Emiraterne
Vi er landet i Emiraterne, og vores mission på denne ferie er at lære børnene at snorkle. Under havets overflade venter både Nemo, havskildpadder og hajer på os.

[SPONSORERET INDHOLD]

 

Vi er midt i den mørkeste tid og sommeren føles uendeligt langt væk. Men faktisk er den ikke længere væk end en syv timers flyvetur og vupti! - Så er vi landet i Emiraterne med 25 grader, blå himmel og strålende sol. Endnu bedre er det at vi bor direkte på selve stranden på Hotel Radisson Blu.

Vores mission på denne ferie er, at vi vil lære børnene at snorkle. Vi sætter nemlig selv utrolig stor pris på at svømme blandt koraler og farvestrålende fisk, og vi synes, det vil være skønt at kunne dele denne blå og forunderlige verden med vores børn. Heldigvis er vores hotel perfekt beliggende for både øvede og nybegyndere. Allerede direkte ud fra hotellet er der noget at se – ja faktisk kan man være heldig at se noget så eksotisk som havskildpadder få meter ude i vandet!

Herudover har hotellet et dykkercenter tilknyttet med en dansktalende guide. Dykkercenteret ligger simpelthen på samme matrikel, og vi kan gå derhen på bare fem minutter fra vores værelse.
Her er det muligt at booke spektakulære dykkerture til Amman. Det er en større udflugt, der kræver en hel dags sejlads - det synes vi er for stor en mundfuld for børnene på 9 og 11 år.

EmiraterneNemo venter på os

Heldigvis arrangerer centeret også dyk, som er perfekte til både børn og voksne. Det viser sig, at vi blot skal sejle i 15 minutter ud fra hotellet, hvor vi kan dykke fra båden tæt på en lille klippeø. Ungerne kan således komme i gang med det samme, og alt sammen under grundig instruktion af den dansktalende guide, så teknikkerne bliver lært rigtigt.

Vi har fået at vide, at vi kan se en række af de fisk, som er med i filmen ”Find Nemo”, og det gør ungerne ekstra ivrige efter at komme i vandet. Og vi får også at vide, at hvis vi er særligt heldige, kan vi møde hajer, der dog heldigvis ikke er farlige for mennesker.

LÆS OGSÅ: På familieeventyr i De Forenede Arabiske Emirater

Intens nærkontakt med naturen

Ungerne elsker turen, og vi ligger skiftevis med hovedet under vand og snorkler og oplever, og skiftevis med hovederne over og råber begejstret til hinanden, hvad vi har set, og hvad de andre skal lægge mærke til. Det er en af de særlige oplevelser, der kan deles på fuldstændig lige fod om man er ni eller 90, da det ikke kræver den store fysik at snorkle, og teknikken er så hurtigt lært.

Vi prøver også at snorkle, mens vi holder hinanden i hænderne og bare lader os drive fremad af svømmefødderne, og der er noget fint over sådan at holde sine børn i hånden og opleve de smukke fiskestimer i alle farver glimte under os. Pludselig rykker en af børnene hånden til sig og peger intenst frem i vandet –og der er den! En haj på 1 meter glider forbi, mens den kigger nysgerrigt på os. Tiden står stille, alle lyde er væk, og der er kun øjeblikket af intens nærkontakt med naturen. Det varer måske under 5 sekunder, men føles som for evigt og så er den væk! Vi sprutter op til overfladen og råber i munden på hinanden. SÅ I DEN, SÅ I DEN!!??

Vi er høje af oplevelsen og vores danske guide må grine af vores begejstring. Vi snorkler videre en times tid, men hajen kommer ikke tilbage. Til gengæld ser vi hele find-Nemo familien og har på den måde fået fuldt udbytte af dagen. På vej hjem ved vi, at vores børn har startet eventyret som snorkel dykkere, og vi glæder os over de mange oplevelser, vi vil komme til at dele sammen i en verden under overfladen. 

Vi sejler hjemad igen og fyldt med taknemmelighed tænker jeg, at sådan kan en mandag i januar åbenbart også se ud, mens solen danser lystigt i havet.

Børn i byen var inviteret af Apollorejser.

EmiraterneFAKTA

Verdens største passagerfly
Allerede i lufthavnen får vi en ekstra gave, da vi finder ud af, at vi rent faktisk skal flyve med verdens største passagerfly, airbus A380, der har fløjet fra Københavns lufthavn i godt et års tid. Flyet er enormt og har to etager, hvor den øverste huser business og 1. klasse. Her har passagerene egne suiter og adgang til både bar og spa! Vores unger er ved at falde bagover af ren og skær benovelse – og det er vi faktisk også. Vi flyver selv på økonomiklasse, men føler vi har sat os i et sandt overflødighedshorn af service og underholdning.

På ørkensafari
Der er masser af turmuligheder i Fujairah – blandt andet kan man tage til Oman for at dykke eller bare tage en tur ud i ørkenen. Det sidste gør vi, hvor vi kører i en kortege af store 4 hjulstrækkere. Hver bil har plads til 6 gæster og en dreven chauffør, der forstår at give den max gas i de store sanddyner. Vi både hviner og skriger for det går vildt for sig, men chaufføren kender terrænnet og har styr på bilen, så samtidig har vi overskud til at nyde ørkenens særprægede landskab mens solen går ned og farver sandet rødt. Turen giver også mulighed for at ride på kamel og sandboarde i de store sandbakker, hvis man skulle savne følelsen af snowboarding midt derude i ørkenen.

Fakta om Fujairah
- Fujairah er én af de syv stater i De Forenede Arabiske Emirater, FAE.
- Fujairah har et tropisk ørkenklima med ekstremt varme somre og varme vintre. Havet er lunt og
badevenligt året rundt med vandtemperaturer på omkring 25 grader. 
- Apollos hotel Radisson Blu Resort Fujairah ligger på Fujairah Beach, og har, ligesom Apollos øvrige Family Mondo hoteller, et imponerende program – her er både børneklub med masser af aktiviteter, udflugter, svømmeskole og fitness for hele familien.

Fotos: Louis Munk Klarup