Selvom poolens plask og strandens bløde bølger får barnekroppe til at nyde ferien i Sydfrankrig, så ligger de magiske udflugter lige om hjørnet. Vi tog dybt ind i Provence og sejlede ind i Gorges du Verdon sammen med børnene.

Duften af lavendel i den tørre luft fra bjergene blæser ind i vores næsebor, mens vi holder en pause på torvet i Villecroze. Under platantræernes skygge modtager vi vores café crème på en blomstret voksdug. Børnene er på egen hånd drejet om hjørnet for at finde bageren, for med ordene ”quatre croissants”, at vende tilbage med lunt fransk bagværk til formiddagskaffen.

Vi har været på sommerferie i Provence mange gange. Mange gange med små børn. Og vores udflugter i bil har ligget i en afstand af 20 km fra huset. For at skåne børn og egen tålmodighed. Men nu skal det være. De er blevet store nok til at udholde et par timer på bagsædet i heden. Vi er på eventyr.
Den nøje udvalgte udflugt går nordpå til Gorges du Verdon, hvor den turkise flod løber i bunden af en dyb slugt og munder ud i en sø. Langt inde i bjergene, langt fra havet. Så da kaffen er drukket og pladsens dovne katte er faldet helt i søvn, og vi har en lille time tilbage i bilen.

 Hårnålesving, skovområder med korkeg og småbyer senere passerer vi  broen over floden næsten uden forudgående varsel. Bum! Den turkise flod dybt under os snor sig legende ind i bjergene og vores hjerter banker særligt hurtigt.

Der er tydeligvis andre turister, der har fundet vej til denne lille plet, og mange af dem står i kø ved udlejningen af vandcykler. I vores lille familie-eventyr bliver vi lidt forskrækkede over forestående ventetid og beslutter at finde frokost i by i nærheden, før vi skal ind i slugten.
Så kan vi ikke vente længere. Huden sitrer, og vi skifter til badetøj bag en opslået bildør. Ungerne springer i søen i deres svømmeveste, og vi udholder køen, indtil vi endelig får en vandcykel.
Med pedalernes brusen i fødderne tager vi retning af slugten. Fra søens rolige flade suges vi ind under broen, mens klippesiderne rejser sig stejlt på begge sider af os. Højt. Rå klipper, som bliver til bjerge. Modige unge drenge trodser forbud og springer højt oppe fra klippen ned i floden, mens andre hænger inde under klippeudhæng kun fastgjort i klatreseler, reb og karabinhager. Åndeløst. Børnene sidder helt stille på fordækket af vores lille fartøj og iagttager mod og handlekraft under solen i slugten.
Det bliver mest de voksne fødder, som med pedalkraft fører familien dybere ind i slugten. Og da først kontrollen over fartøjet helt er vores, begynder vi at kunne springe i det turkise forfriskende vand, som er farvet så lyst af kisel og fint sand. Det er på en gang berusende og adrenalinbrusende. Børnene svømmer rundt i slugten og klatrer op på klipperne for et øjeblik at varme sig i solen og kigge på de andre, som sejler rundt på denne flod i dybet af bjerget.

Vi sejler nogle hundrede meter videre ind omgivet af klipper, og da den smalle flod slår et sving og udsynet til søen forsvinder begynder vi at forene os med naturen og dens storhed. Vi er meget små her. Så små og lidt trætte i benene, at vi vender om for at cykle tilbage, hvor vi kom fra.
Mætte og matte nærmer vi os igen broen og de springende drenge, kommer tilbage til bådebroen, hvor vi lagde fra. Et par timer på floden i slugten og vi sætter vores boblende fødder og kroppe tilbage på bredden. Børnene bader lidt i søen, Lac de Sainte Croix inden vi finder landevejen for at lede efter en passende campingplads til vores lille medbragte telt. I morgen tager vi tilbage til poolen og stranden. Lidt rigere på eventyr.

Moustiers Sainte Marie
Vil I besøge små byer i området, er der mange at vælge imellem. Moustiers Sainte Marie er en af dem: Lille charmerende bjergby ca. 5 km nord for Lac de Sainte Croix. Byen er tæt pakket af små huse med patineret tegl, snoede gader og trapper. Porcelæn og keramik er byens håndværk. Moustiers Sainte Marie har kloster, kapel, små gader med  brosten, restauranter og højt over byen hænger en gylden stjerne mellem to klipper. Hyggelig lille by, som er værd at et besøg.

Frankrigs svar på Grand Canyon

Gorges du Verdon er Frankrigs svar på Grand Canyon i USA. Inde i baglandet af Côte d’Azur løber den grønne flod Verdon i bunden af en dyb slugt med dramatiske klipper. Slugten går fra Castellane i øst til søen Lac de Sainte Croix i vest. Nogle steder er der muligheder for at rafte, andre steder udlejes vandcykler. At besøge Verdon er en meget eventyrlig naturoplevelse for både voksne og børn. Området kan også indtages på cykel.

Overnatning
Der er en del campingpladser i nærheden. Vær opmærksom på at reservation kan være nødvendig. Ofte er der lukket i siestaen, men mød op så snart de åbner om eftermiddagen, så er chancen for at få plads størst. Og medbring eget telt. 
På www.provenceweb.com kan I finde inspiration til turen.

Find vej
Gorges du Verdon ligger i Parc naturel régional du Verdon, ca. 120 km fra Nice. Der er mange steder at udforske langs floden. Vi fulgte vej D957 til Les Salles sur Verdon og fortsatte tre kilometer mod nord til broen.

Tjek også følgende artikler:

Rivieraen med ungerne

Mallorca - klipper, laguner og is

Kroatien med snorkel