Er du nybagt forælder og skal til at lære byen at kende med baby under armen? Eller mangler du bare inspiration til, hvor du skal trille barnevognen hen, når du er på barsel? Børn i byen guider dig til gode oplevelser og steder, du kan besøge med dit sidste nye skud på stammen.

 
baBYvandring

Lær din by at kende på en helt ny måde sammen med din lille ny! Hvis du gerne vil have en lidt anderledes barselsoplevelse, skulle du booke en tur med BaBYvandring af Lotus. Her får du fortalt sjove og spændende historier om Aarhus, på en tur hvor barnevognen kan følge med. Du kan tilmelde dig på sms og det koster 75 kr som overføres via mobilepay. Hold dig løbende opdateret på baBYvandrings facebookside.


Dokk1

Vi har sagt det før, og nu siger vi det igen: Dokk1 er et mekka, når du er med baby på farten. Der er forskellige legerum der passer til forskellige aldre, så man kan også have en evt. storesøster/bror med. Der er barnevognsparkering, og et rum hvor man kan spise sin medbragte mad - som også må nydes overalt. I stueetagen er der også en café med god plads og høje stole. Hold øje med 100 børnedage på Dokk1 onsdage og lørdage, og hver mandag kan man få gode råd og vejledning af sundhedsplejersken i Pusterummet, hvor Sundhedsplejen holder åbent hus.

Babybio

Hver tirsdag klokken 11 kan du tage den lille med til babybio i Nordisk film Aarhus C. Belysningen og lyden er dæmpet, og det er tilladt at pusle, medbringe baby og småsnakke i salen under filmen. Man kan parkere barnevognen udenfor salen, og så holder ”bio-bedstemødrene” øje med de sovende børn og giver forældrene besked i salen, hvis der opstår gråd. Der er også mulighed for at få opvarmet sutteflasken. Så nu er titlen som nybagt forælder ikke længere en undskyldning for, at du ikke ser film i biffen! 


Babysvømning

Man kan gå til babysvømning flere steder i Aarhus, og det kan være ret fantastisk at se sit barn lære vandet at kende. Du kan tilmelde dig her og det foregår i bl.a. Gellerupbadet, Lyseng svømmestadion eller Badeanstalten Spanien. Man kan vælge at tilmelde sig et undervisningsforløb der løber over 7-8 gange, eller også kan man tilmelde sig til en enkelt gang, dette skal blot ske en uge før.  


Væksthusene i Botanisk Have

Det er gratis at komme ind i Væksthusene, og så er der plads til at man kan trille rundt med barnevognen og opleve de eksotiske planter indenfor i varmen. Man kan næsten kalde det Randers Regnskov i miniformat! I caféen er der høje stole til den lille og plads til barnevognen, samt pusleplads. Hvis det er godt vejr kan man også gå en tur udenfor, og kigge på ænderne i søen. 


Babysalmesang i Domkirken

I Aarhus Domkirke kan du tage din baby med til salmesang, hvor der er lagt tæpper og puder frem til de små. Mens man synger for børnene, kan man vugge dem i tæpper og lave fagter til salmerne. Der blæses sæbebobler, rasles med rasleæg og andre sansestimulerende ting, alt i rolige og hyggelige rammer. Efter sangen er der lidt brød og varmt at drikke, så tøv ikke med at tage i kirke med den lille - for der er plads til alle og det er ganske gratis!

Babylounges i byen

Når du er på farten, kan det være rart at kende til gode amme/pusle pitstops i byen. Vi kan nævne tre gode baby lounges i Aarhus, hvor den lille er i fokus, og hvor alle barselsfaciliteterne er samlet. Der er en baby lounge i Bruuns Galleri på 7. etage, hvor der er mikroovn, pusleplads og ammevenligt. Man skal hente et gratis kort i informationen plan 4 for at få adgang. I Salling er der også en god ammelounge med barnevognsparkering, og mulighed for at pusle, og så er der et legeområde så man kan have en evt. storebror/søster med. Storcenter Nord har også en god baby lounge på 1. sal hvor man kan amme, pusle og opvarme mælk og mos. 

Møllevangskirken for de små

Hvis du ikke ved hvad du skal lave med den lille ny, kunne du trille forbi Møllevangskirken, hvor der hver fredag fra 10-12 er Rytmik og musikalske sanglege og salmer for de mindste. Man møder op uden tilmelding, og programmet varer ca. 45 min og henvender sig til 0-4. årige. Alle er mere end velkomne, og bagefter er der kaffe, saft og boller i krypten.

Fotos: 1) BaBYvandring 2) Tine Kjær 3) Stine Seneca 4) AU foto 5) Aarhus Domkirke 6) Baby Brunch 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.