Vinter i Tivoli
For første gang nogensinde slår Tivoli dørene op for en vintersæson. Det sker den 2.-25. februar 2018, hvor der inviteres inden for i kulden til en række af nye, spændende oplevelser i en smukt vinterpyntet Have med iskrystaller og snemænd.

Udover skolernes vinterferie rummer februar en række mærkedage: fastelavn, kinesisk nytår og Valentinsdag. Det hele bliver markeret og fejret under Vinter i Tivoli, som den helt nye sæson kommer til at hedde. Derudover skydes en ny restaurantfestival i gang; nemlig Tivoli Dining Week.

Masser af vintersjov for børn

Der vil ikke blive sparet på underholdningen for de mindste. Foran Nimb etableres en 300 m2 stor skøjtebane, hvor der om søndagen kl. 12-14 vil være Polarfest for børnene. Her bliver der disket op med alle de sjove og kendte børnemelodier, som de yngste kan synge med på. Til Polarfesten vil skøjteløbere fra Skøjteklub København være klædt ud i fine kostumer og guide børnene på isen. Man kan medbringe sine egne skøjter, eller leje skøjter ved Skøjtebanen.

I vinterlandskabet på Plænen vil man finde en 15 meter høj kæmpe-iglo med masser af sjove vinteraktiviteter for børn: Rutschebaner, klatrevægge og sneboldskampe.

Vinter i TivoliTil fastelavn kan børnene slå katten af tønden på Slotspladsen i Tivoli - i hele ni dage i træk fra den 10.-18. februar! Her kan yndlingskostumet blive luftet, der vil være slikposer til alle deltagere og en konferencier kårer hver dag en kattedronning- og konge.
Der skal købes særskilt billet á 25 kr. til tøndeslagningen (udover entré til Tivoli) – billetsalget starter den 10. januar.

Stik også et smut forbi Rasmus Klumps hus – hver dag kan børnene opleve Klump og Flora i to nye vinterforestillinger Vinterløjer og Fastelavn er mit navn, ligesom de selvfølgelig kan boltre sig på den sjove Rasmus Klump legeplads.

Der bliver også mulighed for at udfolde sig kreativt under Vinter i Tivoli. Til fastelavn kan børnene lave sjove polardyr-masker og omkring Valentinsdag kan man lave valentinskort.

LÆS OGSÅ: Guide: Forårets teaterforestillinger

Lysrejse gennem vintermørket

Tivoli imponerer altid med tusindvis af lamper og lys. Vinter i Tivoli bliver selvfølgelig ingen undtagelse. Havens gæster kan se frem til interaktivt stjernestøv, lysprojektioner på Nimb, laser-lysshow og lamper skabt af kunstner Olafur Eliasson. Så glem alt om tungt vintermørke, når du besøger Vinter i Tivoli.

Gourmet til en god pris

Drømmer du om at nyde et gourmetmåltid med din partner uden børnene? Eller om en veninde-date, hvor I forkæler jer selv med ultralækker mad? Det bliver der god mulighed for under restaurantfestivalen Tivoli Dining Week den 2.-8. februar. Her kan man nyde et særligt gourmetmåltid til en fast pris á 215 kr. (+ 25kr i gebyr) på en af de 10 restauranter, der er med i festivalen. Se oversigten over spisestederne og menuer her.
Vær opmærksom på, at der er rift om pladserne, så man skal være hurtig. Billetter kan købes fra den 11. januar, men allerede nu kan du skrive dig op i billetkøen.

Selvom der ikke er en særlig Tivoli Dining Week børnemenu, så har mange af restauranterne børnemenuer. Så der vil også være mulighed for at invitere børnene med til en kombination af gourmetmiddag og leg i Tivoli.

Billeder: Tivoli

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.