Når efteråret nærmer sig følger dage med blæsevejr, vind i håret, vand i øjnene og røde kinder automatisk med. Men fortvivl ej, med følger nemlig også noget andet - drageflyvning. Vi giver jer her guiden til at bygge jeres egen drage.

 

Det skal I bruge:

  • 2 pinde på hhv. ca. 90 og 60 cm. F.eks. bambuspinde.
  • 2-3 plastikposter
  • Gaffatape
  • 25 – 30 meter sejlgarn
  • Lille pind til at binde sejlgarnet omkring
  • Snor og aviser til hale
  • Saks og kniv

Sådan gør I:

  1. Skær et lille hak i hver ende af pindene, hvor snoren kan sidde fast når skellettet er samlet.
  2. Læg pindene parallelt ved siden af hinanden, og bind dem stramt sammen med sejlgarn. Drej nu pindene så de ligger over kors, og placer den korteste pind ca. 30 cm fra toppen af den længste. Bind dem fast med yderligere sejlgarn.
  3. Bind ca. 3 meter sejlgarn rundt om korset. Sejlgarnet sættes fast i de hakker som I har skåret i enderne på pindene.
  4. Klip dragens dug ud af plastikposer, som I klistrer sammen med tape. Dugen skal være ca. 70 x 100 cm - altså lidt større end korset så den kan foldes ud over. Vælg nogle plastikposer i de farver og mønstre i kan lide.
  5. Læg korset (med den korte pind nederst) på dugen.
  6. Fold dugen ind over korset og snorene, og tape den fast. Sæt ekstra tape på, der hvor dugen møder pindene.
  7. Nu kan i evt. male dragen.
  8. Klip to små huller i dugen. En på højre side af den lodrette pind, over den vandrette pind. Og en på venstre side af den lodrette pind, under den vandrette pind.
  9. Stik styresnoren(sejlgarnet) igennem, og bind en knude.
  10. Rul resten af sejkgarnet op på den lille pind.
  11. Lav en hale af snoren, og bind sløjfer af avispapir fast. Lav to små huller i bunden af dagens dug, og bind den fast der.

 

SÅ er I klar til at tage ud og flyve. Find en mark, en strand eller et andet åbent område i byen. Når dragen skal sættes i gang skal i være to. Én som holder dragen, og én som holder snoren.
I skal løbe mod vinden med en 5 meters afstand, hvor den som holder snores løber forrest.
Den som holder dragen slipper, og den som holder snoren giver mere line, i takt med at dragen stiger til vejrs. Og voilá, nu har I en hyggelig hobby til efterårets stormfulde dage.