Da vinteren stod på sit højeste og mørket lagde os i dvale, pakkede vi en kuffert fuld af forventning. Vi ville have lys, varme og god mad. Med sol i øjnene skulle smagsløgene vækkes og ny energi skulle bære os tilbage til foråret.

Vi valgte et familiehotel på kanten af Atlanterhavets brus og skønne solnedgang. Med adgang til palmehavens ro og fine børnevenlige udflugter på øen, lænede vi os tilbage og gjorde alt for at ryste vinter-tristessen af os. Alt maden var klar, og vi satte os til rette ved det dækkede bord. Forventningerne i top.
Hvor fantastisk kan det egentlig være ?

Sanse-frisk morgenmad
Vi er taget til Tenerife. Og det viser sig, at der har været en engel i køkkenet. Englen har tryllet med friske råvarer, delikatesser og krydderi. Da morgensolen rammer solbrillerne, står buffeten klar: et udvalg af lækre, lokale oste, røræg, skinke, frugt, yoghurt og brød. Den friskpressede juice af solmodne appelsiner, de søde bananer, der er dyrket på Tenerife. Det er akkompagneret med den bløde økologiske gedeost og den lokale tomatsyltetøj. Sidstnævnte blev vores favorit og ligger nu lagret i vores gastronomiske hukommelse. Efter morgenmadsoplevelsen er vi helt mætte og veloplagte, på vej ud i dagen, mens et par dovne katte strækker sig for at tage endnu en lur.

Madoplevelser og udflugter
Børnene bobler ned i poolen og finder hinkestenene frem, mens vi voksne laver yoga og læser bog. Og samler appetit til næste måltid.
Der er ingen spisesal, intet tag-selvbord her. Frokosten bliver serveret ved poolen. Mens børnene knap kan løsrive sig fra badeaktiviteterne, har vi voksne god tid til maden. To tapas fra aftenens menukort, hvis man har helpension. Vi guffer tapas i os - særligt salaten med den bløde, milde gedeost er et frokost-hit, suppleret med grillede toast og rå grøntsager med hummus til børnene, som er vilde med det hele.

Vi begynder at tro på det. All inclusive er helt anderledes her. Vi spiser meget. Derfor skal vi ud og bevæge os.  Vi tager i Loro Parque – Papegøjeparken, som har både gorillaer, tigre og hajer. Hver time er der nogle meget storslåede shows med delfiner, søløver og spækhuggere, der er til stor underholdning for os alle. Vi bruger en hel dag i parken og vender sultne tilbage til hotellet gennem det frodige landskab. På turen får vi mange flotte kig til øens stolthed bjerget Teide og til de stejle skrænter ved Los Gigantes.

Aftensmad i solnedgang
Vi går nu med håb og forventning til dagens sidste måltid på terrassen, med udsigt ud over Atlanterhavet. Tartar, blæksprutte eller andre specialiteter med fine smagsnuancer. Hovedretten er lidt større tapas af entrecote eller kylling. Børnene sidder stille. Og har forelsket sig i en slags frikadelle med bechamelsovs, ost og rasp, men prøver også andre tapas. De spiser længe. Og kigger på havet. Vi er målløse. Og giver dem dessert. Hver dag. Lækre søde desserter i balance med det syrlige. Vi drikker vin, der passer til og  beruses i sanserne.

Hver dag nye smagsvarianter. Vi undres og tænker tilbage på sidste år i Egypten, hvor vi fik kylling i tomat hele ugen. Med variation. Med ris, på couscous, med grønsager og på spyd. Da vi sad i flyet hjem, og de serverede kylling i tomat, kunne vi ikke mere og spiste en kiks.

Hjælp! Bikinien kryber
Gastronomiske lækkerier på en badeferie, er vel ikke ok. Bikinien kryber. Og børn der sidder stille ved bordet og bare spiser og spiser. Ingen madkonflikt. Vi overvejer, hvad vi så skal tale om. For der er faktisk mere plads til bare at være, når maden er indbydende, frisk og spændende. Og ikke mindst – større glæde.

Selvom der røg et par kilo ekstra på sidebenene, afsluttede vi ugen med et stort madglad smil på læben.

For at give en mere gastronomisk madoplevelse til gæsterne charterturen er den københavnske restaurant Cofoco er taget sydpå og har sammen med Apollo sammensat menuen til Atlantic Holiday Center på Tenerife. De har skabt en tapasmenu med råvarer, som primært er økologiske og med flere kanariske specialiteter.

Apollo Rejser havde inviteret Børn i Byen til Atlantic Holiday Centre



Tre tips hvis man lander i en trist all inclusive-fælde:

Vælg lidt men godt:
Gå en runde om buffetten og forestil dig et smukt sammensat måltid af få ting. Vælg kun tre ting. Prøv ikke at smage det hele. Du mister fokus og alt smager af det samme.

Vent på det friske:
Hvis et fad er næsten tomt, så spørg hvornår der kommer nyt frisk fad– og vent på det.

Go green:
Overvej en at blive vegetar for en uge – og bed om særligt tilberedt grøn mad.

 

Tjek også følgende artikler:

Fællesferie Cypern

Tenerife Familieferie for børn og voksne

Korsika med bil og børn