Din bedømmelse
Log ind først
De 5 efterårsudflugter
Efteråret er for alvor over os! Det suser i trætoppene og kulden er begyndt at bide i kinderne. Men glem alt om at krybe indendørs. På med det varme tøj og hop ud i efteråret! Børn i byen guider dig her til fem fede naturoplevelser, som egner sig perfekt til efteråret.
1. Dyrehaven til hest
Dyrehaven byder på meget mere end træer og kronvildt. Lej en hestevogn, put jer under tæpperne og tag på en uforglemmelig tur i Dyrehaven. I bestemmer selv hvor længe, I vil køre, og hvor turen går hen. I kan fx bede om at blive sat af ved Peter Lieps Hus, hvor I kan nyde en kop varm chokolade.
2. Blade og fugle i Frederiksberg have
Tøm køkkenskabene for gammelt brød og sæt kursen mod Frederiksberg Have. Her er der rig mulighed for at fodre fugle, både ved den store sø og de små vandløb i haven. Når brødposen er tom, kan ungerne kaste sig over de enorme bunker af blade. Måske kan der stadig findes et par kastanjer, bog eller agern, og måske er I så heldige at støde på Hejremanden.
3. Skumsprøjt og havgus
Tag en tur til stranden og lad den friske havluft blæse jer godt igennem. Tag fx til Amager Strand eller Charlottenlund Strandpark og gå en tur, slå smut og kig efter fine sten og muslingeskaller. Hjemme kan stenene og skallerne forvandles til fine kunstværker med maling eller tuscher. Hulsten kan trækkes på neonfarvet murersnor sammen med fine perler og hænges op til pynt.
4. Drageflyvning
At flyve med drage er altid et hit for både store og små, og man kan faktisk købe små drager, som selv de allermindste børn kan håndtere. Men man kan selvfølgelig også vælge selv at bygge sin drage. Der findes masser af haver og parker, der egner godt sig til drageflyvning, fx Fælledparken, Søndermarken eller Amager Fælled.
5. Legepladser
Legepladser er ikke kun til varme sommerdage. Faktisk er en naturlegeplads alle tiders, når vejret er koldt og råt. På Naturlegepladsen i Valbyparken er der rig mulighed for at få varmen på de 20.000 kvadratmeter. Her er noget for hele familien med tårne, bakkelandskaber, klatrestativer og sandkasse til de mindste. Vil man benytte bålpladsen, skal man ringe og lave en aftale på forhånd. Find flere naturlegepladser her.








For 7 måneder siden af Mette Møland
Gode ideer - der burde være nogle flere weekender til at få prøvet det hele i...