Aarhus børnehøjskoleHøjskole er ikke kun for voksne! Til foråret åbner verdens første børnehøjskole. Aarhus Børnehøjskole er for alle - uanset hvem du er, eller hvad du tror på.

I hjertet af Aarhus finder man Aarhus børnehøjskole, og til marts slår de dørene op for de allerførste kursister. Forud venter et spændende forår, hvor der bl.a. tilbydes kurser i Lego mindstorm, guitar og genbrugskunst.

Børnene lærer samtidig, hvordan man kan være noget for andre i et fællesskab - det handler om at være den man er, og ikke hvad man kan. På Aarhus Børnehøjskole kan børn øve sig i at være nysgerrige på sig selv, på hinanden og på livet. Visionen er at gøre verden større for de mindste. 

Fællessamling og fælles aftensmad

Selvom børnehøjskolen er inspireret af den traditionelle højskole, så er den alligevel anderledes. Børnene bor ikke på skolen, men når skolen åbner klokken 15.30 er børnene på deres kursusdage velkomne til at hænge ud. De kan også spille et spil med kammeraterne eller en af de voksne, eller bruge værkstederne. Det store fællesskab dyrkes ved, at dagen starter og slutter med fællessamling og fællessang samt fælles aftensmad.

Børnehøjskolen udbyder kurser og undervisning indenfor kunst og håndværk, musik og drama, leg og teknologi samt gastronomi. Kurserne henvender sig til børn i alderen 6 til 13 år og varer imellem 7 og 14 uger. Det koster mellem 400-700 kr. at deltage.

Der er altid minimum 2 undervisere til et hold på maksimum 12 børn. Børnene vil lære noget og blive dygtigere i et miljø, hvor der er fokus på nysgerrighed, relationer og fordybelse.

Aarhus børnehøjskoleKom med til åbningsfest

Du kan læse mere om verdens første børnehøjskole samt tilmelde dit barn her. De første kurser starter onsdag den 7. marts. 

Du kan også komme og være med til den officielle åbningsfest lørdag den 7. april, hvor der vil være masser af aktiviteter og fællesspisning. Hold øje på Børn i byen sitet for mere info, når vi nærmer os datoen for åbningsfesten.

Fotos: 1) Børn uden for højskolen, inden renoveringen gik i gang. 2) Alle de frivillige der står bag, og glæder sig til at byde børnene velkommen på Aarhus Børnehøjskole.  

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram