Da jeg var barn, var der især to bøger, som jeg holdt meget af. Den ene hed Fætter Kilderik og den anden Fætter Storsnude. Derfor var gensynsglæden stor, da jeg så, at Forlaget Babu har valgt at genoptrykke bøgerne. Fætrene fra Fjollerup, som de hed i min barndom, er blevet til små Herrer og bliver nu ledsaget af en masse Frøkener. Bøgerne lanceres som to serier henvendt til drenge og piger, der i historierne er relateret på kryds og tværs. Bøgerne er bearbejdet af Elin Bing, som vi kender som forfatteren bag Bamse og Kylling.

Jeg præsenter mine døtre for bøgerne en lørdag formiddag. Vi sidder i sengen med bøgerne spredt rundt om os. Sammen – og hver for sig – udforsker vi bøgernes skønne naivistiske tegninger og taler om figurerne og deres særlige kendetegn.

Efter noget tid bliver vi enige om at læse Hr. Kilde sammen. Tegningerne er de samme velkendte tuschtegninger i klare og glade farver. Men til min glæde kan jeg se, at Elin Bing har simplificeret teksten, der i de gamle bøger var temmelig lang.  Hr. Kilde har meget lange arme, og med dem elsker han at kilde. Hr. Kilde skaber en masse postyr, når han fx kilder politibetjenten, så bilisterne ikke ved, om de må køre, eller om de skal holde tilbage. Da vi er færdige med bogen, taler vi om, hvem vi kender, som elsker at kilde. ”Far!” råber pigerne, og vi bliver enige om, at far skal have bogen. Som tak for bogen kvitterer far naturligvis med en gang kilden.

Bagefter vil pigerne læse om Lille Frøken Farlig, der skræmmer alle fra vid og sans. Derefter om Hr. Fødselsdag, der altid har sin festhat på. Og så om Hr. Snudeskaft, der er nysgerrig og stikker næsen i alting. - Og pludselig er dén formiddag gået! Vi har tilbragt nogle hyggelige timer i sengen sammen med Hr. Kilde, Lille Frøken Farlig, Hr. Strid og alle de andre. Og jeg er lykkelig… Mest fordi vi har hygget os med nogle skønne bøger, men også fordi det har været et kærligt gensyn med bøger fra min egen barndom.

I mine øjne er bøgerne de perfekte samleobjekter. De kan nemt gives som en lille gave til både unge og gamle, med et underforstået budskab til Hr. Rodehoved, Lille Frøken Sirlig eller Hr. Snakketøj. Noget af det fine ved bøgerne er nemlig, at hver enkel bog afspejler en menneskelig egenskab. Dermed kan bøgerne, ifølge forlaget, være med til at skabe tolerance for forskellighed og forståelse for forskellige egenskaber. Jeg synes det fungerer, for de små Frøkener og Herrer rummer hver især lidt af både du og jeg. Bøgerne er underholdende og fantastisk skrevet, så selv de allermindste forstår, hvad det handler om og fanger budskabet.

 

Jeg elsker bøgerne med Hr. Mand og Lille Frøken, og jeg rydder gerne en hylde eller to i bogreolen, så der bliver plads til alle 48 Herrer og 32 Frøkener.

 

Fakta:

Den 10. august 1971 udkom seks små Hr. Mand bøger i England. De små, hvide, firkantede bøger med figurer i pangfarver blev med det samme en bragende succes. Bare i løbet af de første 3 år rundede de en million solgte eksemplarer.

I 1981 udkom 18 titler fra serien i Danmark. De blev udviklet i samarbejde med Connie Skovart, og hed Fætrene fra Fjollerup – dengang var der ikke nogen kusiner.

Der er solgt over 100 mio. titler på verdensplan og der sælges en bog hvert 2.5 sekund i verden!

 

Serien om Hr. Mand og Lille Frøken er udkommet på forlaget Babu. De koster 39 kr. pr. stk. (samme pris for e-bog), og kan købes følgende steder:

Den lille Bazar, Smallegade 10, 2000 Frederiksberg

Prik, Gl. Kongevej 130 A, 2000 Frederiksberg

Kusine Bodil, Enghave Plads 8, 1670 København V

Tut og Bissen, Fiolstræde 25, 1171 København K

Cargo Shop, Vesterbrogade 177, 1800 København K

Legetøjshuset Danmark – Fisketorvet, Havneholmen 5, 1560 København V

Karusella, Jorcks Passage, Vimmelskaftet 42, 1162 København K

http://babu.dk/

 

Fotos: www.babu.dk