Juhuu, det er snart sommerferie! Og som børnefamilie i Aarhus er der masser at tage sig til. Sommeren i Aarhus byder bl.a. på rullende strandkokke, cirkus, vikinger, jazz, markeder og meget mere!

LegeskibetLegeskibet besøger Aarhus

Legeskibet er et skib ladet med masser af oplevelser og bevægelsesglæde for de mindste. Det er et kulturskib for leg, fællesskab og dannelse, som har til formål at inspirere og forandre Danmarks blå rum. Legeskibet besøger igennem sommeren en lang række danske havnebyer, hvor uddannede legematroser fra Gerlev Legepark vil skabe aktiviteter på kajen sammen med havneområdets begivenheder, byens foreningsliv, virksomheder, institutioner og engagerede borgere. Alle børn er velkomne! Så kom, det bliver sjovt! Legeskibet lægger til i Aarhus fra den 1.-5. august.

De Rullende Strandkokke

Fra den 10.-31. juli ruller strandkokkene ud på Aarhus' strande, og fortæller børn og voksne om den spiselige strandnatur. Kokkene har både udstyr med til at fange, indsamle og tilberede strandens råvarer. De Rullende Strandkokke turnerer rundt til strandene fra Skæring i nord til Moesgaard i syd. Med blandt andet rejehov, net og kogegrej kan hele familien være med til at finde og tilberede den spiselige strandnatur. Mandage og fredage er de i Skæring, tirsdage og lørdage på Ballehage, onsdage ved Den Permanente, og torsdage og søndage ved Moesgaard. Alle dage i tidsrummet kl. 10-15.

Marked i Parken

Marked i Parken er Aarhus’ nye, hyggelige og kreative pop-up marked i hjertet af centrum. Det er et mangfoldigt, men også lokalt, samlingspunkt for børnefamilierne, de unge, de gamle og turisterne. Det er en oase midt i byen i et intimt og grønt miljø. Markedet finder sted på pladsen mellem Musikhuset og ARoS på udvalgte søndage henover sommeren. Her vil Kødbyens Mad & Marked servere kulinariske oplevelser, Musikhuset præsenterer lækker livemusik, ARoS udfordrer med spændende kunstindslag og Flagstang Markeder ruller ud med knap 100 loppestande – alt sammen udendørs og med fri adgang. Besøg markedet den 9. juli og 13. august kl. 10-15.

Aarhus Jazz FestivalAarhus Jazz Festival

Fra den 15. juli og otte dage frem kommer Aarhus til at syde af jazz, når Aarhus Jazz Festival går i luften med 350 koncerter fordelt på byens torve, pladser, telte, museer, cafeer, klubber og spillesteder! Festivalen er for alle, uanset om man er til traditionel jazz, børnejazz, frokostjazz, mainstream, avantgarde eller verdensmusik. Der er gratis adgang til de fleste koncerter til Aarhus Jazz Festival. Se det imponerende børneprogram her.

Tivoli Friheden

Ta’ hele familien med i den sjove forlystelsespark, der er placeret i den smukke Marselisborgskov i hjertet af Aarhus. Tivoli Friheden byder på rutsjebaner og forlystelser for både børn og voksne, men I kan også opleve en lang række børnevenlige koncerter, optrædener og aktiviteter i løbet af sommeren. F.eks. gæster både Store Nørd, Hr. Skæg og Motor Mille parken, men også kendte musikere såsom TV2, Scarlet Pleasure, Noah og Mads Langer vil optræde i Tivoli Friheden henover sommeren.

Sommersjov på Naturhistorisk Museum

Fra den 24. juni - 13. august kl. 10-16 er der hver dag sommersjov med aktiviteter på Naturhistorisk Museum. Sommerferien bringer hyggelige aktiviteter for hele familien på Naturhistorisk Museum i Aarhus og på feltstationen Molslaboratoriet i smukke Mols Bjerge. Uanset om solen skinner eller regnen øser har Naturhistorisk Museum masser af spændende, sjove og lærerige aktiviteter for børn og deres voksne. Børn og unge under 18 år har gratis adgang!

My Playground

My Playground er et mobilt legelandskab, hvor børn sætter deres egne grænser, mærker efter i maven og prøver sig frem. My Playground er også et bud på fremtidens legeplads, og har et areal på hele 300 m2, som består af mere end 20 hvide kuber, hvoraf nogle af dem er 3 meter høje! Kuberne kan kombineres på forskellige måder og tilpasses det enkelte byrum, hvor de står i 2 måneder af gangen. Legelandskabet besøger i alt fire byer i Region Midtjylland: Aarhus, Randers, Hadsten (Favrskov) og Holstebro fra april til november 2017. Pladserne omkring My Playground vil i disse måneder være spækket med teater, dans, kor, gymnastik, street idræt og meget mere. Det er gratis og alle er inviteret med! My Playground gæster Jens Otto Krags Plads i Randers den 1. juni-1. august, så måske I skal på en lille udflugt til Randers i ferien?

Røde OrmMOMU goes Viking

I 2017 står Moesgaard Museum for alvor i Vikingernes tegn. Lær om vikingerne i vikingeudstillingen på museet, der fortæller om hvordan det var at være viking i Aros, som Aarhus hed dengang. Fra den 27. maj kan hele familien i weekenderne tage med på Orms rejse, som er en spændende vandringsforestilling ind i vikingetiden. I kan også møde vikingebonden på Storgården, og så er det selvfølgelig også på MOMU, at i kan opleve Det Kongelige Teaters forestilling Røde Orm! Forestillingen spiller fra den 24. maj-1. juli, og henvender sig til familier med børn fra 7 år og op.

100 Børnedage på Dokk1

Selvom det er sommerferie, skal byens børn ikke snydes for fede Børnedage på Dokk1. Hele ferien er der Børnedage hver onsdag kl. 10 og lørdag kl. 11. I løbet af ferien kan I bl.a. bygge robotter i genbrugsmaterialer, bage brød over bål og opleve dukketeater. Tjek det fulde program på det store link ovenfor.

Cirkus Summarum

Summarum

Fra den 27. juli-6. august kan hele familien opleve Cirkus Summaraum på Tangkrogen i Aarhus. Her kan I møde alle dem I kender fra DR Ramasjang - bare på en helt ny måde. Cirkus Summarum arrangeres af Muskelsvindfonden og DR Big Bandet, og alt overskud fra billetsalg og salg på pladsen går til Muskelsvindfondens arbejde for at styrke børn og unge med muskelsvind. Inden forestillingen kan I komme og lege på cirkuspladsen, hvor der er hoppeborge, senge man må hoppe i, karrusel, udklædning, popcorn, mad og mulighed for bare at være sammen som familie og hygge sig. Pris: 165-375 kr.

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.

Billeder: 1) Legeskibet 2) Røde Orm 3) Aarhus Jazz Festival 4) Cirkus Summarum af Camilla Lind