Først niver man sig selv blidt i armen. Så lidt hårdere. Så opdager man, at det er virkelighed. Havets turkise ro lægger armene som hele familien allerede inden ankomst til havnefronten på den lille ø Chalki. Børnene stiger ud ad båden og forvandler sig med ét til ølivets engle.

Med et enkelt skridt lægger vi en lang rejse bag os. Med et enkelt skridt er verden ny. Langs havnefronten ligger de små dukkehuse i pink, lyseblå og gule, vandmelonerne ligger under købmandens markise og blæksprutterne hænger til tørre på snoren ved restauranten med de blåternede duge. De små gader og idyllen byder velkommen.
Der er en ophøjet ro, tid til fordybelse og ren væren. Vi har besøgt strandene, smagt havet og er taget på tre små udflugter.

Strandene på Chalki
Der ligger en lille pige ved siden af sin mor, lige der i vandkanten, hvor bølgernes turkise overflade er slået over i et blidt brus. De småsnakker, mens solens stråler rammer ryggen og ingen forstyrrer.
Alle strandene på Chalki er små. Meget små. De inviterer til ro og små nærværende oplevelser. Et par af strandene har taverna og toilet, hvilket i sig selv er en fordel, når ungerne er med. De eventyrlige og øde strande, som ligger lidt længere væk kræver medbragt proviant.

Pondamos stranden – ti minutters gang fra havnefronten i Emborio ind i baglandet. Det er en lille sandstrand med et plateau over en stenmur, hvor liggestole og parasoller står og venter på jer. Der er taverna og toilet. Vandet er lavt, super klart og børnevenligt. Og så er her ikke ret mange mennesker. Vidunderlig lille perle.

Ftenaghia stranden – lige syd for Emborio. I kan gå derhen på en halv time. Vandet er helt klart og indbydende. Stranden har taverna og parasoller og er i øvrigt en stenstrand. Lille eventyrstrand.

De andre strande er mere hemmelige, og der er ingen faciliteter. Tjek Arenta stranden, fantastisk sted til snorkling og Giali stranden, som er en stenstrand med ret store hvide sten.

Smag havet med ungerne

Hold øje med fiskerbådene. Der hentes hver dag havskatte med hjem til øen. Snak med fiskerne, de sidder i skyggen af platantræerne og piller de friske rejer. Smag dem rå sammen med børnene, mens I kigger på hænderne, der arbejder. Måske får I lov at komme med til havs en tidlig morgen. 
Det turkise hav omgiver jer. Vær vågne og smag på det. På havnen og på restauranten.

Om Chalki
Chalki er på størrelse med Anholt. Den lille ø har som mange af de andre øer i Dodekaneserne haft en broget historie. I 1500-tallet byggede Johanitterordenen klosteret på øen, siden overtog italienerne og siden tyrkerne. Ligesom på Symi og Kalymnos blev svampefiskeriet i 1800-tallet den helt store indtægtskilde, og mange rige købmand boede på Chalki. Byen og husene bærer præg af velstanden. Hele havnefronten fremstår med pastelfarvede huse i nyklassistisk stil. Meget imødekommende. På Chalki er der stort set ingen biler, men der er købmand, bager og tavernaer på havnefronten.

Tre udflugter med børn på Chalki
Den forladte by – Chorio
Byen er den tidligere hovedstad på Chalki og ligger midt på øen. Der boede engang 4000 mennesker. Nu står kun nogle af stenmurene tilbage. Tag børnene med og gå på opdagelse. Et pirrende sted at lege gemmeleg og gøre sig forestillinger om tidligere tiders liv og farer. 
Byen ligger inde i landet, så indbyggerne bedre kunne beskytte sig mod pirater. Sæt jer, kig ud over havet og forestil jer, hvordan det har været.

Johanitterklosteret
Klosteret ligger på toppen af øen med udsigt over havet. Johanitterordenen kom til øen i 1100-tallet og blev nedkæmpet af tyrkerne i 1522. På murene i klosteret kan I se resterne af fresker af helgener. Det tager ca. to timer at gå herop fra Emborio, og I kan også tage en taxa. Det er muligt at købe forfriskninger i klosteret, men husk også selv at medbringe vand. Man kan overnatte i klosteret, der forventes en donation. Det er oplevelse børnene aldrig glemmer. Freden er fuldendt under cypresserne i de simple senge inden for klosteret mure. Og solnedgangen er fantastisk. 


Grotterne

Børnene vil med sikkerhed spærre øjnene op og gyse ved tanken om, at finde en grotte i klippen. Tag dem med til en af to grotter på Chalki, fortæl historierne og gå på opdagelse.
Kelia-grotten, hvor eneboere tidligere har holdt til. Der religiøse fresker på klippevæggene. Man kommer dertil fra vandsiden, det tager tyve minutter med båd.
Kamenos Spilios-grotten finder I på en stejl klippeskråning ved Amiglay. Her blev de lokale brændt inde, da de i 1658 havde gemt sig for den venetianske admiral Morosini.

Børn i Byen var inviteret til Rhodos og Chalki af Apollo Rejser.

Apollo tilbyder denne sommer den lille-bitte ø, Chalki, vest for Rhodos som rejsemål. Der er kun små bungalower og pensionater i gå-afstand til stranden. Hvad gælder sommeren 2013, vil Chalki ikke være med i programmet, så den skal ses i år!
Apollo er den største arrangør af rejser til det græske øhav med totalt set 60.000 danskere hver sommer www.apollorejser.dk

 

Tjek også følgende artikler:

Kalymnos for børn

Rolige Rhodos

Kos - Ro og eventyr