Efter at vi er blevet en iPad rigere her på matriklen, sker det oftere, at godnatlæsningen foregår på tableten. Derfor blev jeg glad for at høre, at Lindhart og Ringhof var på gaden med tre nye børnebogs-apps: Kuk-kuk, Den lille Pirat og Oklingerne – En dragefest for Flammerumpe til både iPad, iPhone og iPod Touch. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er svært begejstret for alt, der er interaktivt. Denne glæde deler jeg heldigvis med mine døtre på to og fire år. Især når det kommer til børnebøger, bidrager de interaktive elementer ofte med noget nyt og spændende.

Kuk-kuk, Den lille Pirat og Oklingerne – En dragefest for Flammerumpe har alle indbyggede interaktive elementer, som fint komplementerer de flotte illustrationer - til glæde for både større og mindre børn. Derudover indeholder ”Den Lille Pirat” og ”Oklingerne” spilelementer, der dog godt kan fjerne fokus fra fortællingen. Heldigvis er det muligt at vælge, om animationerne vises eller ej. Det kan være en fordel – især for de mindre børn.

Man kan yderligere selv vælge, om man ønsker at få læst historien højt af Lars Thiesgaard, eller selv vil læse højt for sit barn. Og så har alle tre børnebøger en funktion, der gør det muligt at optage sin egen stemme - en oplagt idé til forældre med aftenarbejde eller til bedsteforældre.

Kuk-kuk

Kuk-kuk af Anke Dammann henvender sig til de hel små. Historien handler om Bertil Bæver og hans venner, der leger gemmeleg. Min yngste datter syntes rigtig godt om figurerne og kunne nemt forholde sig til gemmelegs-tematikken. I første omgang læste jeg historien højt for hende, mens vi sammen udforskede de interaktive elementer. Efterfølgende har Vilma selv leget med Kuk-kuk, hvor hun fik historien læst højt og selv udforskede de interaktive elementer. Desværre er historien kun på fem sider og dermed hurtigt overstået. Til app’en hører desuden et puslespil, hvor det er muligt at vælge mellem 6, 12 eller 20 brikker. Men der er kun et enkelt motiv, så det bliver hurtigt lidt trivielt – selv for de allermindste.
Pris: 6 kroner.

Den lille Pirat

Den lille Pirat af Kirsten Boie og Silke Brix handler om den lille pirat, der kun kan tælle til tolv, og som sejler på de syv have og plyndrer skibe. Min ældste datter var meget begejstret for denne historie og de fem indlagte spilelementer, der dog forlængede godnat læsningen væsentligt. Jeg syntes dog, spillene var svære og motorisk krævende for en firårig – og selv for en voksen. Jeg oplevede også, at spilelementerne og de interaktive elementer tog fokus fra selve læsningen. Så dem slog vi fra undervejs i læsningen. Dagen efter kunne Freja så springe historien over og selv spille spillene.
Pris: 18 kroner.

Oklingerne – En dragefest for Flammerumpe

Oklingerne bygger på Erhard Dietls populære Oklinge-univers og handler om dragen Flammerumpe, der pludselig ligger helt trist og tavs foran sin garage. Oklingerne vil prøve at muntre ham op med en fødselsdagsfest, og så går festlighederne i gang. Historien er hyggelig, og sproget sjovt. De to spilelementer er enkle i deres udformning. I det første skal man putte raketter i flasker, men det viste sig at være lidt af en udfordring. Det andet spil gik ud på at kaste dæk og var noget lettere at gå til for en fireårig. Historien afsluttes med Oklingernes fødselsdagssang og en guide til Oklingerne, som Freja syntes var rigtig sjov. I lighed med Kuk-kuk indeholder app’en også et puslespil. Der er desværre kun ét motiv og ingen mulighed for at vælge, hvor mange brikker man vil lægge.
Pris: 12 kroner.

Alle tre børnebøger findes som nævnt til både iPad, iPhone og iPod Touch. Jeg har sammen med min to døtre spillet spillene på en iPad og en iPhone. Det er min vurdering, at bøgerne gør sig bedst på en stor skærm. Især mindre børn kan have svært ved at tilgå interaktionerne på en lille skærm. Derudover går en del af den interaktive oplevelse tabt på et lille skærmformat.

Både mine børn og jeg er meget begejstrede for de tre interaktive børnebøger, og der ligger mange timers underholdning i historierne med oplæsning, spil og musik. Der hersker ingen tvivl om, at de tre bøger vil gøre sig godt som underholdning på bagsædet på vores næste lange køretur til familien i Jylland.