Et hav af små glasværk ligger gemt i de smålandske skove. Mellem træerne ligger de, hvor de har ligget i snart 200 år. Der laves glas til hele verdens feinschmeckere og håndværket er både kraftfuldt og skrøbeligt. Vi besøgte Kosta sammen med ungerne og fik lov at puste med.

Ungerne sidder på bagsædet og brokker sig. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi er på vej mod glasværket i Kosta, som vi skal besøge for første gang. Vi medbringer i alt syv nysgerrige børn, som ikke gider køre gennem de svenske skove. Men vi er der om lidt.

Det giver dog god mening at køre gennem alle de træer. For netop skovene og dens søer er hovedingredienserne i glasindustrien i Småland. Og så nogle rige lensgrever, der fik forretningsidéen i ca.1740. Skoven har leveret brændsel til glasværkernes ovne og sandet på bunden af søerne var materialet. I starten. Nu kommer sandet fra Holland og Belgien, for så slipper man for det jernholdige stof, som ellers giver glasset et grønt skær.
Kosta. Vi ankommer til målet. Kosta er det, man næsten det man kan kalde en ikke-by i det Smålandske landskab. Der ligger en klynge huse rundt om glasværket, som er fra 1742. Ikke meget mere. Det vil sige, der ligger et outlet på størrelse med et indkøbscenter lige overfor glasværket. Der kan man gå ind, når man har besøgt glasværket, hvis man virkelig ikke har andet at tage sig til. Men kør hellere videre ud i skoven.

Glasværket føles som en tidsmaskine. For da vi går igennem døren, træder vi samtidig halvandet hundrede år tilbage. Dette er den spæde industri med håndværk og samlebåndsarbejde. Den store grå hal pruster og damper omkring os. Samtidig med os træder 50 glasarbejdere tilbage fra pause og sætter gang i hele maskineriet. 

En stor glødende orange dråbe glider langsomt fra side til side for enden af et kraftigt jernrør, som holdes af et par stærke hænder. Dråben balanceres og styres hen så den kan dryppe lodret ned i en støbeform. Ud kommer en glaskolbe. Formet som en blomsten af en tulipan. Det er magi og teknik i høj varme.
Børnene går forrest inde mellem de rødglødende ovne, stålrør og de arbejdende kedeldragter. De store dråber af flydende glas lægges ind og tages ud af ovnene, stængerne holdes mod mundene, pustes i, lægges ned og trilles symmetriske. Vi er meget vågne alle sammen og ankommer med store øjne til glashyttens inderste hjørne, hvor glasarbejderen Pelle modtager os.

”Træd an!” synes Pelle at sige til den første blandt børnene. Pelle har arbejdet på glasværket i 36 år og kender alle funktionerne. Nu holder han meget af at formidle kunsten at puste glasset op. 

Clara på tolv er først. Pelle gør en glødende dråbe klar på stangen. Clara smiler spændt.
”Sæt munden til og pust!”, befaler Pelle, idet han rækker det enorme sugerør med det flydende glas for enden hen imod hende. Hun griber fast og grinepuster det bedste, hun kan. Pelle drejer stangen samtidigt, og det er lidt svært at få fat en ordentlig puste-position, når stangen triller rundt nogle millimeter foran munden. En håndbold-stor glaskugle puster sig op for enden af stangen og alle i flokken klapper.
Børnene træder an på skift. Stangen drejes, mundene puster. De er mellem tolv og seks. Et par af de små piger bliver lidt nervøse for om de kan puste kraftigt nok og for om de kan forstå, hvad den svenske glaspuster beder dem om. Pelle beroliger, taler helt langsomt og guider med svensk fingersprog. 
”Se mor, jeg har lavet en Barbapapa”, udbryder den glade Sofie på seks, da hun for enden af jernstangen har pustet så kraftigt, at den fingernemme professionelle glaspuster ikke har kunnet følge med og den glødende glasklump derfor har forbundet sig med tyngdekraften og har dannet to bobler efter hinanden. Klart en Barbapapa.

Desværre kan børnene pustede glaskunst ikke bevares og tages med hjem.  Glasballonerne er helt fine og tynde. Det smadrer og klirrer til jorden øjeblikkeligt ved berøring. Glasskår og rester samles i den stor trækasse, klar til genbrug.
Da alle syv børn og nogle af de voksne legebørn har pustet det smeltende glas til store bølgende bolde, er alle rødkindede og klar til at gå videre. Vi følger glassets vej gennem fabrikken, fra en flydende dråbe til stilk og kolbe, det færdige vinglas og kvalitetskontrollen. Hvert enkelt glas holdes op i lyset og tjekkes. De fineste får et stempel i bunden.
Vi er mætte af glas og kloge på den industris vugge dybt inde i den svenske skov.
Vi var inviteret til glaspustning af www.visitsweden.com

Glasriket i Småland har følgende glasværk. Nogle med synlig glasproduktion, andre kun med butik.
Bergdala
Kosta
Skruv
Nybro
Åfors
Orrefors
Tjek alt om glasriket på www.glasriket.se

Man bliver aldrig træt af at se den glohede glasmasse forvandle sig til sprød krystal eller robuste skåle. Men også uden for glashyttens varme er der masser af oplevelser. Der er både kulturhistorie, naturoplevelser og en del shopping. Man kan fiske i de mange søer, køre på skinnecykel på de gamle jernbanespor eller tage et kursus for selv at lære det grundlæggende i glaspusterkunsten.

Tjek også disse artikler:

Efterårsferie på svensk

Svensk skov  - dens hemmeligheder

Oplev Københavns vilde baghave