Pak bilen. Gummistøvler, kikkert, badetøj. Danmark sydvestlige hjørne åbner armene med magiske steder, som vi kun finder lige præcis her. Det skal børnene se og mærke.

Rømø

Øen på kanten af Danmark. Vadehav til den ene side og Vesterhav til den anden. Det er naturen I kommer for at se, så skynd jer derud. Flere af oplevelserne er helt gratis.

Dæmningen

Dæmningen mellem Jylland og Rømø lever er et stormomsust liv. Den er 9,2 km lang, og langs vejen ser man får og lam gå og græsse. Ganske særlig fornemmelse at forlade fastlandet og køre ad den smalle stribe mod vest. Hold ind på vigepladsen og sørg for at hele familien får snuset luften ind i næse og hår.

Stranden
På vestsiden af Rømø er stranden bred. Nogle steder helt op til fire kilometer. Sæt ungerne på bagsædet og far vild. Drop gps og kør zig zag, på tværs, drej rundt. Mist orienteringen. Hvis vejret er gråt, kan I være heldige helt at miste stedsansen, og det er sjovt. I skal nok finde tilbage igen.
Stranden er enorm og der er plads til alle og mange slags sport. Der er områder til strandsejlads, nøgenbadning, et bilfrit område, et til surfere, et til fugle og et til militær.
Det er smart at tage bilen hele vejen til vandkanten, når de små fødder skal dyppes. For der kan være langt at gå. Slå lejr, bad, løb, nyd. Der er noget for alle på stranden.
Når I forlader øen igen, så kør til Sønderstrand og følg diget nordpå til dæmningen. Så har I virkelig fået set Rømøs fantastiske strand.

Rundtømmerhytte på Rømø

Der er masser af feriecentre og sommerhuse til udlejning. Men skal mor og far have lidt fred, mens børnene leger selv, kan en rundtømmerhytte ved Kommandørgården være skønt. Eget lille hus ved Vadehavet, med campingfaciliteter. Der er legeplads og ikke mindst heste og legeland lige ved siden af. Der er mulighed for at bruge hotellets swimmingpool, og hvis mor skulle have brug for en fritime, er der også spa og wellness.
www.kommandoergaarden.dk   
www.feriepartner-roemoe.dk


Rømø Lege- og Hesteland
En stor legeplads, en lille forlystelsespark. Svævebane, soppebassin, rutchebaner, karrusel og fjernstyrede både. Der findes også kaniner, hamstre, vaskebjørne, geder og små bitte heste. Det er et lille hyggeligt sted og man kan egen madpakke med. Super fint sted til underholdning af børn, især hvis man bor lige klos op af. Entré.

Vadehavets eventyr
Husk at deltage i en tur i Vadehavet. Turen varer en times tid, og I skal have gummistøvler på. Mudderet hedder slik og på turen kan man plukke østers og spise dem lige ud af naturen. Tag eventuelt en flaske champagne, bare for at fuldende oplevelsen.
Der er masser af krible-krable dyr i Vadehavet, strandkrabber, dyndsnegle og strandsnegle. Mågerne sluger sneglene hele, og de bliver knust i deres maver. Derfor kan man finde knuste sneglehuse i små bunker af mågelort.
Hold øje med tidevandet. Det er fascinerende for børn og voksne at se vandet trække sig og komme tilbage.
Der findes flere arrangører af Vadehavsture, heriblandt www.kommandoergaarden.dk og www.sortsafari.dk

Rideture i Vadehavet
På hesteryg, kan man på alle tidspunkter af døgnet få nogle fantastiske naturoplevelser. I islændercenteret kan I købe guidede ture på hest. Er børnene små og ikke hestevante, kan de få trækture med mor eller far på de skønne islændere. Der arrangeres også rideferier, men det er nok for store hestevante børn og voksne.
http://www.kommandoergaarden.dk/islaendercenter

Ribe
Ribe Domkirke

Når I har set og indsnuset Rømø, kører I tilbage til fastlandet og tager et svip forbi Ribe. Den romanske domkirke i byens midte er et besøg værd. Kirken er fra starten af 1100-tallet og borgertårnet er 50 meter højt. Klokkespillet spiller små fine melodier fire gange om dagen og der er 248 trin til toppen af tårnet, hvorfra man kan skue langt ud over landet.
Storkereden ved domkirken er en af byens vartegn. Den er langt fra altid beboet, men er I heldige, at det er et godt storkeår, vil I måske kunne høre deres knebren ud over byen. Chancen er dog ikke stor. Men tanken hyggelig. Børnene vil imponeres over, hvor langt de skal flyve, for at holde sommer i Danmark. Entré til tårnet.


Vikingemuseet i Ribe
Ribe har en stor historie, også når det gælder vikinger. Byens vikingemuseum byder velkommen på en god og velformidlet måde til børn og deres familier. Der er masser af fund at se på, og skuffer, som kan trækkes ud, så man også kan mærke med egne hænder. Museet dækker perioderne vikingetid og middelalder og viser historiens udvikling helt lokalt omkring Ribe. Der er et rum til børn, hvor de kan klæde sig ud i middelalderens tunge brynjer eller fine kjoler. www.ribesvikinger.dk

Shopping og is i Ribe
De små bindingsværkshuse ligger tæt og brostenene er til at snuble over. Ribe er hyggelig. Små stemningsfulde specialbutikker med mad, indretning og små lokale finurligheder. Giv børnene en skilling og lad dem slå sig løs med en Ribe souvenir. 
Byens store is-mekka ligger på Overdammen. Her kan ungerne få alt hvad hjertet begærer i isvafler. Friskbagte vafler, hjemmelavet guf, softice og belgiske vafler. Sæt jer og mærk denne gamle bys summen, snup en kaffe og fyld de små op med is. 


Gourmet i Ribe
Byens absolutte gourmetrestaurant er Kolvig, som ligge ned til Ribe Å. På en dag under solen er det fantastisk at sidde på terrassen, lytte til vandets klukken fra slusen og lade blikke glide med den bløde strøm.
Restauranten har åben til frokost og til aften. Midt på dagen byder de på lækre sandwiches og mindre anretninger af vadehavsspecialiteter. Mens der om aftenen skrues højt op for niveauet.
Kolvig serverer små specialiteter fra marsk og hav, smukt anrettet. Fisk, vadehavsrejer og lam fra marsken, hvor de har gået og tygget det salte græs, der har givet kødet den karakteristiske smag. Menukortet skifter med årstiderne, råvarerne er nøje udvalgt og bliver tilberedt efter lokale traditioner.
Stemningen i den gamle Kolvigsgård er hyggelig, stilfuld og indbydende. 
Tag børnene med, hvis I har nysgerrige og spisende børn, ellers få dem passet og gå ud og blev berusede i sanserne sammen.
 www.kolvig.dk

 

Tjek også følgende artikler:

Naturferier med børn

Fantastiske Fanø