Din bedømmelse
Log ind først
Ti år med sko og striber
Det begyndte med jagten på gode sko til egne børn og udviklede sig til både butik og designkarriere. Milibe, som har slået sit navn fast med kvalitetssko og lækkert basistøj til børn, fejrer tiårs jubilæum i september
I den hyggelige lille butik Milibe på Gl. Kongevej i København står solskinsgule skindsko side om side med sneakers og armygrønne røjsere. På hylder ligger børnetøj i rolige, glade farver sammen med enkelte stykker nostalgisk legetøj. I baglokalet snorker en hund veltilfreds i sin kurv. Den er på arbejde med sin ”mor” Mille Milt, som er en af kvinderne bag Milibe. Butikken åbnede hun sammen med Maria Raben for ti år siden, og så er det gået slag i slag.
”Det første halve års tid solgte vi kun sko,” fortæller Mille. ”Både Maria og jeg er virkelig bidt af en gal sko, og da vi efter en årrække i tv-branchen trængte til at prøve noget nyt, var det oplagt at udleve vores sko-passion. På det tidspunkt havde jeg selv fået barn og syntes, det var svært at finde gode børnesko. Så det var et behov, jeg oplevede på egen krop.”
Komfort i højsædet
Basistøj i god kvalitet, der matchede skoene, savnede Mille og Maria også. Derfor kom den første Milibe T-shirt hurtigt i produktion. Derefter gik det stærkt, og Milibe er siden blevet udvidet med undertøj, bukser, cardigans og meget mere, som både bliver solgt i ind- og udland.
”Maria og jeg designer to kollektioner årligt. Vi laver de karakteristiske stribede styles, men vi laver også mere skæve ting. Men altid med fokus på komforten. Mange børn hader, hvis der er sømme eller knapper, der driller,” fortæller Mille, hvis egen søn i årevis nægtede at gå i andet end joggingbukser. Det blev Mille træt af og designede et par jerseybukser, der var rare at have på, men samtidig havde både lynlås, linning og lommer som andre bukser.
Det bedste til de mindste
Ud over komfort er et andet af Milibes fokuspunkter økologi. Det er nemlig ikke lige meget, hvordan tøjet bliver lavet.
”Alle vores produkter har fra day one været Øko-Tex certificerede, hvilket garanterer, at der ikke er brugt farlige kemikalier i farveprocessen. For os har det altid været en selvfølge, at når man har med børn at gøre, skal det være så godt som muligt,” forklarer Mille.
Selvom meget tid går med at designe nye kollektioner, prioriterer Mille og Maria højt selv at kunne være til stede i butikken.
”Vi har haft ret mange kasketter på i årens løb. Og også hen ad vejen måttet sande, at vi ikke kunne overkomme alting selv. Men vi elsker stadig at være i butikken. Det er skønt at få feedback og inspiration fra kunderne. Vi oplever også, at hospitalerne henviser børn med fx hypermobile fødder til os, fordi vi har ry for at give kompetent vejledning. Det er jo en kæmpe cadeau.”
Et årti i overhalingsbanen
Milibes første tiår er gået over stok og sten. Engang imellem måske også lige lovlig stærkt, indrømmer Mille.
”Det har da været hårdt. Og da det virkelig gik for sig, kunne vi knap huske, hvad vi selv hed,” griner hun og tilføjer, at efter 20 Milibe kollektioner kan både hun og Maria stadig drømme om striber og farvekombinationer.
”Det er egentlig vildt, at vi fylder ti år. Det kan jeg faktisk slet ikke forstå, for det er gået sådan,” siger Mille og knipser. ”Sommetider kan man da godt tænke: ”Så, nu kører møllen igen. Nu er det modemesse, en ny kollektion skal på banen og nye stribefarver findes.” Men så kigger Maria og jeg på hinanden i det her tiårige ægteskab. Og vi har det stadig begge to sådan, at der ikke er noget, vi hellere ville lave.”
Her finder du Milibe
Gl. Kongevej 92
1850 Frederiksberg C
milibecopenhagen.dk
Lagersalg
I anledning af jubilæet holder Milibe lagersalg den 6. september kl. 12-17. Se tid og sted her.
Medlemmer af Børn i byen klubben har VIP adgang kl. 11-12. Tilmelding via klubsiden.
Lagersalget bliver holdt i gården med indgang fra Lykkesholms Allé 2. På dagen sparer du også 10% på den nye kollektion i butikken.
Fotos: Milibe

For 9 måneder siden af Irene Ahrends
Tiillykke med jubilæet. Dejligt med danske mærker med succes :-)