Børn i byen giver "Sneøjne" 5 ud af 5 stjerner: *****

Zangenbergs Teater havde i lørdags premiere på stykket ”SneØjne”, som er en forestilling for de allermindste. Børn i byen var med på rækkerne sammen med de nysgerrige små.

 

En masse små nysgerrige hoveder sad klar ude foran salen, inden Zangenbergs Teater i lørdags åbnede dørene for forestillingen ”SneØjne”. Og nysgerrigheden blev ikke mindre, da dørene endelig blev åbnet og de små fik lov at vælge deres pladser.

To dansere bød velkommen, og deres hvide udklædning, det dæmpede lys, hvide balloner, et gulv bedækket med hvid plastik og en dyne midt på gulvet fik de små til at sidde med åben mund og vente på, at det hele skulle gå i gang.

Hvad handler stykket om?

”SneØjne” er en forestilling for de 0-4 årige. I stykket vågner de to dansere til et uberørt snedækket landskab. Verden er ny, fin og ren, og de to dansere er nysgerrige efter at lære mere om sneen, som de netop har stiftet bekendtskab med for første gang. Danserne skiftes til at kigge under den hvide dyne, der ligger midt på gulvet, og hver gang dynen bliver løftet, hører man musik. Da de endelig løfter dynen helt, viser det sig, at det er en mand, der spiller musik, som har gemt sig under dynen. Det fik børn såvel som voksne i salen til at fnise. Musikken understøtter hele fortællingen, hvor der både bliver leget sneboldkamp, bygget snemand, gået på is og plukket snefnug, mens sneverdenen bliver udforsket. 

Børnenes bedømmelse

Min søn på 15 måneder var en af forestillingens yngste gæster, og selvom han er en dreng, der har svært ved at sidde stille, var han tryllebundet til forestillingen fra start til slut. Højdepunktet for ham og de andre børn var uden tvivl gemmelegen under sneboldkampen, de hvide balloner, der fik nye pladser undervejs i forestillingen, og dansernes mimik og udtryk, som nøje blev iagttaget.

Efter forestillingen var nysgerrigheden for alvor vagt blandt børnene, og de modigste var helt tæt på danserne, mens andre ville se nærmere på ballonerne. Med et flag i hånanden marcherede en række nysgerrige børn ud ad teatret igen.

Fakta: ”SneØjne” varer 30 minutter og bliver vist på Zangenbergs Teater frem til den 17. november. Læs mere om stykket her. Medlemmer af Børn i byen klubben sparer 20 % på billetterne.