Udforsk Samos’ frodige natur og hyggelige bjerglandsbyer på helt tæt hold. Med en jeep kommer man rundt på selv de mindste grusveje. Og børnene vil elske det.

Olivenlunde og vinranker på snorlige rækker. Bjerge, der tårner sig op som gråblå silhuetter i horisonten. Bag dem solstrålernes genspejling i det blå hav. På den støvede grusvej bumler bilen af sted, og ungerne hviner af fryd. Vi bevæger os gennem Samos’ storslåede natur. Kalechen er nede, og vi mærker solen mod ansigtet, vinden i håret og suset i maven, når vi vover at kigge ud ad vinduet i et hårnålesving helt ude på bjergsiden.

Fra tid til anden brydes det grønne tæppe omkring os af en landsbykirke eller en lille gård. Alt ånder tilsyneladende fred og idyl trods Grækenlands massive økonomiske problemer. Dem mærker man ikke herude, hvor livet går sin vante, stilfærdige gang.

Det er vores første besøg på Samos, og ferien er indtil nu gået med solbadning ved poolen, der får regnvåde Danmark til at synes uendelig langt væk. Efter et par dage er vi rastløse, og hotellivets bekvemmeligheder må for en tid vige pladsen for eventyrlysten. Vi vil se, hvad der gemmer sig bag facaden på et af det græske øhavs populære rejsemål. Derfor drejer vi fra hovedvejen og ind i virvaret af småbitte veje uden navn. Det fortryder vi ikke, da vi lidt efter befinder os midt i det på én gang tæmmede og vilde landskab. Her kommer vi helt tæt på øen, som både formår at favne turister i hobetal og samtidig bevare en betydelig autenticitet.

Mens vi alle betages af de fantastiske omgivelser, sender jeg en kærlig tanke til telefonens gps. Uden den ville natten nok skulle tilbringes hos den lokale vinbonde. Eksotisk, javist. Men alligevel.

Fem steder, du skal se på Samos

1. Fiskeridyl i Kokkari
Kokkari er en af øens helt store turistmagneter, og det er ikke uden grund. Fiskerbyen ligger smukt placeret på Samos’ nordkyst og ligner mest af alt forsiden af et postkort. Trods perlerækken af hoteller, souvenirbutikker og restauranter emmer Kokkari af idyl. Langs stranden ligger små pittoreske huse med blomsterkrukker og lyseblå skodder, og robåde vugger i det krystalklare vand.

2. Aromatisk honning i Pirgos
En af Samos’ specialiteter er honning, og vil du genopleve feriestemningen på kolde efterårsdage i Danmark, skal du en tur forbi producenterne i Pirgos syd for Karvounibjergene. Besøg for eksempel Costas Honey Shop, hvor du kan købe skøn, flydende honning med et strejf af timian og pinje. Honningen produceres på stedet i bistaderne umiddelbart bag butikken, og gennem en lille rude kan du se ind til de travle dyr.

3. Knejsende bjerge i Manolates
En stejl skovvej fører til Manolates på Samos’ nordside. Her kan ingen turistbusser komme frem, så hvis du vil besøge den hyggelige bjerglandsby, skal du leje en bil. Parker den på pladsen i byens udkant og gå en tur i de smalle gader, hvor katte strækker sig dovent i solen, og mutters vasketøj blafrer på tørresnoren i den lune brise. Manolates byder på en række taverner og et imponerende vue over havet og de omkringliggende bjerge.

4. Sand mellem tæerne i Psili Amos
Samos har kun få sandstrande. En af dem er Psili Amos ved Votsalakia på øens sydside, og den er absolut et besøg værd. Ikke mindst hvis du har børn med og trænger til at få skiftet poolens klor ud med saltvand og sand. På Psili Amos kan du spare udgiften til liggestole og brede håndklædet ud direkte på det silkebløde sand. Stranden er så lavvandet, at du trygt kan slippe ungerne løs, mens du nyder udsigten over det turkisblå hav.

5. Grækernes Karlovassi
Karlovassi er Samos’ næststørste by og huser øens universitet. Her har masseturismen endnu ikke holdt sit indtog, så hvis du er til ægte, uspoleret lokalkultur, skal du indlogere dig på et af byens få hoteller. Gå på opdagelse i de snørklede gader bag den hyggelige plads Meseo, nyd udsigten til Tyrkiet fra en af havnefrontens caféer eller tag på shoppetur i Karlovassis moderne centrum.

 

 

 

FAKTA:

Samos i tal
Indbyggere: cirka 35.000
Areal: 475 km2
Sprog: græsk
Klima: tempereret til subtropisk
Varmeste måneder: juli og august med cirka 32 grader og 12 daglige solskinstimer
Religion: græsk-ortodoks
Kilde: Apollorejser.dk

Rundt på Samos med jeep
En række biludlejningsfirmaer opererer på Samos. Husk at bede om autostole, hvis du har børn med i bilen. En gps i bilen eller på din telefon er guld værd, hvis du skal ud på de små bjergveje.

Børn i byen var inviteret til Samos af Apollo.

Foto: Mette Stepnicka