En vild og overraskende manga-fantasy forestilling, som blander scenekunst med tegneserie i et kraftfuldt udtryk med dans og musik.

Fra første øjeblik fanges vi ind et magisk univers, hvor fantasy og manga blander sig med scenekunst og levendegørelse af tegneserien. Den danske bestsellerserie Taynikma danner baggrund for forestillingen, som på fascinerende vis bevæger sig på kanten af virkelighed og fantasi.

Historien leger med de mørke og lyse sider i livet og i mennesker. Udgangspunktet er hovedpersonen Ene, som mistede sine forældre som spæd og må vokse op hos Solklanen og leve efter tre strenge regler, som hun ikke må overtræde.

Det bliver imidlertid svært for hende at efterleve reglerne, da hun opdager, at hun har en tvillingesøster, der lever som slave hos Skyggekongen. Det store spørgsmål er, om den magiske Taynikma kan give hende den nødvendige styrke til mødet med skyggen.

Forestillingen er skrevet af Merlin Mann til teatret, og man behøver ikke at kende manga-universet i forvejen for at blev draget af fortælling, effekter og scenografi.
Scenografien er på en gang yderst simpel og utrolig fascinerende, og vi bliver helt i tvivl om, hvilket univers, vi bevæger os i.
Musikken, som er heftig og insisterende, virker som en lang rytme, nærmest et enkelt åndedrag, og stemmen, som både står for fortælling og replikker, bliver nærmest majestætisk, nøgtern og uhyggelig.

De medvirkende skuespillere udtrykker sig gennem en blanding af ballet og kampsport – og til tider er interaktionen med tegningen så levende, at det næsten bliver uforståeligt.

Små og store fans af den danske bestsellerserie Taynikma skal skynde sig ind og se Taynikma – Skyggens vilje. Og tag også gerne de unger med, som ikke kender til manga-fantasy i forvejen. Men overhold aldersgrænsen på 6 år. Mange effekter kan virke uhyggelige, selv for de modige børn.

Yderst intens teateroplevelse for børn og deres voksne!

Fem ud af fem stjerner: 
Teater Vestvolden i Hvidovre
Høvedstensvej 49, 2650 Hvidovre
Spilleperiode: 5.-29. november 2015
Fra 6 år og op
Varighed: 50 min. (uden pause)
Køb billetter her.

Fotos: Søren Meisner