Fodboldmapper med kort af stjernespillere går fra hånd til hånd i klasseværelset. Drenge og enkelte piger er dagligt iført træningstrøjer fra den helt rigtige klub. Børnene er vilde med det. Vi mødte nogle drenge, der tog fem dage i Barcelona i fodboldens tegn.

Favoritspillere på banen
Himlen er mørk over Barcelona. Byens lys leder glade fodboldfans i retning af stadion, som står lysende i den sene aften lidt uden for byen. Små fødder hopper og små hjerter banker i spænding. Klokken er 22 en sen spansk aften i Barcelona.  

Albert på otte og Gustav på tolv er sammen med mor og far, to andre kammerater og deres fædre ved at nærme sig Camp Nou. De aftalte det til en forældrefest over et glas vin. Nu summer verden. Øjnene er spærret op. Der er åbne munde og overstadige smil. De glæder sig helt vildt.
Mens den intense spænding dunker, venter der inden for på stadion en bølgende fodboldstemning af sange og råb, mens græs og tribune forbereder sig på aftenens kamp mellem Barcelona og Sevilla.
”Se nu op!”, siger fodboldmor Lisbeth Verstraete-Hansen til sin yngste søn, som trods dette imponerende inferno af forventning ikke kan løsrive sig fra sit FIFA-spil på iPod’en. Albert er overvældet. Skjuler sig lidt i skærmens tryghed, mens spillerne varmer op. Så ryger iPod’en i tasken. Albert sidder spændt ved siden af sin mor.
Storebror Gustav sidder lidt længere væk blandt en flok spaniere. Men han vil ikke bytte plads. Han øjne er fæstnet til banen, og da Messi kommer ind tænker Gustav:
”Det her sker bare ikke. Det er for vildt det her. Der er han i egen lille person”.

Drama og straffe
Begge drenge og kammeraterne på tribunen ovenover er på. De følger hver en tackling, hvert et angreb. Messi, Villa, Xavi. Det er en drøm. De sidder iklædt deres nye sorte Barcelona –udebanetrøjer og trækker vejret ind i kampen.
Desværre vinder Barcelona ikke. Det ender 0-0, trods et dramatisk straffespark til slut i kampen. En Sevilla-spiller fælder en Barcelona-spiller i feltet og Messi skal skyde straffe. Men inden han når det, kommer en modspiller og fjerner bolden fra pletten, og en anden bliver slået i hovedet. Gustav råber: ”Giv ham det røde kort!”
Bolden lægges tilbage på pletten. I kor med spanierne på nedre tribune begynder Albert og Gustav at råbe: ”Messi, Messi, Messi” for at heppe ham op til at sparke bolden i kassen. Og så brænder han. Klimaks og nedtur i et og samme sekund. På denne verdens fedeste dag.

Gustav 12 år, spiller fodbold i Skjold på Østerbro i København:
Det var super fedt at se kampen. Lidt ærgerligt at Barcelona ikke vandt. Min yndlingsspiller er Messi, og det var ret vildt på stadion, da han skulle skyde straffe. Jeg vil rigtig gerne tilbage igen, men så skal de spille mod Real Madrid, for der er mange stjernespillere også, og dem vil jeg rigtig gerne se.

Albert, 8 år, spiller fodbold i Skjold på Østerbro i København:
Det var sjovt. Jeg var glad for at se David Villa, som jeg synes er den bedste spiller. Jeg gad ikke se resten af byen, for der var alle mulige ting, man kunne se ved stadion. Museum, Champions League-pokalen og Megastoren. Men jeg vil gerne tilbage igen og se en kamp. Så skal det bare være Barcelona mod et bundhold, så de kan banke dem 5-0. Det var sjovt at rejse med vores venner også.

Fodboldbilletterne

Kan købes via www.fodboldrejser.dk  Her er prisen for en billet til kampen inkl. tre overnatninger på hotel 1650,- kr.
Hos www.fcbarcelona.com kan man også købe billetter. Priseksempel: 72 euro for en billet til kampen.
Pris og udbud afhænger af, hvem der spiller.
Der bliver frigivet et større antal billetter ad gangen. Når medlemmerne har købt, sendes nye billetter til salg. Det sker i ryk. Det er ikke altid muligt at få pladser lige ved siden af hinanden, men spanierne er flinke og vil ofte gerne bytte. Camp Nou er kendt for at være et af de stadions, hvor man ser godt fra alle pladser.
Vær opmærksom på, at tidspunktet for kampen kan blive flyttet. Sørg derfor for at være i Barcelona mindst dagen før kampen.  Muligvis spilles kampen så sent som kl. 22. Overvej det, hvis der er små børn med. Og bo i nærheden af stadion.

Flybilletter
Hvis man køber flybilletten i god tid, er der ofte mulighed for at finde lave priser. Køb evt. lige så snart sæsonprogrammet er ude. www.norvegian.com  
www.sas.dk

Andre fodbold-seværdigheder i Barcelona
Camp Nou Museum
C
amp Nou-museet viser klubben fra mange sider. Der er pokaler, spillertrøjer, Den gyldne Støvle. Man kan se Barcelona-hymnen oversat til mange sprog og interaktive dele med lys og lyd med spillere og fans. Der er åbent kl. 10-18.30

http://www.fcbarcelona.com/camp-nou/museum
http://www.barcelonabilletter.dk/museum

Omvisning på Camp Nou
Det er en stor oplevelse at se omklædningsrum, bederum og kommentatorbokse i det store stadion. Der er omvisninger hver dag mellem Kl. 10-20

For 19 euros får man indgang til museet og rundvisning.

Barcelona Megastore
Den kæmpemæssige butik i to etager har hylder fulde af alle merchandise, lige fra trøjer til køleskabsmagneter i bedste Barcelona-fanstil.


Tjek også følgende artikler:

Tre storbyer med børn - Marrakech, Barcelona og Rom

Malaga kalder

Romer i nogle dage