Delebørn og deleskiferier. De fleste tilbud henvender sig til mor, far og børn. Og der skal mere end almindeligt overskud til at tage på skiferie alene med sine børn, for der er mange udfordringer med børn på skibakken. Mange singleforældre tager derfor af sted til pisterne sammen med andre. Et hit for både børn og voksne.

Når to hænder er for lidt

Så står man der alene med to børn og en vinterferie. Er selv garvet skiløber, mens poderne er nybegyndere. Det er benhårdt arbejde. Mens den ene vælter, og skien falder af, skal den anden tisse. Og når den ene vil op på bjerget, har den anden ondt i foden og vil hvile. Udfordringerne er store på fjeldet, når man kun har to hænder. Og det eneste man virkelig ønsker er en hyggelig og god skiferie for den lille delefamilie.

”Det har været en kæmpe fordel at tage på skiferie sammen med andre. Da mine børn var syv og ti år, tog vi på ski sammen med omkring 30 andre. Det var en stor oplevelse, som betød, at jeg er var tryg og dermed havde overskud. Jeg kunne lure på, hvordan de andre gjorde og lære noget. Desuden kunne jeg læne mig lidt op ad dem, når det kneb. Nu er ungerne de garvede, og jeg kan ikke følge med,” fortæller Helle Arnholtz Hansen, som nu har været på tre skiferier som singlemor med børn. I år er de i Isaberg med 50 andre, heraf omkring 27 børn.

Helle Arnholz Hansen og hendes børn elsker skiferierne med de mange andre, og hun fremhæver:

”Børnene har altid nogen at være sammen med, både på pisten og i stuen. De er ret pjattede med denne ferieform, hvor de på den ene side kan få lov at være i fred, på den anden side aldrig er alene.”  Hun mener også, at en sidegevinst er, at de lærer at være åbne og imødekommende overfor nye mennesker.

Hvor finder man den fælles skiferie?
Der er mange måder at finde sammen på til fælles skiferie. Måske har man venner, som også rejser alene. Man kan gå sammen med andre singleforældre eller bare skiforældre i barnets klasse, eller man kan møde hinanden gennem singleplus.dk, som netop har fokus på fælles aktiviteter for singleforældre.


”Med en profil på singleplus.dk åbner døren til skiferier sammen med andre, som mangler selskab og hænder på pisten. Vi er mange til at tage os af hinandens børn, for vi tager af sted som en stor familie,” fortæller Preben Egelund, som i flere år har arrangeret skiferier til fjeldet nordpå og til Alperne.
Han mener, at en af nøglerne til succes er singleforældrenes underskud, som bliver vendt til overskud på skibakken:
”Det giver stor tryghed at være flere sammen, og følelsen af at være fælles om oplevelserne, giver stor glæde. Der er altid nogle, der vil være på babybakken, nogle til den sorte pist, og nogle der vil være hjemme”. 
Han fortæller, at mange tager afsted flere år i træk og dermed møder de samme skiløbere igen. Preben Egelund er i år på to skiferier sammen med netværket fra singleplus.dk, en gang til Isaberg med en stor flok og en gang til Bad Gastein i Østrig med en mindre flok på otte personer.


Fordele ved fælles skiferier:
Flere hænder til at hjælpe børnene på ski.

Flere voksne til at dele opgaverne.
Jo flere børn, jo bedre passer de sig selv.
Jo flere børn, jo større frihed til forældrene.

Nyt netværk og nye venner.
Ferien bliver billigere.

Skiferie med andre singleforældre, derfor:
Helle Arnholtz Hansen, 39, alenemor til to, deltager i fælles skiferie:
”Mine skiferier med andre singleforældre giver børnene gode oplevelser sammen med andre jævnaldrende. Det giver en mere afslappet ferie for både voksne og børn.”

Preben Egelund, 47, alenefar til to, arrangør af fælles skiferier:
”Både voksne og børn har stor glæde af at tage på skiferie sammen med en større gruppe. Man føler sig en del af flokken og både det praktiske og de sociale er nemmere.”


Lige nu er der godt ti skiferie-arrangementer med og uden børn at vælge imellem på singleplus.dk, hvor det er profilerne selv, som har taget initiativet. De fleste ski-arrangementer finder sted i februar og marts, men der er også nogle få i slutningen af januar. Frankrig, Tjekkiet, Sverige og Østrig.

 

Læs også følgende artikler:

Første gang på ski

På ski med klassen

Orsa Grönklitt - ski for de mindste