Da hverdagen lullede sig ind, besluttede Carl Quist-Møller og familie sig til at vågne op. Det mest effektive vækkeur for familien er en rejse, der kan ruske op i sanserne. Derfor kunne man i foråret se dem vandre i tågeskovenes trætoppe, spise chili og fra hesteryg finde hemmelige vandfald dybt inde i Costa Ricas jungle. Rejsen skulle bringe dem langt væk fra det planlagte og forudsigelige – og ind i det eventyrlige.


At ungerne er to og seks år er ingen hindring. At transporten foregår til hest er ingen hindring. At det meste mad smager stærkt er ingen hindring. I det hele taget er der ikke en forhindring, som ikke kan passeres, når Carl Quist-Møller drager ud i verden med ungerne under armen. Faktisk skal det hele helst gøres lidt sværere, bare for oplevelsens skyld.

Jeg har rejst rigtig meget. Da jeg var yngre og ikke havde så mange penge, boede vi primitivt og var altid kreative, når vi rejste. Vi boede billigt og lod sanserne stå åbne for oplevelser, som ikke nødvendigvis kostede noget. Vi havde nogle skønne rejser. Så var jeg på en rejse til Vietnam for nogle år siden og opdagede pludselig, at jeg var begyndt at kede mig. At sidde på hotellet og kigge efter folderne i servietterne, at finde småfejl, som tjenerne begik, mens de serverede maden. Det blev jeg lidt vred på mig selv over og tog det til revision – var det virkelig en måde at rejse på?” spurgte Carl Quist-Møller sig selv og besluttede derfor sammen med sin hustru Katrin og deres to børn på to og seks år at drage på et eventyr, hvor sanser og hjerne skulle på arbejde.

Familien tog til Costa Rica i en måned. Det eneste der var planlagt var den lejede firehjulstrækker. Resten stod åbent.

Den spontanitet jeg havde savnet på luksusrejserne, blev prioriteret højt. Vi måtte ikke få klaustrofobi. Verden skulle ligge åben foran os, så vi kunne vælge retning hen ad vejen. Være lige i nuet. Og sådan blev det. Vi tog det fra dag til dag, og vi voksne fik vækket de sovende hjerner og skabte selv rejsen, mens vi var der. Der kom gang i legen og uforudsigeligheden. Når børnene stillede spørgsmål til, hvornår vi ville være fremme, om der var heste eller bare et værelse til os, måtte vi svare ”det ved vi ikke – for vi har aldrig været der”, fortæller Carl Quist-Møller, som så heller ikke kunne love, at der ville være heste, når de nåede frem, men blot kunne håbe det. Nogle gange gik de forgæves efter heste, men blev glade for i stedet at møde en hundehvalp.
Familien kom to gange på lange ture på hesteryg. Otto på to sad hos far, mens Clea på seks red sin egen hest ind i Costa Ricas mudrede jungle. Hesteguiden var lokal og fulgte familien helt tæt, især Clea. Turene var på omkring fire timer.

Begge ture var ekstremt store oplevelser. Vi red ind i junglen. Kiggede på ørnereder. Fugle. Brøleaber. På et tidspunkt sendte guiden os alene ned ad en sti for at se et vandfald. Vi smuttede rundt i mudderet i den fugtige skov og endte til sidst ved vandfaldet. Otto syntes det var ekstremt sjovt. Vi var helt alene – og jeg nåede lige at tænke tanken om en giftig slange eller et brækket ben og på hvordan vi så skulle komme tilbage. Det er meget spændende, på kanten af det ukontrollerede, og fantastisk, at det kunne lade sig gøre med børnene”, fortæller en begejstret Carl Quist-Møller, som mindes rideturen som et eventyr og afstikkeren som et ekstremt eventyr.


Vi var alene med giftslanger og iskoldt vand. Men hele familien ville bade i det. Uden håndklæder. Den slags bliver ligegyldigt, når man står lige der med sanserne åbne. Da vi kom tilbage var vi fysisk udmattede og kaffen smagte hundrede gange bedre, end den plejer. Belønningen er større, fordi det har været hårdt. Så er det min opgave som forældre at vise begejstring, for så gør børnene det også. Se hvor godt vi klarede det – vi er seje. Når man siger det højt, siger man det også til sig selv og så har ordet en magt over ens egen oplevelse. Så fedt, ” fortæller Carl Quist-Møller.

Familien Quist-Møller nåede vidt omkring på rejsen i Costa Rica. Fra hesteryg til lange badestrande til vilde klatreture i trækronerne og brusebad i vandfaldene. Børnene lærte at holde sig åbne for det, som var og ikke for det, som måske kom. Carl Quist-Møller vil gerne anbefale at rejse til Costa Rica med børn, men ønsker selv at prøve noget nyt næste gang.

Hvorfor Costa Rica?
Klimaet er tropisk og landet er meget fredeligt. Der er mange klimazoner og man kan komme fra de varme badestrande til de eventyrlige regnskove i bjergene på bare et par timer. Mange steder satses der på bæredygtig turisme. Maden kommer fra landets eget spisekammer.

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.