Den frodige junglevarme lægger armene kærligt omkring vores vintertrætte skuldre og fulde af forventning drager vi nu sammen med ungerne ud til havet i det super børne-kærlige Thailand.

 Orkideer i hvide og violette farver vokser i palmerne og store smukke røde blomster, højere end børnene byder os velkommen i den eksotisk stemning af jungle. Tropiske fugle i stærke farver synger kraftige og klare toner, mens vi bevæger rundt i dette lille velorganiserede paradis, hvor alting bare er nemt, når man har børn med. Der er stisystemer mellem plæner, pools og huse. Der er familieværelser, legeland, høje stole og blemærker vi kender hjemmefra. Alt er nemt. Virkelig nemt.

Skønne nemme resort
Allerede inden vi træder ud i den tropiske varme, er børnene et skridt foran os. De kender nemlig stedet, længe inden vi ankommer. De er blevet venner med bamserne Lollo og Bernie, som i børnehøjde fletter flyselskabet Thomas Cook sammen med rejsebureau. Børnene kender bamsernes sange fra hjemmesiden og elsker figurerne i madpakken ombord. Nu glæder de sig bare til at møde bamserne i virkeligheden. At fly- og rejseselskab er ét, betyder i voksenhøjde, at logistikken kører og bekymringerne er små: check-in på hotellet på vej hjem, guider med overblik og masser af tryghed på rejsen.

Så står bamserne der. Med kram og underholdning tager de ungerne ind i et univers af barnlig glæde. Og selvom man ikke behøver rejse til Thailand for at møde bamser, er de allestedsnærværende bamser med til at skabe et kærlig relation og tryghed hos de små, mens vi er på Sunwing Resort området.

Elefanter, jungle og oplevelser
Hotelområdet og turisme er en ting – og det virkelige Thailand noget andet. Så midt i denne trygge ramme, sætter vi os for at genopdage virkeligheden sammen. Vi hørte om den hemmelige strand Leam Sing Beach og hyrede straks en tuc-tuc til at køre os derhen. Den satte os af på kanten af junglen, og vi lod klip-klapperne finde vej ad den lille sti i retning af havet. Da junglen sluttede, stod vi på en høj klippe ved vandet og venlige thailændere kom straks til og løftede os ned på stranden. Der var ikke et øje i dette lille paradis, bortset fra nogle få lokale fra en af verdens mest imødekommende kulturer. Vi tog hen til Leam Sing fire dage i træk, hvor vi svømmede i det turkise vand, fangede krabber og smagte de gudsbenåede solstråler. Næsten alene.

En anden dag hyrede vi en Long Tail Boat selv og sejlede til den eksotiske Banana Beach, hvor vi blev fortryllede af frugt og blomster. Herfra vi sejlede videre til Rocky Island, hvor vi snorklede rundt i en stime af kyssende fisk. Børnene fodrede fisk fra kanten af båden, mens vi modige voksne lå omringet i vandet.

Og selvom turismen har sit tag i elefanterne, hører en tur på ryggen af det store kloge dyr også hjemme i børnenes ferieoplevelser i Thailand. Vi valgte Siam Safari, som er øens ældste sted og som efter sigende skulle passe godt på dyrene. Små og store baller blev masseret godt igennem på toppen af elefantens ryg. Begge børn aede og klappede den ru hud og kiggede dybt i de venlige øjne, og da de store dyr nærmest slugte hele meloner, var forundringen stor og latteren høj.

Pause og sand mellem tæerne
Men alle bliver mætte. Også af oplevelser. Så indimellem den plaskende pool og eventyrlige ferieoplevelser, gik børnene i Miniland på hotelområdet. Mødte bamser og tv-skærme. Der var køligt, roligt og trygt. Nye kammerater tegnede side om side og sødt personale sørgede for underholdning. Det er en fin lille pause for både børn og voksne, som også finder ind i egen krog. I de øjeblikke blev der plads til en tur til fitness eller i dybden med en god bog.
Et par eftermiddage tog vi børnene med til massage på hotelområdet. Selv den 4-årige knægt lå helt stille under de varme hænder. Han rejste sig efter en time helt salig i blikket.
Og da solen smidigt dalede ned i havet og sulten begyndte af knurre, tog vi til stranden.  Der er flere restauranter på hotellets område, men vi valgte bølgeskvulpet og sandet mellem tæerne. På strandens små restauranter er der thai-mad til næsten ingen penge. Vi sidder næsten alene i mørket, kun oplyst af stjerner og de lysende papirlamper som thailænderne sender til himmels. Pulsen falder helt ned og børnene bare sanser ind og nyder: mad, bølger og plads. På vejen tilbage til værelset er der tid til en kærlig krammer af en af de store bamser og så godnat.

Børn i Byen var inviteret til Sunwing Bangtao Resort og Sunwing Kamla af Spies

Thailænderne elsker børn.

Der bliver altid lavet lidt sjov, når de går forbi. En lille lyd, en kilden, noget pjatteri. De kan ikke lade være, for de er helt vilde med børn. Stemningen bliver blød og legende og børnene er så glade. 
Boks
Bamserne Lollo og Bernie er en del af Sunwing konceptet hos Spies. De findes på alle Sunwing-hotellerne, ligesom minilegeland, minidisco, fitness&spa, limebar og de andre brands. Der er masser af underholdning. Man ved, hvad man får, når man en gang har været på et Sunwing-hotel.

Hvordan prutter du om prisen?
Prisen SKAL pruttes ned, Thaiere synes selv, at det er sjovt, når du kender spillets regler. I boder og på markeder kan næsten alle varer pruttes ned i pris.
1.    Byd halvdelen af prisen. Hvis de siger 600 bath, så byder du 300 – og I ender sandsynligvis på 450 bath.
2.    Inden du begynder at handle, beslut dig for, hvad du vil lande på.
3.    Vær villig til at gå fra handlen, ellers når du måske ikke den pris du har sat dig for.
4.    Prøv at købe flere ting i samme butik, det er ofte en nem måde at få prisen mere end halveret.

Hav situationsfornemmelse. Gennemfør handlen i en god atmosfære. Husk at behandle sælgeren med respekt, så gengælder han nok det.


Tjek også følgende rejseartikler

Rejsetips til små rejsende

Rejsetips til store børn

Goa: Badeferie i Indien