En sød film for de mindre skolebørn, på 72 minutter, om drengen Vitello der bor alene med sin mor.

Vitello
”Vitello drømmer om de ting han ikke kan få”, synger Peter Sommer i filmens titelsang. Og det er filmens omdrejningspunkt – at Vitello drømmer om at møde sin italienske far, og vise ham frem til sine venner Hasse, Max og William. Men hans mor er ikke til megen hjælp i den henseende.

Små fortællinger med en rød tråd

Igennem filmen dykker historien ned i små universer i Vitellos hverdag, som føles som små separate historier, fordi de hver især byder på deres egen lille fortælling, med Vitello som centrum. Nogle handler om Vitellos jagt på en far, som da han går i Centret for at finde en der kan spille hans far, imens han viser ham til tvillingerne Max og Hasse, som gerne vil vide hvem Vitellos far er. Andre har fokus på Vitellos leg, som da han i trods mod sin mor leger bagvendt-dag, kalder sig for Sorte Kurt, og kører baglæns på sin isbjørn (som normalvis er en cykel). Men hver gang vendes der før eller siden tilbage til, at Vitello prøver at forestille sig hvem hans far er, eller at han spørger sin mor om hvem han er, hvilket binder de små historier sammen til en helhed. Vitellos mor har ikke så meget andet at sige om ham, end at han er en sjuft. Og det er jo svært at forestille sig ret meget ud fra den beskrivelse.

Vitello
Vitello bruger også gerne sine drømme til at peppe det ellers lidt ensformige forstadsliv op, når han synes det bliver lidt for kedeligt med hverdagens trivialiteter. Så drømmer han sig ind i andre mere spændende universer, indtil virkeligheden, i form af vennerne, kalder på ham igen. For det er ikke altid at de helt kan følge hans vilde fantasier, selvom det hele bare er en leg.

LÆS OGSÅ: 5 familiefilm i februar

Alfons Åberg-æstetik og søde stemmer

Filmens æstetik minder, med sin enkle billedstil (nogle gange helt uden baggrunde) lidt om Alfons Åbergs univers. Også filmens forholdsvis rolige tempo i de små historier, giver Alfons Åberg-associationer. Ja og så også Vitellos meget store hoved til den lille, ellers almindeligt proportionerede, drengekrop.

VitelloDet er Sidse Babett Knudsen der med humor og kærlighed lægger stemme til Vitellos, til tider åndsfraværende og kyniske mor, hvilket løfter hende ud af en stereotyp morrolle. Også børnenes stemmer er søde og naturlige i deres spil, og giver karaktererne en lethed og naturlighed som børnepublikummet måske kan relatere sig til.

Filmen er baseret på bogserien om Vitello af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen, og er skrevet af Fupz Aakeson i samarbejde med instruktør Dorte Bengtson. Det er Bengtsons spillefilmsdebut, men også hun har på forhånd et godt greb i universet, da hun tidligere har instrueret kortfilmen ”Vitello graver et hul” (2015). 

Fire ud af fem stjerner: 
Premiere: Den 1. februar 2018
Tilladt for alle

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.