Der er opera for børn i alle aldre på programmet, når Danmarks første operafestival for børn, GrowOP!, folder sig ud den 11.-26. november.  Startskuddet går på Dokk1 med forestillingen 'New Beginnings'.

GrowOP
Lørdag den 11. november åbner GrowOP! Festival – Danmarks første operafestival for børn. Festivalen er den første af sin slags og byder frem til 26. november på både nationale og internationale forestillinger skræddersyet til børn fra 0-12 år.

GrowOP! Festival strækker sig over flere spillesteder og byer med forestillinger i Aarhus, Holstebro, Samsø, Ikast, Herning og Struer. Udover opera-forestillinger byder festivalen også på morgensang, workshops og seminarer. 

Både for små og store

Hvad end man er nybagte forældre, har børn der nærmer sig teenagealderen eller er midt imellem, har festivalen en forestilling, der specifikt er målrettet aldersgruppen. Derfor er der også både plads til sjov og leg for de mindste, mens de lidt ældre børn kan opleve mere udfordrende emner, hvor familierelationer ikke kun er nemme og idylliske.

operafestival

LÆS OGSÅ: Guide: Byens bedste julemarkeder

En del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017

Festivalen indgår som et strategisk projekt i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, hvor der er stor begejstring for projektet.

”GrowOP! Festival er et af de projekter, der har været med os fra begyndelsen og er på den måde en del af fundamentet i Kulturhovedstaden. Vi håber, at festivalen vil være med til at åbne operaverdenen op for de yngre publikummer og give dem blod på tanden til at opsøge nye kunstformer,” udtaler administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews.

Samme forhåbning lyder fra operachef for Den Jyske Opera, Philipp Kochheim:
”Opera er for alle. Der er ikke noget mystisk eller kompliceret ved det, men vi skal møde publikum i øjenhøjde, og det er netop det, denne festival giver os muligheden for. Her kan vi skræddersy oplevelserne og dermed skabe de helt rigtige rammer for børnenes rejse ind i operaens verden”.

Gratis åbningsforestilling på Dokk1

Festivalen skydes officielt i gang på Dokk1 lørdag den 11. november kl. 13-15 med den gratis forestilling ’New Beginnings’, hvor alle er velkomne. Her optræder unge sangtalenter fra Den Jyske Operas TalentU og Opera Norths Youth Choir fra Leeds. Forestillingen handler om alt det nye, der opstår i fremtiden af og sammen med fortid og nutid.

Herefter udfolder festivalen sig i Aarhus og rejser efterfølgende videre rundt til de andre værtsbyer i regionen. I alt byder GrowOP! på mere 40 opførelser i løbet af de 15 dage festivalen varer.

Læs om forestillingerne i Børn i byens kalender her.
Billetter kan købes på festivalens officielle hjemmeside her

Foto: Kaare Viemose og Spitalfields Music.

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.