejser med to forældre, tre børn der rejser med en forælder og en søskende, og fire børn, der rejser alene med en forælder. Far eller mor.

”For os er denne form for skiferie et fantastisk alternativ til at rejse alene som familie. Diksha er enebarn og hun kommer til at kede sig i vores selskab, når vi rejser alene. Når vi rejser med mange andre børn, er der en større frihed for hende, fordi hun er mindre i fokus. Og så har hun det simpelthen så godt sammen med vennerne fra skolen. Hun nyder det helt vildt. Og jo gladere hun er, jo mere kan vi som forældre slappe af. Og så hjælper vi jo hinanden indbyrdes med det praktiske,” forklarer Marina Lindquist.

Den bedste ferie i mit liv
Vigtigst for alle er, at der er masser af sjov og leg. Alle er indstillet på at være fleksible, imødekommende og åbne. 
”Sidste år hørte jeg flere af børnene sige, at det havde været den bedste ferie i deres liv. Ungerne er virkelig begejstrede. De elsker det. Fra de vælter ud af køjen om morgenen til de går om kuld  efter aftensmaden. Der er ganske få konflikter i løbet af ugen, sandsynligvis også fordi børnene kender hinanden så godt i forvejen,” fortæller Marina Lindquist, som understreger fordelen ved, at de netop kender hinandens reaktionsmønstre og temperament fra skolen.
At børnene kender hinanden i forvejen er én ting. Det er i sig selv med til at gøre ferien lettere. Men også det, at de voksne kender til hinanden fra skolen er en fordel. Og det er en fordel for skolelivet, at forældrene kommer til at lære hinanden endnu bedre at kende. Forældrene fortæller, at det nære kendskab gør kommunikationen på tværs meget lettere og konflikthåndtering tryggere. Og så er det selvfølgelig hyggeligt.
”Det er rigtig rart at få et større indblik i og forståelse for de børn, som ens eget barn måske ikke leger med så tit. Børnene føler sig tydeligvis trygge ved mange af forældrene. Det samme gælder de voksne. Nogle af dem kender man knap så godt. Nu kommer vi hinanden nær i strømpesokker og deler mange oplevelser,” siger Marina Lindquist, som allerede glæder sig til den næste skitur til februar.

Skiregler for 3.A’s skibumser

Alle børn tager på skiskole fire timer dagligt i tre dage.

Alle børn inddeles i grupper efter erfarenhed og racer-lyst.

Alle børn følges rundt i terrænet i de grupper de er inddelt i.

Alle overholder aftaler om mødesteder.

Rosita, 9 år

”Min storebror er 20 år og gider ikke med på ferie. Hvis jeg er alene med min mor og far skal jeg selv finde venner. Jeg elsker at tage på ski med klassen, så er der nogen at lege med og stå på ski med. Hver dag da skiskolen var slut sidste år, legede vi selv skiskole og skiftedes til at være lærer. Det var rigtig sjovt. Jeg glæder mig rigtig meget til, vi skal til Østrig igen.”


Diksha, 9 år
”Jeg har stået på ski, siden jeg var lille. Det er sjovest at være på skiferie med klassen. Det er rigtig hyggeligt, for så kan vi lege hver dag også på bakken. Vi grinede rigtig meget, da vi skubbede hinanden og væltede i sneen sidste år. Vi kan løbe stærkt og lave hop sammen. Hvis nogen falder råber man ”ketchup”, så stopper alle og venter. Jeg glæder mig rigtig meget til at køre i tog hele vejen til Østrig næste gang.”


Pris eksempel:
Det koster omkring 10.600 kr. for en voksen og to børn for ophold med halvpension, skileje og skiskole. Hertil kommer transport og frokost.

 

Tjek også disse artikler:

Singleforældre på fællesski med børn

Første gang på ski

Orsa Grönklitt - ski for de mindste