Du har endelig fået styr på dine babyrutiner og skal ud af jordhulen, med bebs og hele balladen, for at nyde en god kop kaffe og en lækker frokost. Men hvor finder man et godt sted, med plads til både baby og barnevogn, ud over den velkendte Hos Sofies Forældre? Børn i byen guider dig til 10 hyggelige steder i Aarhus, hvor der er rum til dig og den lille ny.


1. Godsbanens Café Spiselauget

Godsbanen i Aarhus er et spændende sted, med værksteder for kreative sjæle og masser af kulturelle arrangementer. Men vidste du, at Godsbanens café Spiselauget også har gode rammer for dig og din baby? Der er højt til loftet i caféen, og masser af plads til barnevognen(e). Den kan stå udenfor i den kommende gårdhave, hvor du sagtens kan holde øje med den indefra. Der er toiletter med pusleplads tæt på, og så er maden rigtig god og til rimelige priser. Et godt bud på mødre/fædregruppens nye mødested.
Skovgaardsgade 3, Aarhus C

2. Café Frida 

Hvis du er til økologi og trænger til en lækker frokost, skulle du tage baby med på Café Frida i Mejlgade. Der er pusleplads og også rum til barnevognen. Det er et oplagt valg for den nybagte forælder.
Mejlgade 14, Aarhus C


3. Aarhus Streetfood 

Der er masser af plads og uformel stemning i Aarhus streetfoods store hal. I behøver ikke at blive enige om hvad I skal spise, for der er masser af forskellige madboder at vælge imellem. Hallen er opvarmet, så man kan sagtens sidde uden jakke, selv i de kolde vintermåneder. Toiletter finder man udenfor, og der er ikke decideret pusleplads, men Dokk1 er inden for gåafstand, hvis man har brug for gode puslefaciliteter. 
Ny banegårdsgade 46, Aarhus C

4. Cafe Gemmestedet

På hjørnet af Gammel Munkegade og Klostergade finder du Gemmestedet, hvor man kan nyde den lækre tyrkiskinspirerede mad og gode stemning, sammen med den lille ny. Personalet er meget venligt, og hvis man spørger, kan tingene ofte lade sig gøre. Barnevognen kan stå udenfor de store vinduer, så man kan holde øje med den, og så er amning altid velkomment. 
Gammel Munkegade 1, Aarhus C

5. Café Karma

I Bruun’s Galleri kan du finde Café Karma, som byder på god og klassisk café-mad. Personalet er venligt og disker gerne op med plastikbestik og viskestykke, hvis den lille skulle have brug for det. Der er god plads til barnevognen, og din baby er altså mere end velkommen, men hvis du gerne vil have alle de gode barselsfaciliteter, er du her meget tæt på den fede baby lounge, som man kan finde øverst i Bruuns Galleri.
M.P. Bruuns Gade 25, Aarhus C

6. Café Gaya

Café Gaya har en helt særlig og hyggelig atmosfære. De byder på 100% økologisk mad i høj kvalitet, og hvis du ønsker vegetarisk, vegansk eller glutenfri mad, har de et rigtig godt og varieret udvalg. Der er en meget lækker vegetarbuffet, og så er der høje stole til junior og venligt personale, så du og din baby sagtens kan føle jer velkomne.
Vestergade 43, Aarhus C

CAFÉER VED ÅEN

7. Restaurant Grappa

Du kan sagtens have bebs og barnevogn med ned til caféerne ved åen. Restaurant Grappa er et lækkert italiensk spisested, hvor maden bliver serveret ved bordet, så du ikke behøver at rejse dig med bebs på armen. Barnevognen kan stå udenfor, så du kan holde øje med den indefra, men du er også velkommen til at tage den med ind til bordet. Det venlige personale siger hverken noget til amning eller skrigende barn, så tag du blot bebs med på restaurant.
Åboulevarden 60, Aarhus C

8. Café Sidewalk

Café Sidewalk byder i hverdagene på en super god morgenbuffet til en rimelig pris, og i weekenden disker de op med en rigtig lækker brunchbuffet. Personalet er meget børnevenligt, og så er der høje stole til den lille, og amning mere end velkomment. De har også en pendant i Trøjborg som hedder Café Ziggy, som du kan besøge hvis du kommer forbi Tordenskjoldsgade 96 – her er det gratis at parkere bilen. 
Åboulevarden 56-58, Aarhus C


9. Café Faust

En anden god café ved åen er Café Faust, som har et stort udvalg af lækker og klassisk café-mad. Personalet er enormt børnevenligt, og så er der både pusleplads og høje stole til den lille. Der er plads til barnevognen udenfor, som du kan holde øje med indefra. De har også en god børnemenu hvis man har én af de lidt større poder med.
Åboulevarden 38, Aarhus C

10. Café Globen Flakket

Begynd din weekend godt med en lækker Brunch All Inclusive på Café Globen, der byder på luksus brunch-buffet med alt du kan drikke til, og der er endda 75 % på de 0-2 årige. Det er et lækkert og børnevenligt sted, med pusleplads og høje stole, så her kan du sagtens trille din barnevogn ind og få en lækker oplevelse.
Åboulevarden 18, Aarhus C

Fotos: 1) Spiselauget, Tine Kjær 2) Aarhus Streetfood 3) Café Gaya 4) Café Faust

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.