Mange kender de store, kendte seværdigheder, men måske ikke smuthullerne. Vi tog vil Paris og gjorde de hemmelige ting.

 

Eiffeltårnet – først til tops
De færreste ville nok kalde Eiffeltårnet hemmeligt. Snarere tværtimod. Men hvordan man  slipper ind i tårnets ene ben og ind i dagens allerførste gule elevator, ved de færreste.
Pladsen under tårnet begynder at dundre med køer allerede fra kl. 8.30. Eiffel-hungrende børn og voksne, som bare vil til tops. Man kunne forestille sig et vente-mareridt på to-tre timer. Men.
Vi havde købt billetter til morgenens tidligste elevator på nettet. Og mødte op tyve minutter før afgang. Bevares, tyve minutter er længe at vente, når det blæser. Og en spænding der stiger i takt med flere advarsler om, at ventetiden alle steder er på mindst to timer. 
Men det bliver kun tyve minutter i blæst for foden af tårnet. En meget begrænset lidelse i forhold til den fantastiske nydelse det er at indtage tårnet som de første, og i lang tid som næsten de eneste. Suset af elevatoren, som flyver os 300 meter op, får os til at holde vejret, og da vi når toppen af tårnet, har vi det helt for os selv. Næsten. Det føles sådan. Der er plads overalt til at kigge ud over den skønne by. Fra Invalides til Montmartre. Det er tidlig formiddag, da børnene insisterer på, at vi tager trappen fra 2.etage og resten af vejen ned til jorden. Der er køer, der snor sig om gadehjørner og opstillede afspærringer. Overalt. Efter denne tidlige nedstigning er børn og barnlige sjæle lykkelige og går tårn-forløste i retning af dagens første crêpe med nutella.
Bestil billetter i rigtig god tid på:
www.tour-eiffel.fr
Pris: voksne: 14 €, børn 9,5 €

Pont les Arts – forsegling af kærligheden

Udfor Louvre fører Pont des Arts over Seinen. Broen er en af de få, som kun er for fodgængere. Der er plads til både vejrmøller og kærlighed. Børnene er forberedt hjemmefra. De ved, at de skal hen og forsegle deres kærlighed. I rygsækken ligger fire hængelåse og en sprittusch. Tusinder af kærlige mennesker har før os låst deres hængelåse fast langs denne bro og kastet nøglerne i floden, og nu gør vi det. Skriver navne på låsen og sætter den fast i hegnet et passende sted. Hånden på hjertet og kærlige tanker, og så svinges nøglerne langt ud den hvirvlende flod. Børnene forsvinder helt ind i oplevelsen.

Metro: Louvre Rivoli eller Pont Neuf

LÆS OGSÅ: Ferie med et lille budget


Pompidou - gøgl og tryllekunster
Turistområde ja. I hele området mellem Hallerne og Pompidou-centret møder man de andre danskere. Men vi finder en lomme. Mor og far sidder med solbriller og får café au lait og leffe på en café ved Stravinsky-springvandet. Der er ingen biler, kun et virvar af gøgl, originaler, farver og optræden. Børnene har fripas til at løbe omkring og studere gadens glade kunstnere. Nogle af børnene er modige nok til selv at deltage i torvets optræden sammen med drengene fra forstæderne, mens de andre filmer det med iPoden. Forældrene lader op i pariserstemningen og nyder frikvarteret. Børnene har en fest.

Metro: Chatelet, Les Halles eller Hôtel de Ville


Notre Dame – tænd et lys

Den store skønne kolos. Fuld af gode historier. Vi lander lidt tilfældigt i kirken til messen. Kirkerummet er stuvende fuldt af franskmænd, som beder, lytter og synger. Børnenes øjne er store og runde. Kirken summer af højtidelighed, og man skal være stille. Vi køber lys og lader dem hver tænde et, mens der sendes tanker til de kære, som ikke er her mere. Udenfor på pladsen forløses kroppen i et større antal vejrmøller.
Tjek tidspunkter for messe, inden I tager afsted på www.notredamedeparis.fr


Madmarked – gemt bag en dør
Le Marché des Enfants Rouges er det ældste madmarked i Paris, fra 1615. Man opdager det ikke, hvis man bare passerer i Rue de Bretagne i Marais-kvarteret. Vi kiggede godt efter omkring nr. 39.  Markedet, som er opkaldt efter børnehjemsbørn klædt i røde uniformer i 1700-tallet, har alle friske råvarer fra fisk til brød til blomster, og så gemmer markedet et væld et små skønne restauranter med frisk mad og plasticduge. Marokkansk, asiatisk, fransk. Børnene går omkring og undersøger boder og forundres, mens de går på opdagelse i den fine gamle hal. 
Åbent : Tirsdag, onsdag, torsdag fra 8.30-13 og fra 16-19.30, fredag og lørdag dog til kl.20, søndag 8.30 til 14.
Metro: Filles de Calvaire eller République

LÆS OGSÅ: De 5 kogebøger til børn

Canal St.Martin – underjordisk sejlads
Glem alt om Bateaux Mouches, de store turistbåde, som sejler overalt på Seinen. I stedet kan man lade sig friste af den hemmelige sejlads fra Musée d’Orsay til Bastille og videre derfra i underjordiske kanaler, som fører op til Canal St. Martin. Her løftes båden gennem sluser, som hidtil kun er set langt ude på landet. Vi er midt i Paris, og får udpeget seværdigheder på denne magiske færd, som tager 2,5 time. Turen slutter ved La Villette, hvorfra metroen kører tilbage til centrum. Kanalturen  kan også sejles den modsatte vej, så man ender med at passere Notre Dame i Seinen. Tempoet er langsomt, så tag en bog eller noget malegrej med.
www.canauxrama.com

Øerne i midten – is og dyremarked
Ile de la cité har blomstermarked. Men det er søndag og så kommer dyrene frem i deres små bure. Børnene har kæledyrstrang og er lykkelige ved synet af dyrene. Der er fugle i alle farver, undulater, papegøjer og mindre dyr med blød pels som kaniner og hamstre. Børnehjerterne banker i takt med dyrene. Da alle dyr er set, melder lækkersulten sig. 
En af de lækreste is-butikker ligger på øen ved siden af - île saint Louis og hedder Berthillon. For både børn og familiens andre is-elskere er dette rent paradis. Butikken ligger midt i rue Saint Louis en île. www.berthillon.fr
Dyremarked: Place Louis Lepine, Metro Cité eller Saint Michel

LÆS OGSÅ: Kvartertjek Amager

Tjek også følgende artikler:

Til tops i Eiffeltårnet

Paris i børnehøjde med åbne sanser

Bonjour Paris