Sommerferien er godt igang, og derfor har vi samlet de bedste, GRATIS aktiviteter i en guide til jer lige her. Tjek den ud og bliv rig på fede oplevelser uden en krone på lommen!

Teater

PjerrotGratis børneunderholdning på Bakken
Hele sommerferien tryller og underholder Pjerrot hele tre gange om dagen foran sit grønne hus. Derudover laver han Mester Jakel-forestilling hver dag kl. 14, som er fantastisk underholdning for både børn og voksne. Bakkens krammedyr, Kalle Kronhjort, deler også krammere ud til alle glade børn i ferien. Entré og bøneunderholdning er gratis. 

Marionetteatret i Kgs. Have
Ta’ i teatret – udenfor! I Kgs. Have kan I se GRATIS dukketeater under åben himmel hos Marionetteatret, der spiller dagligt, undtagen mandag. Frem til den 16. juli spiller forestillingen Når byen sover, og fra den 19. juli – 20. august spiller Lydmåleren. Forestillingerne er fra 2 år og op.

Gadeteater: Happiness
Den 12. august kan hele familien opleve gratis gadeteater ved Kulturhuset Islands Brygge, når forestillingen Happiness opføres af de to streetperformers Paul Gordon og Kristian Dinesen. Forestillingen udspiller sig i det offentlige rum, og bevæger sig gennem gader og torve med et fastlagt udgangspunkt et sted i byen. Sproget er en blanding af engelsk, dansk og volapyk. Forestillingen varer 40 minutter.

Musik og dans

børnebaderave
Børnebaderave i Bavnehøjbadet
Strøm Festival har sammensat et fedt, børnevenligt program af musikalske entertainere, der formidler elektroniske toner i børnehøjde. Det sker til Børnebaderave lørdag den 5. august kl. 12-16 ved Bavnehøjbadet. Alle er velkomne, så find badetøjet frem og vær klar til fede vibes og vibrationer fra:
→ COPYFLEX: Min Kat Den Danser Global Bass
→ Thomas Vibe: Vibes Alt For Vilde Børnedisko
→ Tykmesteren aka Master Fatman

Børnesjov med CPH Opera Festival
Der er øre- og øjeguf til de yngste, når CPH Opera Festival søndag den 6. august kl. 11-15 har Børnesjov klar på Ofelia Plads. Her fremføres bl.a. en nyfortolkning af Nattergalen, toner til Halfdan Rasmussens digte og eventyret for dem fra 3 år og opefter om en bamse, der sejler alle steder hen i verden i sin magiske båd.

Tæt på dyr

RemisenBondegårsbesøg
Besøg Bondegården i Remiseparken. Her kan børnene både opleve høns, kaniner, koen Maren, heste, grisen Bertha og en indhegning med masser af geder, der gerne vil fodres og klappes. På bybondegården ByOasen på Nørrebro kan ungerne også møde dyr. Her har de mulighed for at stifte bekendtskab med geder, høns, kaniner, marsvin, mus, fugle og bier.

Sommerferie på Naturcenter Amager Strand
Alle dage i sommerferien holder Naturcenter Amager Strand åbent, hvor hele familien kan opleve og deltage i alverdens aktiviteter omkring strandens natur. Her kan I f.eks. fange krabber, gå i waders, deltage i konkurrencer, lave jeres egen vandkikkert og krabbefiskestang. Det er gratis at komme og være med. Det foregår mellem kl. 10 og 14, hver dag fra uge 26 til 32.

Udendørs aktiviteter

LegepladsBemandede legepladser
København bugner af fede legepladser med god mulighed for at boltre sig og få sved på panden. Nogle af de allerbedste er de bemandede legepladser, hvor der er ansat pædagogisk personale til at igangsætte sjove aktiviteter for børnene. Tjek: Guide: Find en bemandet legeplads i DIN bydel.

Pjask
På de varmeste sommerdage er det skønt at få lov og pjaske med vand. Byens bemandede legepladser fylder vand i soppebassinerne på skyfri dage, hvor vejrudsigterne lover over 20 grader, ligesom havnebadene og friluftsbadene giver gode muligheder for vandpjaskeri - flere af dem endda gratis. Tjek guiden: De 5 soppebassiner.

Bålhygge
Udnyt de lange, lyse sommeraftener og grill jeres aftensmad over bål. Pak tæpper, brænde og let mad i ladcyklen og find en af byens bålpladser - glem ikke skumfiduserne til dessert på pind! Vi viser vej til De 5 grill- og bålpladser.

Når det regner...

KreaBibliotekernes gratis tilbud
Byens mange gode børnebiblioteker er guld værd på, fordi de gemmer på et hav af gratis tilbud. Smut forbi og lån bøger eller bliv hængende på en regnvejrsdag og benyt jer af de gode tilbud. Få overblik over tilbuddene her: Fede tilbud på biblioteket og find vej til nogle af de allerbedste børnebibilioteker her: De 5 fede børnebiblioteker. Husk også, at børn på 7-14 år i sommerferien kan deltage i bibliotekernes landsdækkende læsekonkurrence, Sommerbogen, hvor de kan vinde fede præmier ved at læse og anmelde så mange bøger, de kan.

Hjemme-krea
Det er altid hyggeligt med kreatid - især når det regner udenfor. Så brug feriedagene på at tegne, male, lægge perleplader eller måske brodere og sy med ungerne. Hvis pengepungen er tom, kan I kaste jer ud i sjove DIY-projekter med genbrugsmaterialer. Find gamle syltetøjsglas, toiletpapirsruller og andre emballager frem og leg Shanes Verden. I kan søge inspiration på Pinterest, søg f.eks. på "Diy recycled projects for kids" og slip fantasien løs!

Mad-workshops for børn
Hver lørdag kl. 11.30-12.30 frem til den 12. august afholdes gratis sommer-workshops for børn i restauranten Eataly, der ligger i ILLUMs underetage. Prøv fx at lave jeres egen pizza eller gnocchi sammen med restaurantens pasta-eksperter eller lav sjove figurer af vandmeloner. Det er gratis at deltage, men husk tilmelding på forhånd på lascuola@eataly.dk.

Eataly

Billeder: 1. Pjerrot, Bakken 2. Strøm Festival 3. Anders Hviid 4. Katrine Hemmingsen 5. Romeika Cortez 6. Eataly

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.